Tilsidesættelse af oplysningspligten efter kreditaftalelovens § 10. Spørgsmål om, hvorvidt der var indgået aftale om realisation af pantsatte aktier, bevis.
| Sagsnummer: | 731/1994 |
| Dato: | 26-10-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
Kreditaftaleloven - kreditoplysninger |
| Ledetekst: | Tilsidesættelse af oplysningspligten efter kreditaftalelovens § 10. Spørgsmål om, hvorvidt der var indgået aftale om realisation af pantsatte aktier, bevis. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1984 ydede et pengeinstitut, med hvem indklagede senere er fusioneret, klageren en kassekredit på 125.000 kr. Kreditten blev i december 1988 i forbindelse med loven om renteafgifter omlagt til et lån på 208.000 kr. Den 30. august 1991 blev lånet ændret til en kassekredit på 310.000 kr. Af kassekreditkontrakten fremgik, at aftale om afvikling skulle drøftes den 31. december 1992. Umiddelbart foran klagerens underskrift er anført: "Undertegnede erklærer herved, at provenuet af kreditten skal anvendes erhvervsmæssigt". Kontrakten indeholdt ikke alle de oplysninger, der er nævnt i kreditaftalelovens § 10.
Til sikkerhed for klagerens forpligtelse over for indklagede håndpantsattes et depot indeholdende børsnoterede aktier i selskaberne A, B og C, et ejerpantebrev med pant i en fast ejendom samt en livsforsikring. Af håndpantsætningserklæringens fortrykte generelle bestemmelser fremgik, at:
"4. Eventuel realisation af panterettigheder sker efter forudgående varsel til pantsætter ved tvangsauktion eller på anden måde, som banken skønner mere hensigtsmæssig, herunder realisation ved bankens egen foranstaltning."
Indklagede rykkede i november 1992 klageren for et overtræk på ca. 60.000 kr. på kassekreditten, der havde været i overtræk siden ultimo august 1991.
Den 7. december 1992 opsagde indklagede kassekreditten. Klageren meddelte herefter i skrivelse af 6. januar 1993, at han ikke var i stand til for tiden at foretage indbetalinger, hvorfor han foreslog, at aktierne i selskabet A blev solgt og anvendt til nedbringelse af kreditten. Han ville herefter fra februar 1993 indbetale mindst 2.500 kr. månedligt frem til 1. oktober 1993, hvor han forventede at kunne indbetale 30.000 kr.
Den 21. januar 1993 solgte indklagede aktierne i A; provenuet, 74.200 kr., indsattes på kassekreditten. Indklagede har oplyst, at man ved afregningen forudsatte, at klagerens aktier var nominelt à 100 kr. Det korrekte nominelle beløb var imidlertid 50 kr., hvorfor klageren fik afregnet 37.100 kr. for meget. Som følge af den tid, der er gået siden fejlen blev begået, vil man ikke foretage nogen regulering i den anledning. Den 1. og 2. februar 1993 afhændede indklagede de to andre aktieposter med et samlet provenu på 10.080 kr.
Ifølge indklagede aftaltes det telefonisk med klageren den 20. januar 1993, at alle de håndpantsatte aktier skulle sælges.
I skrivelse af 24. februar 1993 anførte klageren, at salget af aktierne i selskaberne B og C var foretaget uden hans ordre.
