Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overførsel fra konto tilhørende andelsforening i henhold til transporterklæring fra andelshaver.

Sagsnummer: 420 /1997
Dato: 18-12-1998
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann
Klageemne: Skødedeponeringskonto - frigivelse
Ledetekst: Overførsel fra konto tilhørende andelsforening i henhold til transporterklæring fra andelshaver.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes dispositioner i forbindelse med frigivelsen af en skødedeponeringskonto, hvor sælger var en andelsboligforening.

Sagens omstændigheder.

Klageren under nærværende sag er en andelsboligforening med andelshaverne R og F.

Ved endeligt skøde underskrevet den 24. juni 1996 af R og F på vegne klageren overdrog klageren sin faste ejendom.

R havde den 16. august 1995 underskrevet en transporterklæring, hvorefter hun gav indklagede "transport i mit provenu i forbindelse med salg af andelsboligen på [adresse]". Transporterklæringen var påført en påtegning, hvorefter klageren gav indklagede transport i halvdelen af provenuet i forbindelse med salget af klagerens ejendom. Påtegningen var underskrevet af administrator for klageren.

Den 11. september 1996 blev skødet fra klageren til køber af ejendommen lyst uden anmærkninger.

I februar 1997 overgav indklagede et krav mod R til inkasso. På dette tidspunkt indestod der på klagerens boligsalgskredit hos indklagede et beløb på ca. 102.000 kr. hidrørende fra salget af ejendommen. Indklagedes advokat rettede henvendelse til klagerens advokat om beløbets frigivelse. I skrivelse af 26. marts 1997 oplyste klagerens advokat:

".....

Jeg må på baggrund heraf gøre opmærksom på, at vi ikke repræsenterer køber, men derimod sælger samt, at det er køber, der skal meddele frigivelse af de deponerede midler.

Endvidere skal jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke fra sælger er bemyndiget til at kunne meddele nogen form for frigivelse af midler vedrørende ejendommen.

Bortset fra udveksling af refusionsopgørelsen er kontoret i øvrigt enig i, at betingelserne for frigivelse af den kontante købesum er opfyldt, dog med fradrag af refusionssaldo i sælgers favør."

Ved skrivelse af 8. april 1997 meddelte klagerens advokat indklagedes advokat, at R's andel af andelsboligforeningen var 51,33%. Ved skrivelse af 18. samme måned til klagerens advokat oplyste indklagedes advokat, at F havde meddelt, at R's andel af andelsboligforeningen var 54%. I samme skrivelse oplyste advokaten, at hun samme dag havde ladet R's andel af indeståendet på boligsalgskreditten overføre til indklagedes inkassoafdeling. Ved skrivelse af 21. samme måned protesterede klagerens advokat mod overførslen, som bl.a. stred mod klagerens tidligere anmodning om overførsel af indeståendet til et andet pengeinstitut.

Der udspandt sig herefter en korrespondance mellem advokaterne om berettigelsen af det skete.

Af kontoudtog for boligsalgskreditten fremgår, at der den 18. april 1997 blev hævet "54%" eller 55.385,02 kr.

Den 3. december 1997 besluttede klageren at træde i solvent likvidation. Meddelelse herom er indrykket i Statstidende den 11. marts 1998.

Af klagerens vedtægter fremgår:

"3.

Foreningens formål er at erhverve, eje og drive ejendommen, matr. ..., beliggende ....

.....

9.

Medlemmerne vælger - for et regnskabsår eller indtil videre - en administrator, der varetager den daglige drift, herunder regnskab. Administrator skal i den forbindelse påse, at der stedse er de fornødne kontante midler til afholdelse af foreningens udgifter til forfaldstid.

.....

15.

Foreningen tegnes - såvel indadtil som udadtil - efter følgende regler:

.....

b) Administrator tegner foreningen for så vidt angår nødvendige og daglig prægede dispositioner, der ikke eller kun uforholdsmæssigt kan udsættes til forelæggelse på et medlemsmøde, herunder mindre og/eller hastende reparationer.

c) I øvrigt tegnes foreningen af medlemmerne i forening."

