Rådgivning om lånefinansieret kapitalpension.
| Sagsnummer: | 418/1997 |
| Dato: | 15-07-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning om lånefinansieret kapitalpension. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører lånefinansierede indskud på en kapitalpensionskonto.
Sagens omstændigheder.
I 1988 oprettede klageren, der er født i september 1934, en kapitalpensionsordning i et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede. Udbetaling skulle ifølge aftalen finde sted ved klagerens fyldte 63. år, senest ved det fyldte 70. år.
Ifølge engagementsoversigt pr. 25. juni 1993 udgjorde klagerens indestående hos indklagede i alt 135.080,85 kr. fordelt med 117.377,24 kr. på kapitalpensionen, 1.243,37 kr. på en gevinstopsparingskonto, 1.566,55 kr. på en aktionærkonto og 14.893,69 kr. på en almindelig indlånskonto. Til kapitalpensionen var endvidere tilknyttet et værdipapirdepot.
Ved kreditkontrakt af 22. december 1993 ydede indklagede klageren en kassekredit på 29.000 kr. Ved træk på kreditten blev der samme dag overført 28.000 kr. til kapitalpensionen.
Den 2. december 1994 blev kassekreditten forhøjet til 54.000 kr. Samtidig blev der overført 24.900 kr. fra kreditten til kapitalpensionen.
Den 16. januar 1995, hvor klageren var fyldt 60 år, blev kapitalpensionen ophævet. Den samlede værdi af ordningen på ophævelsestidspunktet var 190.381,60 kr., heraf udgjorde 11.088 kr. værdien af depotet. Efter afregning af 40% i afgift til staten fremkom et provenu på 114.261,60 kr. Provenuet blev afregnet ved, at værdipapirerne i kapitalpensionsdepotet blev overført til et åbent depot, mens restprovenuet på 103.173,60 kr. blev overført til kassekreditten til indfrielse af en negativ saldo på 54.362,58 kr. Efter indfrielsen af kassekreditten var provenuet af kapitalpensionen således 59.899,02 kr. (114.261,60 ÷ 54.362,58 kr.).
Klageren har under sagen fremlagt kopi af sin årsopgørelse for 1993 og 1994. Af årsopgørelserne fremgår, at klageren i sin personlige indkomst på henholdsvis 112.484 kr. og 127.553 kr. har opnået et fradrag på henholdsvis 30.000 kr. og 30.900 kr. for indbetalinger på kapitalpensionen. For de pågældende år fik klageren udbetalt overskydende skat på henholdsvis 1.714 kr. og 2.586 kr.
Af en engagementsoversigt udskrevet den 11. december 1995 fremgår, at klagerens opsparing hos indklagede var på i alt 41.335,94 kr. fordelt på en aktionærkontoen, gevinstopsparingskontoen og den almindelige indlånskonto.
Parternes påstande.
Den 18. november 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 95.000 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han løbende gennem 40 år har sparet op af sin indtægt. I 1993 kunne han konstatere, at opsparingen hos indklagede beløb sig til 135.000 kr. Under et besøg i afdelingen i december 1993 overbeviste indklagedes medarbejder ham om, at opsparingsmåden var gammeldags, og at han burde anbringe sine penge på en måde, der gav et større afkast. Dette var baggrunden for oprettelsen af kassekreditten. Han forstod ikke helt formålet hermed, men stolede på medarbejderens oplysning om et bedre afkast. Han blev ikke nærmere orienteret om arrangementet og blev ikke forevist beregninger. På grund af arbejdsløshed var hans indtægt beskeden, hvilket indklagede var bekendt med, og det blev ikke oplyst, at overskydende skat skulle indbetales på kassekreditten, eller at den i øvrigt skulle nedbringes. Han har ikke ønsket at fremrykke udbetalingen af kapitalpensionen, og han har ikke anmodet om indfrielse af kassekreditten. Han er uforstående over for, at hans opsparing efter ophævelsen af kapitalpensionen er reduceret til 40.000 kr., og at han således i løbet af kun 2 år har tabt ca. 95.000 kr. Indklagede begrundede tabet med, at han havde tjent for lidt til at have en kassekredit.
Indklagede har anført, at klageren i december 1993 var interesseret i at foretage yderligere indskud på kapitalpensionen, men at han kun havde begrænset likviditet. Muligheden for og effekten af at finansiere indskuddene ved en kassekredit blev derfor drøftet med klageren. Det blev nævnt, at klageren havde mulighed for at vælge, om han ønskede at indbetale overskydende skat og/eller et månedligt beløb til afvikling af kassekreditten, eller om han ønskede at lade skattefordelen indgå i sit løbende forbrug. Klageren blev orienteret om, at sidstnævnte svarede til at bruge af opsparingen på forhånd. Til brug ved rådgivningen blev der udarbejdet beregninger af konsekvenserne på et særligt EDB-system. Beregningerne blev forevist klageren. Klageren blev således grundigt orienteret om konsekvensen af låneoptagelsen og indskuddene på kapitalpensionen og valgte på grundlag heraf selv at undlade at indbetale skattelettelsen på kassekreditten eller i øvrigt løbende at afvikle denne. Ved arrangementet har klageren opnået en forøgelse af nettoprovenuet af sin kapitalpension og samtidig en forbedret likviditet. Der blev ikke fra indklagedes side stillet krav om indfrielse af kassekreditten ved ophævelsen af kapitalpensionen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens og indklagedes redegørelser for omstændighederne omkring etableringen af kassekreditten i 1993 og den rådgivning, klageren modtog i den forbindelse, er stærkt modstridende.
Ankenævnet lægger dog til grund, at kassekreditten er etableret for at give klageren mulighed for at foretage indskud på kapitalpensionskontoen, som han ellers ikke havde kunnet foretage, og at klageren på grundlag heraf har opnået en betydelig skattebesparelse.
Da denne skattelettelse er kommet klageren til gode, finder Ankenævnet ikke grundlag for at statuere, at klageren har lidt noget tab som følge af etableringen af kassekreditten. Der er herefter ikke grund for at tilkende klageren nogen erstatning.
Ankenævnsmedlemmerne Mette Reissmann og Lisbeth Baastrup ønsker at tilføje, at skriftlighedskravet i Forbrugerombudsmandens etiske retningslinier efter deres opfattelse ikke er opfyldt af indklagede i denne sag.
Efter det anførte
Klagen tages ikke til følge.