Udlån, løbetid.
| Sagsnummer: | 36/1992 |
| Dato: | 15-06-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Udlån, løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 21. marts 1986 underskrev klageren et gældsbrev, ifølge hvilket hun lånte 86.000 kr. i indklagedes Holbæk afdeling. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 1.450 kr., første gang den 1. maj 1986. Renten var angivet som den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, for tiden 11% p.a. Det fremgår af gældsbrevets afregningskolonne, at lånet på 86.000 kr. med tillæg af låneomkostninger i alt skulle udgøre 89.918 kr. Dette er dog rettet til 93.181,69 kr. Ifølge afregningskolonnen skulle 29.384,69 kr. af låneprovenuet anvendes til indfrielse af klagerens kredit i afdelingen, hvorefter restprovenuet ville udgøre 63.797 kr. Af en allonge af samme dag fremgår, at gældsbrevet er forhøjet med 3.263,69 kr. således, at restgælden skulle udgøre 63.797 kr. Indklagede har oplyst, at dette beror på en fejl, idet restgælden rettelig var 93.181,69 kr.
Klageren har anført, at det blev aftalt, at lånets løbetid skulle være ca. 7 år. Indklagede har anført, at man alene tilkendegav, at løbetiden forudsat uændret rente ville være ca. 7 år og 7 måneder.
Af gældsbrevet fremgår bl.a.: "Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten kan ydelsen ændres efter Sparekassens bestemmelse under hensyn til den oprindeligt aftalte løbetid".
Klageren har fået ydelsesbortfald for så vidt angår ydelserne pr. 1. juni 1986, 1. oktober 1987 og 1. april 1988. Ved allonge til gældsbrevet af 19. februar 1990 fik klageren tilladelse til at ydelsen pr. 1. februar 1990 bortfaldt således, at lånets løbetid forlængedes tilsvarende. Det var endvidere i allongen anført, at ekspeditionsgebyr på 300 kr. tillagdes lånets restgæld, der herefter udgjorde 77.775 kr.
Efter at klageren er blevet opmærksom på, at lånet tidligst vil være afviklet i 1997, har hun indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren er frigjort for sin forpligtelse i henhold til gældsbrevet, når hun har betalt ydelser på lånet i 7 år regnet fra lånets etablering.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det ved lånets etablering i 1986 blev aftalt, at løbetiden skulle være ca. 7 år. I forbindelse med klagerens underskrift af allongen i februar 1990 undrede hun sig over, at restgælden udgjorde 77.775 kr., og hun har således ikke tiltrådt restgældens størrelse. Klageren bestrider, at hun ikke har lidt et tab, idet rentebyrden er forøget som følge af forlængelsen af løbetiden.
Indklagede har anført, at det ved etableringen af lånet i 1986 var forudsat, at hovedstolen skulle udgøre 86.000 kr., med tillæg af låneomkostninger i alt 89.918 kr. Da lånedokumentet skulle underskrives, viste det sig imidlertid, at klageren havde overtrukket sin kredit med 3.263,69 kr., hvorfor det var nødvendigt at forhøje lånet tilsvarende, således at etableringen fandt sted med en hovedstol på 93.181,69 kr. inklusiv omkostninger. Desværre blev gælden i allongen fejlagtigt anført med 63.797 kr. svarende til nettoprovenuet efter indfrielsen af kreditten. I henhold til gældsbrevet skulle lånet forrentes og afdrages med en fast månedlig ydelse på 1.450 kr. Under forudsætning af en konstant rente på 11% p.a. ville løbetiden udgøre 7 år og 7 måneder med en hovedstol på 89.918 kr. Med den forhøjede hovedstol og den samme månedsydelse ville løbetiden være ca. 8 år. Rentesatsen blev i oktober 1986 forhøjet til 12% p.a. og i marts 1987 til 13% p.a. Denne sats var gældende frem til september 1989, hvorefter rentesatsen har svinget i intervallet op til 15,75%. Der er ikke i forbindelse med renteændringerne foretaget reguleringer af ydelsen, hvilket indklagede efter gældsbrevets ordlyd ikke er forpligtet til. De stedfundne renteforhøjelser og ydelsesbortfald på lånet har således bevirket en forlængelse af løbetiden.
Ved forhandlingen af lånevilkårerne var det væsentlige spørgsmål ikke lånets løbetid, men derimod, hvilken månedlig ydelse klageren kunne afse. I tilfælde som det foreliggende, hvor der er aftalt en fast månedlig ydelse, har det været indklagedes praksis at fastholde denne ydelse, med mindre særlige omstændigheder gør det nødvendigt at foretage en regulering. I forbindelse med en ydelsesudsættelse har klageren så sent som i februar 1990 bekræftet den daværende restgæld på 77.775 kr. Klageren har endvidere ikke lidt noget tab ved den opståede forlængelse af løbetiden. Den likviditet, der herved er sparet, har en værdi for klageren, der modsvarer rentesatsen på lånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Gældsbrevet indeholder ingen angivelse af lånets løbetid, og det er ikke godtgjort, at indklagede mundtligt har tilsikret klageren en bestemt løbetid. Det må således lægges til grund, at indklagede alene - korrekt - har oplyst klageren om, at løbetiden under forudsætning af uændret rente ville være ca. 7 år. Indklagede har ved den citerede bestemmelse i gældsbrevet forbeholdt sig en ret til at regulere ydelsen med henblik på at fastholde denne løbetid, men har ikke påtaget sig en forpligtelse hertil. Klageren måtte således påregne, at lånets løbetid kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelse. Klageren matte endvidere indse, at fritagelsen for at betale nogle af de månedlige ydelser ville medføre en forlængelse af løbetiden. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren kan gøre noget krav gældende i anledning af, at lånets løbetid er blevet forlænget af de nævnte grunde.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.