Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Dispositioner i forbindelse med deling af fællesbo ved separation.

Sagsnummer: 155 /2003
Dato: 14-10-2003
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Anne Dehn Jeppesen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Skødedeponeringskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Dispositioner i forbindelse med deling af fællesbo ved separation.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om udbetaling af halvdelen af provenuet ved salget af klagerens nu tidligere ægtefælles ejendom.

Sagens omstændigheder.

Den 26. november 2001 modtog indklagede en deponering på 208.985,50 kr. vedrørende klagerens nu tidligere ægtefælles, H's, salg af et sommerhus. Beløbet blev indsat på en skødedeponeringskonto med H som kontohaver.

Den 5. december 2001 oprettede indklagede en omprioriteringskonto i H's navn. Kontoen blev anvendt til bl.a. hjemtagelse af et ejerskiftelån med et provenu på 354.025,76 kr. og indfrielse af et eksisterende lån med en restgæld på 182.005,86 kr.

Indklagede har anført, at H ifølge skødet var eneejer af sommerhuset. Ifølge indklagedes interne notater havde H i 1997 erhvervet dette ved arv. Hverken H eller klageren var ifølge CPR-registeret registreret som boende i ejendommen. Efter at have solgt sommerhuset anmodede H om assistance til indfrielse af indestående prioriteter herunder et ejerpantebrev på 150.000 kr., som lå til sikkerhed for H's engagement. H oplyste, at hun var blevet skilt, og at fællesboet var delt. Klageren har anført, at sommerhuset blev købt af ham og H. Købet blev finansieret ved bl.a. et fælles boliglån hos indklagede. Terminer m.v. blev betalt via en fælles budgetkonto. Det er korrekt, at kun H var anført på skødet, men sommerhuset var reelt ejet i lige sameje gennem formuefællesskab i ægteskabet. Sommerhuset havde endvidere tjent som fælles bolig for ham og H. Han blev hverken af H eller indklagede orienteret om salget. Fællesboet var ikke delt.

Den 2. januar 2002 blev der fra omprioriteringskontoen overført 115.491,52 kr. til indfrielse af klagerens og H's fælleslån og 48.500 kr. til indfrielse af overtræk på H's separate budgetkonto hos indklagede.

Omprioriteringskontoen udgik den 31. januar 2002 ved udbetaling af et restindestående på 717,75 kr.

Den 25. februar 2002 blev der overført 156.000 kr. fra skødedeponeringskontoen til indfrielse af H's kassekredit hos indklagede. Den 22. marts 2002 blev der overført yderligere 15.646,96 kr. fra skødedeponeringskontoen til kassekreditten.

Endvidere blev der den 27. marts og 31. maj 2002 overført henholdsvis 5.000 kr. og 1.756,71 kr. fra skødedeponeringskontoen, hvorefter denne udgik.

Den 31. maj 2002 blev klageren og H separeret ved dom. Klageren blev i forbindelse hermed bekendt med dispositionerne vedrørende provenuet af ejendomssalget.

Parternes påstande.

Den 16. april 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 115.000 kr. med tillæg af renter fra den 1. januar 2002.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at provenuet af ejendomshandlen efter indfrielse af det fælles boliglån var på ca. 230.000 kr., hvoraf halvdelen burde være udbetalt til ham.

Selv om H stod som ejer på skødet, måtte indklagede være bekendt med, at provenuet var fællesejemidler.

Fællesboet er endnu ikke delt. Indklagede burde have undersøgt H's fejlagtige oplysninger herom.

Indklagede, der i hvert fald via boliglånet og budgetkontoen var bekendt med hans andel i sommerhuset, burde have kontaktet ham for at sikre, at provenuet blev rigtigt fordelt.

Indklagede har anført, at man ikke havde nogen grund til at betvivle H's oplysning om, at skilsmissen var gennemført og boet delt.

Anvendelsen af provenuet har medført, at H's passiver er nedbragt, således at disse derefter indgår med et lavere bruttobeløb i bodelingen.

Man er ikke berettiget til at tilbageholde et provenu fra et aktiv, som en ægtefælle sælger, med henblik på at sikre, at den anden (tidligere) ægtefælle får del heri.

En ægtefælle kan, jf. retsvirkningslovens § 18, stk. 2, ved dom få omstødt en retshandel vedrørende salg eller pantsætning, hvis erhververen eller panthaveren indså eller burde indse, at den anden ægtefælle var uberettiget til at foretage retshandlen. I denne sag har man alene frigivet et af H i 1997 pantsat ejerpantebrev mod, at provenuet fra ejendomshandlen indgik til dækning af hendes gæld. Der er således ikke tale om, at man har fået yderligere pant i ejendommen, som eventuelt kunne omstødes i henhold til retsvirkningsloven.

I henhold til principperne i retsvirkningsloven om særråden og særhæften kunne H anvende provenuet af sit eget aktiv til inddækning af egen gæld.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede var ikke uden H's samtykke berettiget til at informere klageren om H's dispositioner i forbindelse med ejendomssalget.

Det måtte påhvile klageren selv at varetage sine interesser i forbindelse med ophævelsen af samlivet med H og den efterfølgende bodeling.

Der er derfor ikke grundlag for at tage klagen til følge.

Det bemærkes, at Ankenævnet hverken har taget stilling til, om klageren i det indbyrdes retsforhold mellem ham og H må anses for at være medejer af ejendommen, eller hvorledes provenuet skal indgå i opgørelsen og fordelingen af fællesejemidlerne, idet disse spørgsmål må søges afklaret under den mellem klageren og H verserende bodelingssag.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.