Krav om gebyr for opgørelse af betalte renter i forbindelse med indfrielse af en fordring.
| Sagsnummer: | 221 /2003 |
| Dato: | 09-12-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - fremfinding af oplysninger
Inkasso - inkassoomkostninger m.v. |
| Ledetekst: | Krav om gebyr for opgørelse af betalte renter i forbindelse med indfrielse af en fordring. |
| Indklagede: | Vinderup Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede er berettiget til at beregne sig gebyr for at udarbejde en renteopgørelse til klageren.
Sagens omstændigheder.
I 2001 udtog indklagede stævning mod klageren vedrørende dennes gæld i henhold til en foliokonto. Debetrentesatsen på kontoen var 13,25 % p.a. Herudover var der en provisionssats på 2,5 % p.a. og en overtrækssats på ligeledes 2,5 % p.a.
Under sagen blev der indgået forlig mellem parterne om klagerens betaling af 61.310 kr. med tillæg af renter 15,75 % p.a. fra den 1. juli 2001.
I overensstemmelse hermed blev der den 4. februar 2002 ved retten i Lyngby afsagt dom, hvorefter klageren til indklagede skulle betale 61.310 kr. med tillæg af rente 15,75 % p.a. fra den 1. juli 2001 samt sagens omkostninger med 4.550 kr.
Af kontoudskriften for foliokontoen fremgår, at saldoen den 30. april 2001 var 61.310 kr.
Den 29. juni 2001 blev kontoen debiteret 2.863,24 kr. i renter. Rentebeløbet blev indbetalt på kontoen den 5. juli 2001, hvorefter saldoen igen var 61.310 kr.
Ved skrivelse af 13. marts 2002 fremsendte klagerens advokat en check på 72.790 kr. til indklagede i henhold til følgende opgørelse:
"Hovedstol i henhold til dom | kr. | 61.370,00 | |
Rente 15,75 % p.a. fra 1. juli 2001 til 15. marts 2002 | kr. | 6.870,00 | |
Sagsomkostninger i henhold til dom | kr. | 4.550,00 | |
I alt | kr. | 72.790,00 | " |
Det beror på en skrivefejl, som klageren ikke forlangte korrigeret, at hovedstolen blev anført med et beløb, der var 60 kr. for højt.
Ved skrivelse af 13. februar 2003 rettede klageren via sin advokat henvendelse til indklagede om indberetning til skattemyndighederne af betalte renter i 2001 og 2002. Det var klagerens opfattelse, at der måtte ske en korrektion af den indberettede rente for 2001, idet den faktisk betalte rente var mindre end den rente, der var anført i årsopgørelsen. Klageren anmodede endvidere om en opgørelse over indberettede renter for 2002.
Ved skrivelse af 7. marts 2003 meddelte indklagedes advokat, at der ikke ville ske en korrektion af de allerede indberettede renter, og at en eventuel korrektion formentlig ville medføre en restskat for klageren.
Ved skrivelse af 22. april 2003 meddelte klageren via sin advokat, at hun ønskede de rigtige tal lagt til grund for skatteberegningen, og at hun derfor ønskede opgørelserne for 2001 og 2002 korrigeret i overensstemmelse med det reelt indbetalte rente- og provisionsbeløb.
Ved skrivelse af 5. maj 2003 meddelte indklagede, at klageren, såfremt hun fastholdt, at indklagede skulle kontrolberegne de tidligere meddelte bogførte renteomkostninger, ville blive pålagt at betale omkostningerne herved. Omkostningen ville i givet fald blive beregnet efter anvendt tid og til en timeløn på 450 kr.
Under sagen er der fremlagt kontoudskrifter for foliokontoen for perioden 30. april - 19. juni 2002 og årsopgørelser pr. henholdsvis den 31. december 2001 og 31. december 2002. Renteindberetningen for foliokontoen var i 2001 11.623,77 kr. og i 2002 2.798,55 kr. Det fremgår endvidere, at kontoen udgik den 19. juni 2002.
Klageren har anført, at hun i februar 2002 modtog årsopgørelsen for 2001. Årsopgørelsen for 2002 og kontoudskriften, der vedrører 2. kvartal 2002, har hun først modtaget under klagesagen. Indklagede har anført, at årsopgørelserne og kontoudskrifterne både ordinært og senere på ny i kopi er blevet fremsendt til klageren
Parternes påstande.
Den 16. juni 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udarbejde en korrekt opgørelse over betalte renter i 2001 og 2002.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at de fremlagte årsopgørelser og kontoudskrifter kun viser de renter, der er tilskrevet i henhold til indklagedes bogførte tilgodehavende, men ikke hvad der rent faktisk er betalt i renter de pågældende år.
Den bogførte rente er på 18,25 % p.a., mens den faktisk betalte rente i perioden 1. juli 2001 - 15. marts 2002 er 15,75 % p.a.
Indklagede bør vederlagsfrit udarbejde nye opgørelser, der viser de faktiske rentebetalinger i henhold til 2001 og 2002.
Indklagede har anført, at der under hele sagsforløbet blev beregnet rente på kontoen efter dag til dag princippet ud fra kontoens saldo og de aktuelle satser. I den pågældende periode blev der tillige beregnet provision og overtræksprovision af den højeste saldo i det pågældende kvartal.
Rentetilskrivningerne fremgår af kontoudskrifterne og årsopgørelserne. Af årsopgørelserne fremgår endvidere de rentebeløb, som er indberettet til skattemyndighederne.
På grund af forliget omkring rentesatsen blev den faktiske rentebetaling mindre end den bogførte rente. Den faktisk betalte rente fremgår af opgørelsen fra klagerens advokat, jf. skrivelsen af 13. marts 2002. Alle bogførte rentebeløb fremgår af kontoudskrifterne.
Det er indklagedes normale procedure at fakturere kunden for tidsforbruget ved kontrolberegninger eller anden service, der ikke kategoriseres som almindelig kundeservice.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klageren med kontoudskrifterne, årsopgørelserne og advokatens opgørelse i forbindelse med dommen har det fornødne grundlag for at få reguleret sit skattemæssige fradrag for renter for årene 2001 og 2002.
Det kan herefter ikke pålægges indklagede vederlagsfrit at udarbejde en særskilt opgørelse af betalte renter.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.