Afgørelse

Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Underretning.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod, at en kautionsforpligtelse for en kassekredit gøres gældende over for ham.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditkontrakt af 31. marts 2005 ydede Danske Bank en erhvervskredit med et kreditmaksimum på 200.000 kr. til klagerens datters daværende samlever, S. Kreditten var uden aftalt afvikling, men skulle genforhandles hvert år.

Ved kautionserklæring af 4. april 2005 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for S’s forpligtelser i henhold til kreditten. Af kautionserklæringen fremgik blandt andet:

"…

Banken kan give debitor henstand med betalinger i op til 2 måneder uden mit samtykke.

…

Banken kan yde nye lån, kreditter m.v. og forhøje kautionssikrede faciliteter uden mit samtykke. Jeg hæfter selvfølgelig kun for en gældsforøgelse, hvis jeg accepterer det. …"

Banken har oplyst, at kreditten blev overtrukket flere gange, uden at klageren blev orienteret.

Ved brev af 29. oktober 2008 til klageren meddelte banken, at resultatopgørelsen for de tre første kvartaler af 2008 viste, at driften af S’s virksomhed ikke havde været tilfredsstillende. Banken inviterede klageren og S til møde til drøftelse af, hvad der skulle ske. Saldoen på kreditten var på dette tidspunkt 195.859,60 kr. (negativ).

Den 18. november 2008 holdt banken møde med klageren og S. Saldoen på kreditten var på dette tidspunkt 305.804,83 kr. (negativ).

Ved brev af 23. januar 2009 til klageren meddelte banken, at saldoen på kreditten pr. 31. december 2008 var 165.910,33 kr. (negativ).

Kreditten blev overtrukket i længere perioder efter januar 2009. Banken har oplyst, at der var tale om flere bevilgede, midlertidige overtræk, og at klageren ikke blev orienteret om overtrækkene.

Banken holdt møder med S den 4. februar 2009 og den 10. juli 2009. Banken har oplyst, at S på mødet den 10. juli 2009 blandt andet meddelte, at han ville indgive konkursbegæring.

S blev erklæret konkurs den 15. juli 2009. Konkursbehandlingen medførte ikke nogen dividende til boets simple kreditorer, jf. kurators cirkulæreskrivelse af 13. november 2009.

Ved brev af 10. august 2009 anmodede banken klageren om at indbetale 262.793,89 kr. til indfrielse af kautionsforpligtelsen.

Ved brev af 14. oktober 2009 fra bankens advokat nedsatte banken sit krav mod klageren til 200.000 kr. med tillæg af renter fra den 10. august 2009.

Banken har under sagens behandling i Ankenævnet oplyst, at man er indstillet på at frafalde rentekravet, såfremt banken får medhold i sin påstand, og såfremt klageren betaler bankens tilgodehavende senest fire uger efter Ankenævnets afgørelse.

Parternes påstande.

Klageren har den 29. april 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet, subsidiært at kautionsforpligtelsen nedsættes til 165.910,33 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har blandt andet anført, at han ikke var bekendt med driften af S’s virksomhed og S’s økonomi. Han var uvidende om den faktiske situation indtil modtagelsen af bankens brev af 10. august 2009.

På mødet den 18. november 2008 oplyste banken alene, at man ville se tiden an. Han blev ikke adviseret om, at en lukning af virksomheden var umiddelbart forestående. Han har ikke accepteret, at økonomien kunne forværres med det til følge, at kautionsforpligtelsen blev gjort gældende overfor ham. Han modtog ikke på mødet den 18. november 2008 eller efterfølgende meddelelse om, at kreditten blev forhøjet. Der blev ikke drøftet henstand med kreditten på mødet den 18. november 2008.

Han modtog meddelelse i januar 2009 om, at saldoen på kreditten var 165.910,33 kr., og dermed under 200.000 kr. Saldoen var på det tidspunkt nedbragt med ca. 36.000 kr. siden mødet den 18. november 2008. Han troede, at driften i S’s virksomhed igen var fornuftig. Han blev ikke orienteret om den efterfølgende aftalte forhøjelse af kreditten med S.

