Ikke rettidig underretning.
| Sagsnummer: | 587/1995 |
| Dato: | 28-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
|
| Ledetekst: | Ikke rettidig underretning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Natten mellem lørdag den 30. september og søndag den 1. oktober 1995 mistede klageren sit dankort på en restaurant. Dankortet blev misbrugt for i alt 24.768,75 kr. i tidsrummet fra kl. 0.56 den 1. oktober til kl. 6.15 den 2. oktober 1995, heraf 10.280,16 kr. i tidsrummet fra kl. 18.47 den 1. oktober til kl. 6.15 den 2. oktober 1995.
Klageren har oplyst, at hun opdagede kortets bortkomst om formiddagen den 1. oktober 1995. Klageren spærrede kortet den 2. oktober 1995 kl. 9.30 ved henvendelse til indklagede. Den 4. oktober 1994 anmeldte klageren kortets bortkomst til politiet.
Af sagen fremgår, at klageren fik sit dankort den 13. september 1995. I forbindelse med udlevering af dankortet kvitterede klageren for modtagelsen af indklagedes "Forretningsbetingelser Dankort." Af disse fremgår bl.a.:
"1. Kortets anvendelsesmuligheder
.........
1.1. Brug af kortet som hævekort
Kortet kan bruges:
1. til udbetaling af kontanter ved kasser og fra pengeautomater i banken.
2. til udbetaling af kontanter ved kasser og fra pengeautomater i de fleste andre danske pengeinstitutter
3. til udbetaling af kontanter fra pengeautomater med Dankort-logo.
For pkt. 2 og 3 gælder, at De kan få udbetalt p.t. minimum kr. 2.000,- pr. døgn, hvis der er dækning på kontoen.
2.5. Deres pligt til at få kortet spærret
De skal kontakte banken snarest muligt, hvis
- De mister kortet eller
- en anden får kendskab til Deres PIN-kode eller
- De på anden måde får mistanke om, at kortet kan blive misbrugt.
Uden for bankens åbningstid skal De give besked til PBS på tlf. 44 89 29 29, der svarer døgnet rundt. Ved henvendelse til PBS skal De oplyse navn og adresse, i hvilken af bankens afdelinger kontoen føres samt kortnummer eller kontonummer.
2.6. Deres ansvar, hvis andre misbruger kortet
Hvis kortet og PIN-koden er blevet misbrugt af en anden, skal De dække tab op til kr. 1.200 kr. (selvrisiko). ...... De skal dække tab op til kr. 8.000,- (incl. selvrisiko), hvis
- De har overladt kortet til misbrugeren eller
- De eller én, De har overladt kortet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort misbruget eller
- der ikke er taget kontakt til banken eller PBS snarest muligt efter, at De eller én, De har overladt kortet til, har opdaget, at kortet er mistet.
...........
8 GODE DANKORT-RÅD
1. Opbevar Dankortet forsvarligt
Det er lige så personligt som pas, kørekort, sygesikringsbevis og lignende.
2. Kun De selv må kende Deres PIN-kode
Koden er Deres elektroniske underskrift.
3. Brug Deres PIN-kode tit, så husker De den
PIN-koden må aldrig opbevares sammen med eller noteres på Dankortet. Har De alligevel behov for at notere Deres PIN-kode, så bed banken om en PIN-kode-husker.
4. Brug Deres PIN-kode, men gør det diskret
Stil Dem tæt på terminalen eller pengeautomaten og "dæk" tasterne med den frie hånd, mens De taster PIN-koden ind.
5. Udfyld alle felter, når De underskriver en nota
Sæt en vandret streg eller krydser foran beløbet, således at dette ikke efterfølgende kan forøges.
6. Husk at føre regnskab
Gem kvitteringen og sammenhold den med Deres kontoudskrift fra banken.
7. Opbevar ikke Deres Dankort tæt på magnetiske felter
Opbevar aldrig Dankortet i nærheden af magneter, herunder f.eks. magnetlåse på f.eks. tasker. Det kan ødelægge informationerne i kortets magnetstribe.
8. Hvis Deres Dankort forsvinder eller bliver stjålet - meld det straks
Kontakt straks banken eller - uden for bankens åbningstid - PBS på 44 89 29 29.
Opgiv bankens navn samt Deres kort- eller kontonummer. Så bliver Deres Dankort straks spærret og kan ikke bruges."
Klageren har ved klageskema af 3. december 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæfter for 1.200 kr. af det skete misbrug, subsidiært for 2.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun den 1. oktober 1995 om formiddagen ikke kunne finde sit dankort. Hun var usikker på, om kortet for alvor var bortkommet. Hun var uvidende om muligheden for at spærre kortet hos PBS og anmeldte derfor først kortets bortkomst ved indklagedes åbningstid mandag morgen. Indklagede er selv skyld i, at misbruget har kunnet overstige 2.000 kr. Indklagedes egen pengeautomat burde ikke have udbetalt noget beløb, da der ikke var dækning på kontoen. Indklagede vidste, at det daværende system for dankorts anvendelse i fremmede pengeinstitutters automater var for usikkert. En måned senere indførtes den sikkerhed, at der kun kunne hæves i alt 2.000 kr. pr. døgn i fremmede pengeinstitutters automater. Havde indklagede udvist fornøden omhu, var tabet kun blevet ca. 2.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren ved først at foretage spærring af dankortet ca. 1 døgn efter at have opdaget bortkomsten, må dække det misbrug, der har været i tidsrummet fra tidspunktet, hvor klageren burde have foretaget spærring til tidspunktet, hvor spærring foretoges, dog maksimalt 8.000 kr. Posteringer foretaget fra 1. oktober 1995 kl. 18.47 til og med 2. oktober 1995 kl. 6.15 skal derfor dækkes med det maksimale dækningsbeløb på 8.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at klageren den 1. oktober 1995 blev klar over, at hendes dankort var bortkommet. Uanset om klageren ikke kunne vide om kortet var stjålet eller tabt, findes klageren i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3, at have haft pligt til at underrette kortudstederen om kortets bortkomst.
Det må lægges til grund, at klageren har fået udleveret indklagedes regler for dankort. Det fremgår heraf - med fed tekst og gentaget under de "8 gode Dankort-råd" - at der uden for indklagedes åbningstid skal gives underretning til PBS, hvis tlf. nr. er oplyst. På denne baggrund og i den konkrete sag findes klageren at burde have været bekendt med muligheden for at spærre kortet ved henvendelse til PBS. Ved at undlade dette i løbet af søndag den 1. oktober 1995 har hun herefter udvist en sådan uagtsomhed, at hun i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3, selv hæfter for 8.000 kr. af det tab, som opstod ved misbrug af dankortet fra det tidspunkt, hvor klageren opdagede kortets bortkomst, indtil spærring blev foretaget.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.