Rentens størrelse, rigtigheden af inkassoadvokatens renteberegninger m.v.
| Sagsnummer: | 743/1994 |
| Dato: | 26-10-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Inkasso - øvrige spørgsmål Inkasso - rentens størrelse |
| Ledetekst: | Rentens størrelse, rigtigheden af inkassoadvokatens renteberegninger m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1988 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 20.000 kr., som skulle afvikles med 598 kr. månedligt første gang 1. februar s.å. Lånets rente var "for tiden fastsat til 1,9% pr. md." Lånets løbetid var anslået til 60 måneder. Det fremgik endvidere, at hvis lånets ydelse ikke betaltes via PBS, ville der blive fremsendt opkrævning, hvorved der påløb 10 kr. pr. opkrævning.
Indklagede har oplyst, at ydelserne for månederne juli, august og september 1988 udeblev. For hver måned udsendtes rykkerskrivelse, som medførte debitering af et rykkergebyr på 100 kr.
Den 30. september 1988 standsede indklagede den automatiske rentetilskrivning. Restgælden pr. denne dato udgjorde 21.360,30 kr.
I april 1989 overgav indklagede lånet til inkasso. Den 11. april 1989 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorefter han erkendte at skylde restgælden pr. 30. september 1988 tillagt renter indtil 10. april 1989, 2.705,17 kr., samt inkassoomkostninger, 1.632,36, kr. eller i alt 25.697,83 kr. Ifølge forliget skulle beløbet afvikles med 200 kr. månedligt til 1. august 1989 og fra 1. september s.å. med 500 kr. månedligt. Renten var 1,9% pr. måned.
Af kontoudtog fra indklagedes advokats inkassokonto fremgår, at klageren har indbetalt løbende, men dog noget uregelmæssigt, navnlig med hensyn til indbetalingernes størrelse.
Klageren har fra indklagedes advokat modtaget forskellige opgørelser og oversigter over indbetalinger, rentetilskrivninger og restgæld. Af en oversigt udskrevet den 30. juni 1994 fremgår, at saldoen denne dag var 23.004,02 kr. Oversigten fremtræder således:
Dato | Tekst | Debet | Kredit | Saldo |
03.04.89 | Hovedstol | 21.360,30 | 21.360,30 | |
30.06.94 | Beregnet salær | 1.631,25 | 22.991,55 | |
30.06.94 | Beregnet rente fra 30.09.88 | 32.351,47 | 55.343,02 |
[Herefter følger klagerens indbetalinger, der senester foretaget 1. juni 1994] |
30.06.94 | Opgjort saldo | 23.004,02 |
Indklagede har oplyst, at der ved renteberegningen hos advokaten er taget højde for de løbende indbetalinger, idet dette sker automatisk i forbindelse med den EDB-mæssige førelse af inkassobogholderiet.
Der er endvidere fremlagt opgørelser af 4. oktober 1994 og 17. januar 1995, hvoraf samlet indbetaling, samlet rentetilskrivning og restgæld ved årets udgang fremgår for hvert af årene 1988-1994.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indgå et nyt forlig vedrørende lånets afvikling og at nedsætte renten.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han er pensionist og ikke har haft mulighed for at afvikle lånet på grund af sygdom. Han mener ikke, at indklagedes advokats opgørelse er korrekt foretaget. Således havde han pr. 31. december 1993 betalt 27.000 kr., men skyldte alligevel over 23.000 kr., dvs. mere end det i sin tid lånte beløb på 20.000 kr.
Indklagede har anført, at renteberegningen er i overensstemmelse med låneaftalen og er videreført i det frivillige forlig.
Ankenævnets bemærkninger:
Den i det frivillige forlig af 11. april 1989 angivne rente på 1,9% pr. måned er en videreførelse af den ifølge låneaftalen gældende rente. På denne baggrund finder Ankenævnet - uanset det efterfølgende fald i det almindelige renteniveau - ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den fastsatte rente overstiger det rimelige i en sådan grad, at der er grundlag for nedsættelse i medfør af aftalelovens § 36.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke grundlag for at antage, at der er fejl i de af indklagedes advokat foretagne renteberegninger og opgørelser af restgælden. Årsagen til, at gælden ikke er blevet nedbragt i nævneværdigt omfang, er, at de foretagne indbetalinger kun lige har været tilstrækkelige til dækning af rentetilskrivningerne.
Tre medlemmer - Peter Blok, Inge Frølich og Peter Møgelvang-Hansen - finder anledning til at bemærke, at det findes kritisabelt, at de af advokaten udarbejdede kontooversigter m.v. er udformet på en sådan måde, at det reelt ikke er muligt at foretage en nærmere kontrol af renteberegningen.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.