Parternes påstande.

Klageren har den 19. november 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 55.385,02 kr. til klagerens konto samt herefter at overføre samme beløb med tillæg af renter i henhold til overførselsanmodning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at boligsalgskreditten var oprettet i foreningens navn, og indeståendet tilhørte foreningen. Indklagede var derfor uberettiget til at overføre en del af dette beløb til fordel for et af foreningens medlemmer. Administrator var ikke beføjet til at transportere foreningens midler, hvorfor transporten er ugyldig. Den kan i bedste fald forstås således, at den er en notering af den af R meddelte transport til indklagede. Foreningens advokat gav ikke samtykke til frigivelse af de deponerede beløb, idet dette ikke tilkom sælger, men køber. At foreningens advokat var enig i, at betingelserne var opfyldt, beroede på den simple konstatering, at der forelå tinglyst anmærkningsfrit skøde. Det er en overfortolkning at hævde, at denne konstatering indebar et samtykke til frigivelse af midlerne til fordel for R. Indklagede var vidende om, at midler fra salget af ejendommen tilhørte foreningen. Indklagede og dennes advokat har udelukkende handlet i indklagedes interesser i forhold til en af indklagedes debitorer (R), som principielt er foreningen uvedkommende. Indklagede vil formentlig ikke lide noget tab ved at tilbageføre det uberettiget hævede beløb, idet beløbet forventeligt vil blive tilbageført til foreningens kasse for så efterfølgende at blive udbetalt til indklagede i henhold til R's transport.

Indklagede har anført, at indklagedes advokat i forbindelse med, at beløbet blev overgivet til inkasso, rettede henvendelse til klagerens advokat, som erklærede sig enig i, at betingelserne for frigivelse var opfyldt. Indklagedes advokat havde desuden møde med administrator, som også frigav beløbet. Indklagede havde transport fra såvel R som klageren i provenuet. At klagerens advokat gav tilladelse til, at R's andel på 54% blev overført, støttes også af, at advokaten oplyste R's procentvise andel af foreningen. Subsidiært bør Ankenævnet afvise klagen efter vedtægternes § 7, stk. 1, idet der foreligger en sådan tvivl om indholdet af samtalerne mellem klagerens advokat og indklagedes advokat, at sagen bør afvises.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ejendommen tilhørte klageren, og dennes medlem R kunne ikke give indklagede transport i en andel af provenuet ved ejendommens salg. Den af R underskrevne transporterklæring af 15. august 1995 må derfor forstås som en transport i R's provenu ved et eventuelt salg af andelen, henholdsvis i R's andel af et overskud ved foreningens likvidation. Det må endvidere lægges til grund, at klagerens administrator ikke havde fuldmagt til på klagerens vegne at meddele transport i en andel af provenuet ved ejendommens salg, og den af administrator på samme dokument underskrevne påtegning kan derfor alene tillægges virkning som foreningens notering af R's transport.

Det af køberen deponerede beløb (indeståendet på boligsalgskreditten) tilhørte klageren, og skrivelsen af 26. marts 1997 fra klagerens advokat til indklagedes advokat kan ikke forstås således, at klagerens advokat godkendte, at en andel af indeståendet kunne frigives til fordel for R, idet advokaten tværtimod fremhævede, at han ikke af klageren var bemyndiget til at meddele nogen form for frigivelse. Heller ikke det forhold, at klagerens advokat i skrivelsen af 8. april 1997 besvarede en forespørgsel om størrelsen af R's andel, kan forstås som en godkendelse af frigivelse til fordel for R.

Indklagedes overførsel den 18. april 1997 af beløbet på 55.385,02 kr. fra klagerens konto til inkassokontoen vedrørende R var herefter uberettiget. Ankenævnet tager derfor klagerens påstand til følge, hvorved bemærkes, at beløbet findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger til klagerens konto i Den Danske Bank betale 55.385,02 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra den 18. april 1997. Klagegebyret tilbagebetales klageren.