Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med mindreårigs erhvervelse af garantbeviser i maj og juni 2008.

Sagsnummer: 444/2008
Dato: 23-12-2009
Ankenævn: Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Søren Geckler, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Garantbeviser - mindreårig
Ledetekst: Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med mindreårigs erhvervelse af garantbeviser i maj og juni 2008.
Indklagede: Morsø Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens erstatningskrav vedrørende rådgivning om erhvervelse af garantbeviser i maj og juni 2008.

Sagens omstændigheder.

Klageren i denne sag er født i 1994. Klagen er den 3. december 2008 indgivet af klagerens forældre, faderen F og moderen/værgen M, der er fraskilte.

I december 2000 forærede M’s samlever, S, et garantbevis på 1.000 kr. i Bjergby-Flade Sparekasse senere Sparekassen Spar Mors til klageren. M og klagerens søskende fik også hver et garantbevis.

Renterne, der blev tilskrevet på garantbeviskontoen, blev løbende overført til en såkaldt G-konto.

Den 13. maj 2008 blev der indsat 14.000 kr. på klagerens garantbeviskonto og 350 kr. på G-kontoen. Efter det oplyste blev klageren ledsaget af M ved indsættelsen af beløbet. Pengene stammede fra klagerens konfirmation.

Den 6. juni 2008 blev der overført 13.000 kr. fra G-kontoen til garantbeviskontoen.

Den 25. juni 2008 blev der overført yderligere 2.000 kr. fra G-kontoen til garantbeviskontoen, hvorpå der herefter indestod 30.000 kr.

De nærmere omstændigheder i forbindelse med overførslerne i juni 2008 er uoplyste.

I slutningen af oktober 2008 overdrog Sparekassen Spar Mors sine aktiviteter til Morsø Bank. Sparekassen trådte efterfølgende i likvidation.

Morsø Bank har under sagen fremlagt forskelligt materiale henvendt til sparekassens garanter, herunder et eksempel på et garantbevis udstedt af Bjergby-Flade Sparekasse og en indkaldelse til garantmøde i Sparekassen Spar Mors den 31. oktober 2008. Af garantbeviset fremgår bl.a.:

"…

BJERGBY-FLADE SPAREKASSE

erkender herved af:

[navn, adresse]

som garantikapital at have modtaget

kr.

1.000,00

hvorved ovennævnte er indtrådt som garant i sparekassen.

Garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.

Garanten er stemmeberettiget ved valg af sparekassens repræsentantskab. Hver garant har 1 stemme for hver 1.000 kr. indbetalt garantikapital, dog højst 20 stemmer.

…"

Morsø Bank har oplyst, at sparekassen i forbindelse med garantindskud i 2000 udstedte garantbeviser som det fremlagte. I 2008 blev der alene udstedt en kvittering.

Af den fremlagte mødeindkaldelse fremgår orientering om sparekassens drift samt valg af garanter til sparekassens repræsentantskab blandt dagsordenens punkter.

Det fremgår, at F er repræsentantskabsmedlem i pengeinstituttet P.

Parternes påstande.

Den 3. december 2008 har F og M på vegne klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Morsø Bank skal indsætte 29.000 kr. på en almindelig indlånskonto i klagerens navn.

Morsø Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren v/F og M har anført, at sparekassen ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med indsættelser på i alt 29.000 kr. i maj og juni 2008. De 14.000 kr. af beløbet stammede fra hans konfirmation, mens de resterende 15.000 kr. var to års opsparing af løn fra et fritidsjob.

Ved henvendelsen til sparekassen i maj 2008 anmodede klageren og M om at få konfirmationspengene indsat på den konto, der gav den højeste rente. Det var deres opfattelse, at garantbeviset gav mulighed for at opnå en god rente i sparekassen. Sparekassen oplyste, at klageren kunne få 5,5 % i renter. Hævning kunne ske fra dag til dag, men kun i hele tusinde kroner. Der var tale om en kortvarig kasseekspedition. Det blev ikke nævnt, at pengene kunne gå tabt, eller i øvrigt noget om risiko, ansvarlig kapital eller lignende.

Efter M’s opfattelse var garantbeviset udtryk for en slags medlemskab, der gav mulighed for at deltage i sparekassens årlige garantfest.

