Berettigelsen af en opsigelse af forsikringsdækning som led i medlemskab af en klub etableret af indklagede.
| Sagsnummer: | 46/1998 |
| Dato: | 20-05-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Forsikring - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Berettigelsen af en opsigelse af forsikringsdækning som led i medlemskab af en klub etableret af indklagede. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Som medlem af en af indklagede etableret klub var klageren dækket af en gruppelivsforsikring. Klagen vedrører spørgsmålet, om indklagede var berettiget til at lade forsikringsdækningen ophøre.
Sagens omstændigheder.
I 1990 etablerede indklagede i samarbejde med et selskab, C, en klub ved navn Plus Klub, som var forbeholdt indklagedes kunder. Ved medlemskab opnår kunderne tilbud om såvel finansielle ydelser, der tilbydes af indklagede, som ikke-finansielle ydelser, der tilbydes af C. For medlemskab betales et månedligt kontingent. Af medlemsbetingelsernes pkt. 9 fremgår bl.a.:
"[Indklagede] Plus Klub er berettiget til at ændre på medlemsbetingelserne, herunder medlemskontingentets størrelse, med en måneds skriftligt varsel til medlemmerne. Meddelelsen herom kan gives i det medlemsblad, der udsendes til medlemmerne."
Klageren blev medlem af klubben umiddelbart efter dennes etablering i 1990. Som medlem blev klageren omfattet af en gruppeulykkesforsikring i henhold til en forsikringsaftale indgået mellem C og et forsikringsselskab. Dækningen var på 100.000 kr. i tilfælde af død ved ulykke før det fyldte 70. år. For forsikringen blev der udstedt en police til klageren. Af policens bagside fremgår bl.a.:
"Dette certifikat er udstedt i henhold til forsikringsaftale indgået mellem [C] og [forsikringsselskabet].
Forsikringsdækningen gælder, indtil Deres medlemskab af [Indklagede] PLUS KLUB ophører, eller indtil den ovennævnte forsikringsaftale ophører, hvad der måtte indtræffe først."
Af klubbens medlemsblad af oktober 1997 fremgik en række ændringer i de ydelser, som blev tilbudt medlemmerne. Af bladet fremgår bl.a.:
"Dødsulykkesforsikringen ophører
Det eneste der udgår i forbindelse med kontosaneringen, er heltids-dødsulykkesforsikringen fra Østifterne, der ikke længere vil være en del af "Pluspakken". Forsikringen dækker dog til og med 31. december 1997."
Ved skrivelse af 23. oktober 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede om ophøret af forsikringen, som han gjorde indsigelse imod. Skrivelsen blev besvaret ved skrivelse af 23. december 1997 fra C, der fastholdt, at forsikringsdækningen ophørte pr. den 31. december 1997.
Parternes påstande.
Den 10. februar 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham således, at forsikringen bibeholdes til hans fyldte 70. år.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at forsikringsdækningen var afgørende for hans beslutning for medlemskabet. På baggrund af forsikringspolicen måtte han konkludere, at han var omfattet af forsikringen, så længe han var medlem af klubben og betalte kontingent herfor. C var ikke berettiget til på medlemmernes vegne uden videre at opsige aftalen med forsikringsselskabet, og opsigelsen bør kun have virkning for nye medlemmer. Indklagede har ikke på tilstrækkelig tydelig måde givet medlemmerne meddelelse om forsikringens ophør.
Indklagede har anført, at det i henhold til medlemsbetingelserne og forsikringsbetingelserne var berettiget at opsige forsikringsaftalen. Meddelelsen om forsikringsdækningens ophør blev givet i medlemsbladet i overensstemmelse med medlemsbetingelserne og den hidtidig anvendte praksis. Klageren har læst meddelelsen og kan derfor ikke anfægte denne. Da meddelelsen kunne have været givet på en tydeligere måde i medlemsbladet, har indklagede imidlertid besluttet at frafalde opsigelsen pr. 1. januar 1998 og meddele ny opsigelse ved særskilt brev til medlemmerne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
På baggrund af medlemsbetingelserne og de for forsikringen særskilte betingelser var den af indklagede etablerede klub berettiget til at bringe forsikringsdækningen af medlemmerne til ophør, da forsikringen blev opsagt af C som forsikringstager.
Under hensyn til at indklagede under sagen har frafaldet opsigelsen pr. 1. januar 1998 for i stedet at fremsende en ny opsigelse med nyt varsel ved særskilt brev til medlemmerne, har Ankenævnet ikke taget stilling til, om indklagedes meddelelse om ophøret i medlemsbladet var fyldestgørende.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.