Krav om overførsel af indestående til konto i andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 364/2019 |
| Dato: | 27-02-2020 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Anita Nedergaard, Ida Marie Moesby, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om overførsel af indestående til konto i andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | Lån og Spar Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens krav om overførsel af indestående til hans konto i et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Lån & Spar Bank, hvor han havde en konto -113 med et tilknyttet LIC MasterCard.
Klageren var bosiddende i Tanzania. Han gennemførte den 24. september 2019 i Tanzania en betaling på 4 mio. Tanzanianske Shilling (TZS) svarende til 12.070 DKK med sit MasterCard. Der blev imidlertid debiteret modværdien af 4 mio. TZS svarende til 12.070 DKK to gange på klagerens konto -113.
Klageren har oplyst, at han rettede henvendelse til banken og gjorde indsigelse mod dobbeltdebiteringen, men at banken ikke besvarede hans henvendelser.
Banken har oplyst, at den ikke har registreret oplysninger om klagerens telefonnummer, og at den derfor ikke kan se, om klageren måtte have henvendt sig telefonisk til banken.
Bankens datacentral gennemførte den 30. september 2019 efter henvendelse fra Nets en spærring af klagerens MasterCard. Spærringen skete med koden ”Falsk kort”. Koden anvendes, når der er mistanke om, at kortnummeret er kompromitteret og kopieret til et andet kort. Klageren modtog ikke underretning herom forud for spærringen.
Den 30. september 2019 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Den 2. oktober 2019 tilbageførte banken den ene af de to posteringer på 4 mio. TZS og overførte modværdien heraf i DKK til klagerens konto.
Ved et brev af 3. oktober 2019 opsagde banken kundeforholdet med klageren, idet det fremgik af klagen til Ankenævnet, at klageren fremsatte ringeagtsytringer og trusler om anvendelse af vold over for bankens filialer. Banken oplyste endvidere, at den havde anmeldt forholdet til politiet. Samtidig oplyste banken, at indeståendet på klagerens konto udgjorde 35.818,49 kr., og at beløbet var overført til en intern konto. Yderligere anførte banken følgende: ”Ved skriftlig henvendelse fra dit nye pengeinstitut vil beløbet på forlangende blive overført dertil.”
I en mail af 21. oktober 2019 til klageren frabad banken sig yderligere henvendelser og henviste til sit brev af 3. oktober 2019 vedrørende overførsel af indeståendet til klagerens nye pengeinstitut.
Den 28. oktober 2019 anførte klageren, at hans klage til Ankenævnet også omfattede bankens uberettigede tilbageholdelse af hans indestående hos banken. Han fremsendte i den forbindelse blandt andet en politianmeldelse, hvori han anmeldte banken for tyveri af hans indestående hos banken.
Parternes påstande
Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Lån & Spar Bank skal betale beløbet på 35.818,49 kr. med tillæg af påløbne renter.
Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken uberettiget har tilbageholdt det indestående beløb på 35.818,49 kr. Banken skal ufortøvet overføre det uretmæssigt tilbageholdte beløb til den af ham anviste konto i hans nye pengeinstitut. Han gjorde det fra starten klart, hvortil han ønskede sine penge overført. Banken har aldrig svaret på hans henvendelser, hverken pr. mail, papirbrev eller telefon.
Han brugte en pæn sum penge og ca. fem timer på at ringe til banken (dvs. stå i telefonkø). Han kom til tider igennem til en studerende, der bare var fuld af løgnehistorier eller lovede at få nogen til at ringe tilbage - hvilket aldrig skete.
Banken fremtræder på alle måder utroværdig og har tydeligvis problemer med særdeles udygtige medarbejdere. Han har andet at bruge sit liv på, så han ønsker blot sine penge retur og i øvrigt at slippe for at beskæftige sig med sådanne personer.
Der er jo tale om hans penge, så det er udelukkende pga. bankens bizarre adfærd, at denne banale sag ikke er ude af verden for længst. Han håber, at banken trods alt vil efterleve Ankenævnets afgørelse. Imidlertid har han allerede undersøgt mulighederne for at anlægge en såkaldt "småsag" ved domstolene for at gennemtvinge sit retmæssige krav.
Lån & Spar Bank har anført, at der ikke foreligger en økonomisk tvist i sagen, der kan behandles af Ankenævnet.
Banken tilbageførte den 2. oktober 2019 den ene af de to posteringer på 4 mio. TZS og overførte modværdien heraf i DKK til klagerens konto.
Banken har med henvisning til bankens Almindelige forretningsbetingelser opsagt klagerens kundeforhold med banken.
Som banken har skrevet til klageren den 3. oktober 2019, vil banken ved skriftlig henvendelse fra klagerens nye pengeinstitut overføre klagerens indestående dertil.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.
Klageren var bosiddende i Tanzania. Han gennemførte den 24. september 2019 i Tanzania en betaling på 4 mio. Tanzanianske Shilling (TZS) svarende til 12.070 DKK. Der blev imidlertid debiteret modværdien af 4 mio. TZS i DKK to gange på klagerens konto -113.
Bankens datacentral gennemførte den 30. september 2019 efter henvendelse fra Nets en spærring af klagerens MasterCard. Spærringen skete med koden ”Falsk kort”.
Efter indgivelsen af sagen til Ankenævnet den 30. september 2019 tilbageførte banken den 2. oktober 2019 den ene af de to posteringer på 4 mio. TZS og overførte modværdien heraf i DKK til klagerens konto.
Ved et brev af 3. oktober 2019 opsagde banken kundeforholdet med klageren, idet det fremgik af klagen til Ankenævnet, at klageren fremsatte ringeagtsytringer og trusler om vold over for bankens filialer. Samtidig oplyste banken, at indeståendet på klagerens konto udgjorde 35.818,49 kr., og at beløbet var overført til en intern konto. Ved skriftlig henvendelse fra klagerens nye pengeinstitut ville banken overføre beløbet dertil.
Ankenævnet finder, at banken var berettiget til at opsige kundeforholdet med klageren som sket.
Ankenævnet finder endvidere, at det i den konkrete sag er rimeligt, at banken kræver en skriftlig henvendelse fra klagerens nye pengeinstitut som en betingelse for at overføre klagerens tilgodehavende.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.