Efter yderligere korrespondance mellem klageren og indklagede, overgav indklagede sagen til retslig inkasso. Ved stævning af 16. november 1993 påstod indklagede klageren dømt til at betale 295.268 kr. med tillæg af kassekreditrente fra 7. januar 1993. Retssagen er af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet efter retsplejelovens § 361.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at uanset påtegningen på kassekreditkontrakten om, at kreditten er ydet til erhvervsmæssigt formål, er der tale om en kredit til en privat person. Bemærkningen i kassekreditkontrakten er indsat af indklagedes medarbejder uden drøftelse med ham. Årsagen kan have været, at den fastsatte rente ikke var standardsatsen for kassekreditter til private. Rentetilskrivningen på kassekreditten har løbende bevirket et overtræk, som indklagede har accepteret igennem længere tid, og han har derfor kunnet forvente, at han fik stillet yderligere kredit til rådighed på dette beløb. Han mener derfor, at det var uberettiget, at indklagede overgav sagen til inkasso. Han finder ikke renteberegningen i overensstemmelse med kreditaftalelovens bestemmelser. Hertil kommer, at indklagede har realiseret aktierne uden aftale med ham og uden at iagttage reglerne herfor.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden principalt anført, at der ikke er tale om et privat kundeforhold, idet kassekreditten i det væsentlig skulle anvendes til finansiering af klagerens udlejningsejendomme. Dette er i overensstemmelse med påtegningen om, at kreditten er ydet til erhvervsmæssigt formål. Klagen bør subsidiært afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, idet der er tvist om den mundtlige aftale med klageren om realisation af aktierne.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det med klageren den 20. januar 1993 aftaltes at realisere aktierne. Hertil kommer, at klageren i sin skrivelse af 6. januar s.å. selv havde foreslået aktierne i A solgt. Subsidiært var indklagede berettiget til efter pantsætningsaftalens pkt. 4 at realisere sikkerhederne. Indklagede var berettiget til at overgive sagen til inkasso, idet forhandlingerne med klageren var kørt fast. Kassekreditten var hovedsagelig bestemt til erhvervsmæssig anvendelse for klageren, jf. kreditaftalelovens § 1, stk. 1, hvorfor kreditaftalelovens § 10 ikke finder anvendelse. Subsidiært gøres det gældende, at kreditaftalelovens § 23 vedrørende konsekvenser af tilsidesættelse af oplysningspligten ikke finder anvendelse på kreditaftaler med variabelt lånebeløb, idet § 23 ifølge sin ordlyd kun gælder i forbindelse med overtrædelse af oplysningspligten for kreditaftaler med fast lånebeløb, jf. § 9. Den omstændighed, at der ikke er afgivet kreditoplysninger som nævnt i § 10, bør ikke tillægges den i § 23, stk. 1 nævnte retsvirkning, idet klageren har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at klageren er cand. polit. og tidligere pengeinstitutansat.
Klageren har ved skrivelse af 10. oktober 1995 anmodet om udsættelse af sagens behandling med henblik på at fremkomme med et yderligere indlæg.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme klagerens anmodning om at udsætte behandlingen af sagen.
Uanset den i kassekreditaftalen af 30. august 1991 indeholdte erklæring finder Ankenævnet efter det foreliggende ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kreditten faktisk hovedsagelig skulle anvendes til erhvervsmæssige formål, idet der herved bl.a. er lagt vægt på, at størstedelen af kreditten anvendtes til indfrielse af et lån med fast lånebeløb. Indklagedes påstand om, at sagen bør afvises som vedrørende et erhvervsmæssigt kundeforhold, tages derfor ikke til følge.
Af de samme grunde og under hensyn tillige til bevisbyrdereglen i kreditaftalelovens § 1, stk. 3, findes kassekreditaftalen at måtte anses for omfattet af kreditaftaleloven. Aftalen indeholder ikke alle de oplysninger, som efter lovens § 10 skal afgives. Dette findes imidlertid ikke at kunne medføre, at indklagede er uberettiget til at beregne sig den aftalte kassekreditrente, idet lovens § 23 ikke finder anvendelse, og idet klageren findes at have haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne, jf. princippet i § 23, stk. 3.
For så vidt angår de pantsatte aktier i selskabet A, må det efter indholdet af klagerens skrivelse af 6. januar 1993 lægges til grund, at disse er realiseret efter aftale med klageren. For så vidt angår de to øvrige aktieposter, har indklagede anført, at realisationen skete i henhold til mundtlig aftale med klageren, hvilket er bestridt af denne. På denne baggrund, og da realisationen i givet fald tillige skete uden varsel, finder Ankenævnet, at en stillingtagen til dette klagepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men må finde sted under sagens behandling for retten. For så vidt angår dette klagepunkt, afvises sagen derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Der er ikke noget grundlag for at antage, at indklagede skulle have været uberettiget til at overgive sit krav til inkasso.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle klagerens påstand om erstatning som følge af indklagedes realisation af aktierne i selskaberne B og C den 1. og 2. februar 1993. De øvrige klagepunkter tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.