Indsigelse i forbindelse med overførsel af pensionskonti med tilknyttede værdipapirdepoter. Krav om erstatning for kursfald på værdipapirer
| Sagsnummer: | 484/2011 |
| Dato: | 01-05-2012 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Christian Bremer, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Overførsel - pensionskonti
Overførsel - depot Overførsel - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse i forbindelse med overførsel af pensionskonti med tilknyttede værdipapirdepoter. Krav om erstatning for kursfald på værdipapirer |
| Indklagede: | SEB (Skandinaviska Enskilda Banken) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod SEB’s (Skandinaviska Enskilda Bankens) ekspedition af en overførsel af hans pensionskonti med tilknyttede værdipapirdepoter, herunder krav om erstatning for kurstab i overførselsperioden.
Sagens omstændigheder
I 2011 var klageren ansat i SEB (Skandinaviska Enskilda Banken). I maj 2011 blev klageren fristillet i forbindelse med, at ansættelsesforholdet blev opsagt med virkning fra den 1. november 2011.
Klageren havde et engagement i SEB’s personalebank. Engagementet bestod efter det oplyste af en lønkonto, et udlån samt to pensionskonti med tilknyttede værdipapirdepoter. Banken har oplyst, at det fremgår af vilkårene, at medarbejderes engagement med personalebanken skal flyttes til et andet pengeinstitut umiddelbart efter ansættelsens ophør.
Den 7. juli 2011 modtog banken fra klagerens nye pengeinstitut, P, en anmodning om overførsel af klagerens pensionskonti og depoter.
Ved e-mails af 7., 11. og 12. juli 2011 forsøgte SEB at komme i kontakt med klageren vedrørende overførselsanmodningen.
Den 19. juli 2011 spærrede SEB klagerens Dankort og klagerens adgang til netbank.
Ved e-mail af 20. juli 2011 til klageren anførte banken blandt andet:
"…
Det er korrekt at jeg har spærret din netbank samt dit dankort og det skyldes at jeg talrige gange har ringet til dig hvor der ikke blev svaret samt sendt flere mails der heller ikke blev besvaret og jeg regnede med at du ville reagere på et tidspunkt, så vi kunne få en dialog i gang, dette alt sammen før du svarede forleden.
…
Jeg er helt enig i vi skal finde en løsning på dit engagement, og jeg har ikke afvist at flytte din lønkonto, men som du er bekendt med skal personalelån så også flyttes.
…
Jeg synes det er ok at du ikke vil hæve fra dine pensioner, men jeg synes så også at det er fair at dine pensioner forbliver i SEB så længe du har dit personalelån her, er du ikke enig?
Jeg vil gerne anmode om dit kontonummer i [P] hvortil jeg kan overføre din lønudbetaling med fradrag af dine låneydelse, er dette ok for dig?
…"
Ved e-mail senere samme dag anførte klageren blandt andet, at han i forbindelse med opsigelsen var blevet anmodet om at flytte sit engagement til et andet pengeinstitut. Pensionerne og lønkontoen kunne umiddelbart flyttes til et andet pengeinstitut. For så vidt angår lånet var han klar over, at de favorable lånevilkår i personalebanken bortfaldt på fratrædelsestidspunktet. Hvis banken ikke ønskede at fortsætte lånet på almindelige vilkår, forventede han at få besked om det. Klageren var uforstående over for, at banken havde spærret hans Dankort og adgang til netbank "fordi jeg ikke har taget min telefon et stykke tid". Der var hverken tale om misbrug eller misligholdelse. Klageren accepterede imidlertid at returnere dankortet men anmodede om, at spærringen af netbanken straks blev ophævet. I øvrigt fremgår blandt andet:
"…
Det ser ud som om alle mine tilmeldte betalingsaftaler også er slettede, så når lønnen går ind hver den sidste hverdag i måneden, skal hele beløbet overføres til kontoen i [P]. Ydelsen på lånet i SEB skal naturligvis betales forinden. Så hvis du kan sætte dit system op til at tømme kontoen hver den sidste dag i måneden (bortset fra ydelsen til SEB og overføre beløbet til min [P]-konto, så er det helt fint med mig. …
Jeg har ikke noget imod at beholde mine pensioner i SEB så længe det sker på uændrede vilkår. Hvis vilkårene ændres, skal pensionerne derimod overføres til [P], som anmodet. Lønkonto, lån og pensioner er adskilte juridiske enheder. Hvis jeg ønsker at flytte pensioner til et pengeinstitut, der tilbyder bedre vilkår, har jeg da ret til dette. Så det synes jeg ikke, at der er nogen grund til at forhale yderligere.
…
Du er nødt til at give mig lidt tid til at få tingene på plads med [P]. Der skal gå penge ind på lønkontoen hver måned og mine (forholdsvis pæne) pensionsopsparinger skal flyttes derover. Når det er sket – og bankrådgiveren er tilbage fra ferie – er der grundlag for en dialog med [P] omkring flytning af lånet. Det er tre ting, der skal være opfyldt. Jo før det sker, desto hurtigere kan det afvikles.
Håber på din forståelse og ser frem til genåbning af netbanken, alternativt overførsel af indeståendet fra lønkontoen i SEB til kontoen i [P].
