Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage vedrørende tvist om omprioritering af to erhvervsejendomme afvist.

Sagsnummer: 421/2003
Dato: 03-02-2004
Ankenævn: Peter Blok, Karen Frøsig, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Morten Westergaard
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Klage vedrørende tvist om omprioritering af to erhvervsejendomme afvist.
Indklagede: HSH Nordbank Copenhagen Branch
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører Ankenævnets sekretariats afvisning af en klage.

Sagens omstændigheder.

Den 17. november 2003 indgav klageren en klage over indklagede til Ankenævnet med påstand om, at indklagede i henhold til mundtligt tilsagn af 19. september 2003 var forpligtet til at gennemføre en omprioritering af to ejendomme, som er ejet af klageren, og hvorpå denne driver erhvervsmæssig virksomhed.

Det fremgår, at indklagede ved skrivelser af 20. og 30. oktober 2003 meddelte klageren, at man ikke ønskede at gennemføre den omhandlede omprioritering. Begrundelsen var, at det mundtlige tilsagn af 19. september 2003 var afgivet på baggrund af forkerte og mangelfulde oplysninger, herunder om bl.a. virksomhedens produktion og antallet af ansatte. Det var endvidere indklagedes opfattelse, at klageren ikke havde accepteret det tilbud om en omprioritering, der blev drøftet den 19. september 2003.

Det er klagerens opfattelse, at der blev indgået en endelig og bindende aftale om omprioritering af ejendommene, og at indklagede således er forpligtet til at gennemføre omprioriteringen.

Ved skrivelse af 18. november 2003 afviste Ankenævnets sekretariat klagen med henvisning til, at den angik et erhvervsmæssigt engagement og adskilte sig fra klager vedrørende privatkundeforhold.

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 25. november 2003 begæret indbragt for Ankenævnet.

Klageren har anført, at hun ejer de pågældende ejendomme, og at hun personligt hæfter som selvskyldner over for pantekreditorerne. Sagen vedrører indklagedes tilsagn om at omprioritere pantebrevene i ejendommen.

Klageren har i skrivelse af 13. januar 2004 anført, at indklagede trods den verserende sag har foretaget udlæg på grundlag af pantebreve i ejendommen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at klagen vedrører klagerens erhvervsmæssige virksomhed og adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse om, at klagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2. og 3.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.