F har intet med klagerens penge at gøre og blev først involveret i sagen, da sparekassen lukkede. F’s kendskab til garantbeviser er derfor sagen uvedkommende.

Kvitteringerne for indsættelserne er almindelige kvitteringer med et anført kontonummer. Der fremgår intet om, at pengene er bundet, og at man risikerer at miste dem. Det var kun kassemedarbejderen i sparekassen, der var klar over, at klagerens garantindskud blev forhøjet fra 1.000 kr. til 30.000 kr.

Klageren modtog ikke en årsopgørelse eller lignende, hvoraf det fremgik, at pengene var bundet i garantbeviser.

I andre pengeinstitutter er det praksis, at værgen til en mindreårig skal give sine accept, hvis den mindreåriges penge bliver indsat på en konto med risiko for tab. Hvis sparekassen havde fulgt samme fremgangsmåde, ville klagerens konfirmationspenge og opsparing stadig have været i behold.

Sparekassen kunne ikke basere sin rådgivning på sine formodninger om kundernes viden.

Morsø Bank har anført, at der fra sparekassens side blev ydet en ordentlig og redelig information om garantkapitalens status som ansvarlig kapital. Såvel den tidligere ledelse i Spar Mors som medarbejderne har oplyst, at instruksen var, at give denne information forinden tegningen af garantbeviser fandt sted, og at man efterlevede dette.

Det fremgår klart af det garantbevis, som klageren og familiemedlemmerne fik i 2000, at garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser. På baggrund af garantbeviserne er klageren og familien blevet indbudt til det årlige garantmøde, hvor de har haft stemmeret ved valg af repræsentantskab mv., ligesom de er blevet orienteret om sparekassens drift og økonomi. De har således haft rettigheder og indsigt, som normalt tillægges en ejer/aktionærkreds. Klagerens far, F, var desuden repræsentantskabsmedlem i et andet pengeinstitut.

Klageren og M var således bekendt med garantkapitalens status som ansvarlig kapital, da de i maj indsatte yderligere beløb på klagerens garantbeviskonto.

Med kvitteringerne for indbetalingerne i såvel maj som juni 2008 fik klageren mulighed for at sammenholde kontonummeret på kvitteringen med kontonummeret for garantbeviser, der også fremgår af andet materiale udsendt af sparekassen, som f.eks. kontoudskrifter og årsopgørelser, hvor også betegnelsen garantbevis anvendes.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet lægger til grund, at det omtvistede beløb på 29.000 kr. vedrørte gaver og selverhverv, som klageren frit kunne råde over som mindreårig. Midlerne er således ikke omfattet af værgebekendtgørelsens regler om anbringelse af umyndiges midler.

På baggrund af navnlig klagerens unge alder, finder Ankenævnet, at sparekassen i overensstemmelse med § 7 i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder (bekendtgørelse nr. 1222 af 19. oktober 2007) i forbindelse med indsættelserne i maj og juni 2008 på i alt 29.000 kr. på tydelig måde burde have informeret klageren om, at den relativt høje forrentning af beløbet, som klageren efterspurgte, blev modsvaret af en risiko for at miste pengene, hvis sparekassen fik økonomiske problemer.

Det fremgik ikke af de af sparekassen udstedte kvitteringer, at beløbene på i alt 29.000 kr. blev indsat på en eksisterende garantbeviskonto, og klageren fik ikke kontoudskrifter eller årsoversigter, der tydeligt viste dette, før sparekassen lukkede.

Det kan derfor endvidere ikke lægges til grund, at klageren eller klagerens værge burde have konstateret, at beløbet var indsat på garantbeviskontoen, hvorved det oprindelige garantindskud blev forhøjet fra 1.000 kr. til 30.000 kr.

Som følge af det anførte

Morsø Bank skal inden fire uger til klageren betale 29.000 kr. med tillæg af Sparekassen Spar Mors’ højeste indlånsrente i perioden fra den 13. maj 2008 af 14.000 kr., fra den 6. juni 2008 af 13.000 kr. og fra den 25. juni 2008 af 2.000 kr. og til den 3. november 2008 og herfra med Morsø Banks højeste indlånsrente til betaling sker alt med fradrag af den siden den 13. maj, 6. juni og 25. juni 2008 af de anførte beløb tilskrevne rente.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.