…"
Ved en yderligere e-mail fra banken samme dag blev klageren mindet om, at banken ikke havde almindelige private kunder, og at det derfor ikke var muligt at fortsætte engagementet på kundevilkår efter fratrædelsen, hvor personalevilkårene ophørte. Endvidere fremgår blandt andet:
"…
Da jeg ved af erfaring at det i nogle tilfælde kan tage noget tid at flytte engagementer især i sommertiden har vi ikke for meget tid at give af og jeg synes det er bedst for alle parter at hele dit engagement flyttes på een gang i stedet for at dele det op i bidder, så mit forslag er at du skynder dig at tage kontakt til din bankrådgiver og får lavet en aftale om flytning af lånet, det er jo i princippet det der mangler.
…"
Den 8. september 2011 underskrev klageren en ny anmodning om overførsel af pensionsordningerne. Ved e-mail af 15. september 2011 til klageren spurgte banken, om P også skulle overtage udlånet.
Ved brev af 10. oktober 2011 gav klageren udtryk for utilfredshed med, at pensionsordningerne "trods adskillige formelle anmodninger herom" endnu ikke var overført til P. Klageren vedlagde en oversigt der viste, at værdien af pensionsdepoterne i perioden 19. juli-7. oktober 2011 var faldet med i alt 85.377,85 kr. Klageren rejste krav om erstatning herfor. Banken afviste kravet ved brev af 13. oktober 2011. Samme dag blev pensionsordningerne overført til P.
Parternes påstande
Den 1. november 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at SEB (Skandinaviska Enskilda Banken) skal betale 85.378 kr.
SEB (Skandinaviska Enskilda Banken) har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end det af klageren krævede.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken trods adskillige rykkere ikke efterkom hans anmodning af 7. juli 2011 om overførsel af hans pensionsordninger til P.
Uden varsel og uden angivelse af rimelig grund spærrede banken hans dispositionsadgang til konti og depoter. Han gjorde straks indsigelse, men måtte efterfølgende vente i månedsvis på overførslen. Værdien af depoterne faldt, og han havde ikke mulighed for at handle. Spærringen af netbanken blev aldrig ophævet.
SEB (Skandinaviska Enskilda Banken) har anført, at det den 18. juli 2011 mundtligt blev aftalt, at pensionerne skulle blive i banken på uændrede vilkår, så længe der blev udbetalt løn m.v. Aftalen blev bekræftet pr. e-mail den 20. juli 2011.
Klageren frafaldt sit ønske om at få netbanken genåbnet på baggrund af aftalen om, at indestående på lønkontoen skulle overføres til P.
Banken hørte herefter intet fra klageren og lagde derfor til grund, at det var aftalt, at pensionsdepoterne skulle overføres til P samtidig med flytningen af lånet senest ved udgangen af oktober 2011.
På baggrund af overførselsanmodningen af 8. september 2011, som banken modtog den 9. september 2011, tog man kontakt til klageren med henblik på en afklaring af, hvordan klagerens samlede engagement skulle indfries.
I begyndelsen af oktober 2011 kontaktede klageren banken ved brev og e-mails i en anden sammenhæng uden at nævne overførslen af pensionsmidlerne. Anmodning herom fremkom først ved brevet af 10. oktober 2011.
Banken er uden ansvar for værdiforringelsen på klagerens depoter i den omhandlede periode. Klageren var ikke afskåret fra at disponere over sine midler i depotet, selvom adgangen til netbanken var lukket. Klageren kunne således på ethvert tidspunkt have instrueret banken om at realisere værdipapirer med henblik på at begrænse værdiforringelsen. Klageren har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at han ønskede at disponere.
Værdiforringelsen ville have været den samme, hvis depoterne var blevet overført til P tidligere end sket. Klageren har således ikke lidt noget tab.
Klageren accepterede den 20. juli 2011 bankens forslag om en midlertidig løsning. Et eventuelt erstatningskrav må derfor i hvert fald være begrænset til værdiforringelsen i perioden fra den 9. september 2011 til den 10. oktober 2011, som udgjorde 17.075,75 kr.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerens engagement med SEB (Skandinaviska Enskilda Banken) bestod af en lønkonto, et udlån og to pensionsdepoter.
Den 7. juli 2011 modtog banken en anmodning om overførsel af pensionsdepoterne. Ankenævnet finder, at klageren berettiget kunne forvente, at overførslen blev ekspederet inden for 10 bankdage. Ankenævnet bemærker, at det var uberettiget, at banken som betingelse for overførsel af pensionsdepoterne stillede krav om, at udlånet blev indfriet. Det var ligeledes uberettiget, at banken efterfølgende spærrede klagerens adgang til netbank og Dankort.
Efter den foreliggende mailkorrespondance finder Ankenævnet imidlertid, at det må lægges til grund, at klageren accepterede at vente med at overføre pensionsordningerne, så længe vilkårene var uændrede, og at klageren frafaldt sit krav om at få genåbnet adgangen til netbanken, med henblik på at gennemføre en samlet overførsel.
Den 9. september 2011 modtog banken en ny anmodning om overførsel af pensionsordningerne. Ankenævnet finder, at SEB burde have ekspederet overførslen inden 10 ekspeditionsdage, eller senest den 23. september 2011.
Det findes ikke godtgjort, at klageren er blevet påført et tab som følge af, at overførslen først blev effektueret den 13. oktober 2011. Det bemærkes herved, at der var tale om pensionsdepoter, og at klageren derfor ikke var afskåret fra at disponere over værdipapirerne i disse, selvom hans netbankadgang var ophævet, idet klageren havde mulighed for at afgive eventuelle ordrer til SEB (Skandinaviska Enskilda Banken).
Klageren får derfor ikke medhold i sin påstand om erstatning for kurstab.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.