Han blev ikke orienteret om mødet mellem banken og S den 4. februar 2009, hvor banken efter det oplyste meddelte, at S måtte lukke eller sælge virksomheden, hvis driften ikke blev forbedret.

Hans familiære forbindelse med S ophørte, da S flyttede i marts 2009.

S gav under hele forløbet udtryk for, at virksomheden gik godt. Han har ikke haft mulighed for at varetage sine interesser på grund af den manglende underretning fra banken. At han og S var på talefod fritager ikke banken for underretningspligten i medfør af lov om finansiel virksomhed § 48. Bankens interne mødereferat kan ikke tillægges værdi i forhold til bankens underretningspligt i medfør af § 48.

Danske Bank har blandt andet anført, at kravet mod S er forfaldent, og at fordringen ikke blev indfriet af S. Bankens krav mod klageren er forfaldent.

Bankens manglende underretning om de bevilgede, midlertidige overtræk som forudsat i lov om finansiel virksomhed § 48 stk. 1 er uden betydning for sagen.

Kravet skal ikke nedsættes i medfør af § 48 stk. 2, da der er tale om en kassekredit uden aftalt afvikling, og da banken alene gør krav gældende overfor klageren for kredittens rangførste 200.000 kr. svarende til klagerens kautionsforpligtelse.

Bankens manglende underretning har ikke forringet klagerens regreskrav mod S, jf. § 48 stk. 3.

Klageren var bekendt med sine forpligtelser og S’s økonomiske situation i tilstrækkeligt omfang. Klageren deltog herunder i mødet den 18. november 2008, på hvilket tidspunkt kreditten var trukket med 305.804,83 kr. Klageren var bekendt med den dårlige økonomiske situation og accepterede, at økonomien kunne forværres yderligere.

Klageren var i hvert fald efter mødet den 18. november 2008 i stand til at varetage sine interesser i tilstrækkeligt omfang og havde kendskab til, at virksomheden måtte lukkes eller sælges, hvis driften ikke blev forbedret. På mødet blev den dårlige drift og den dårlige økonomi drøftet, og regnskabsbalancer m.v. blev gennemgået, jf. også bankens interne referat af mødet. Klageren tilkendegav, at han var klar over den vanskelige økonomi og konsekvenserne heraf.

Klageren foretog sig tilsyneladende ikke noget efter mødet den 18. november 2008 eller senere til afdækning af sin kautionsforpligtelse i anledning af S’s dårlige økonomi.

Ved brev af 23. januar 2009 orienterede banken klageren om, at kreditten var trukket med 165.910,33 kr. pr. 31. december 2008.

Bankens krav på mødet den 4. februar 2009 om forbedring af driften var ikke en skærpelse, men en gentagelse af tilkendegivelsen på mødet den 18. november 2008, hvor klageren deltog.

Mødet den 10. juli 2009 var ikke et egentligt møde, men blot en meddelelse fra S om, at han ville indgive konkursbegæring.

Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at hans regreskrav mod S blev forringet. S blev erklæret konkurs den 10. juli 2009. Konkursbehandlingen medførte ikke nogen dividende til boets simple kreditorer, og klagerens regreskrav var dermed under alle omstændigheder uden værdi.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Bankens forsømmelser med hensyn til at give klageren særskilt underretning om overtræk eller henstand til S kan ikke medføre, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet, hverken helt eller delvist.

Det bemærkes herved, at der er tale om kaution for en kassekredit uden aftalt afvikling, hvorfor bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 2, ikke finder anvendelse. Det bemærkes endvidere, at klagerens kautionsforpligtelse er begrænset til kredittens oprindelige maksimum på 200.000 kr., jf. § 48, stk. 4 (med tillæg af renter fra den 10. september 2009, jf. rentelovens § 3).

Det er tilføjet, at Banken under sagens behandling i Ankenævnet har oplyst, at man er indstillet på at frafalde rentekravet, såfremt banken får medhold i sin påstand, og såfremt klageren betaler bankens tilgodehavende senest fire uger efter Ankenævnets afgørelse.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.