Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fjernsalgstransaktion. Køb af festivalbillet over Internettet, hvor arrangørens bo blev taget under konkursbehandling.

Sagsnummer: 226/2004
Dato: 09-12-2004
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Inge Frølich, Ole Simonsen, Morten Westergaard
Klageemne: Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
Ledetekst: Fjernsalgstransaktion. Køb af festivalbillet over Internettet, hvor arrangørens bo blev taget under konkursbehandling.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

I forbindelse med køb af en billet til en musikfestival over Internettet, anvendte klageren sit Mastercard. Købet skete via et billetbureau. Arrangøren af musikfestivalen gik efterfølgende konkurs. Klagen angår klagerens krav om godtgørelse af udgiften ved billetten.

Sagens omstændigheder.

Den 28. april 2004 bestilte klageren via Internettet hos billetudbyderen, B, en billet til Midtfyns Festival 2004. Ud af tre mulige leveringsmetoder valgte klageren at få billetten tilsendt. Betalingen skulle ske via klagerens Mastercard, som er tilknyttet klagerens konto hos indklagede.

Indklagede har oplyst, at klageren i overensstemmelse med B's sædvanlige procedure modtog en ordrebekræftelse, hvoraf det fremgik, at han ønskede at få billetten tilsendt på sin adresse, og at leveringstiden ville være to hverdage. Billetten blev printet den 29. april 2004 og afsendt samme dag eller senest den 30. april 2004, hvorfor klageren burde have modtaget billetten enten lørdag, den 1. maj 2004 eller senest mandag, den 3. maj 2004.

Klageren har anført, at han aldrig modtog billetten.

Den 29. april 2004 blev der på klagerens konto trukket 819,75 kr. vedrørende købet.

Festivalen blev aflyst på grund af arrangørens konkurs.

Den 10. juni 2004 underskrev klageren en indsigelsesblanket hos indklagede, hvor klageren gjorde indsigelse imod betalingen, idet han ikke havde modtaget den bestilte ydelse. På baggrund af indsigelsen indsatte indklagede den 16. juni 2004 819,75 kr. på klageren konto.

Ved skrivelse af 5. juli 2004 afviste indklagede indsigelsen som uberettiget, "idet du har fået det bestilte - nemlig billetten, selvom festivalen blev aflyst." Samme dag hævede indklagede igen de 819,75 kr. på klagerens konto.

Parternes påstande.

Den 5. august 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 819,75 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede begrundede afvisningen af indsigelsen med, at han har modtaget billetten, hvilket han imidlertid ikke har.

Han blev først opmærksom på, at han ikke havde modtaget billetten, da han hørte, at festivalen var aflyst.

Det er sagen uvedkommende, om den manglende levering af billetten skyldes posten eller andre. Indklagedes skrivelse af 5. juli 2004 kom heller ikke frem.

Indklagede har anført, at det må lægges til grund, at klageren har modtaget billetten, der blev fremsendt af B senest den 30. april 2004. Der foreligger ikke oplysninger om uregelmæssigheder i postomdelingen.

Klagerens indsigelse om manglende modtagelse af billetten burde have været fremsat umiddelbart efter den 3. maj 2004.

Betingelserne for tilbageførsel af betalingen, jf. pkt. 5 i Forbrugerombudsmandens retningslinier af 16. december 1996 vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer med betalingskort, er ikke opfyldt. Klageren er ikke stillet ringere, end hvis han havde købt billetten på anden måde end via fjernsalg, f.eks. på et posthus.

Forbrugerombudsmandens retningslinier har ikke til formål at stille personer, der handler via fjernsalg bedre end personer, der har købt billetten i fysisk handel i tilfælde af arrangørens konkurs.

Forbrugerombudsmandens retningslinier har ikke til formål og kan ikke ændre reglerne i konkursloven.

Ved bestilling af billetter til rekreative fritidsaktiviteter gælder der ikke en fortrydelsesret, jf. den dagældende forbrugeraftalelovs § 10, e.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Af Forbrugerombudsmandens retningslinier fremgår, at formålet med retningslinierne først og fremmest er at sikre kortindehaver mod misbrug som følge af muligheden for at gennemføre betalingstransaktioner uden en aflæsning af betalingskortet, ligesom retningslinierne har til formål at regulere de situationer, hvor gennemførelse af betalingstransaktioner i praksis stiller kortindehaveren ringere end den forbruger, der betaler pr. efterkrav eller ved brug af et indbetalingskort, der følger med den leverede ydelse.

I den konkrete sag er der ikke tale om misbrug, og klageren er ikke blevet ringere stillet ved den 29. april 2004 at have foretaget betalingen for billetten via Mastercardet. Der er derfor ikke grundlag for at tage klagen til følge.

Det bemærkes, at klageren på grund af arrangørens konkurs ikke havde mulighed for at deltage i festivalarrangementet, uanset om han rent faktisk modtog billetten. Klagerens indsigelse om, at han ikke har modtaget billetten, kan derfor ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf Klagen tages ikke til følge.