Afslag på anmodning om akkord m.v.
| Sagsnummer: | 237/2005 |
| Dato: | 11-04-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lotte Aakjær Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
|
| Ledetekst: | Afslag på anmodning om akkord m.v. |
| Indklagede: | GE Money Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes anmodning om en akkord vedrørende et lån ydet af indklagede.
Sagens omstændigheder.
Ved låneaftale af 26. august 1997 ydede et finansieringsselskab, nu indklagede, klagerne et lån på 102.354 kr., som skulle afvikles med 1.650 kr. månedligt, første gang 1. oktober 1997. Lånets rente var p.t. 13,2 % p.a. Lånet blev debiteret et månedligt administrationsgebyr på 15 kr. Til lånet var knyttet en gruppelivsforsikring, hvor præmien udgjorde 0,55 % af restgælden primo året. Indklagedes rykkergebyr var anført med 135 kr. (første rykker), 225 kr. (anden rykker) og 300 kr. (tredje rykker).
Klagerne afviklede lånet uregelmæssigt. Af en oversigt over afviklingen fremgår det, at der i perioden fra lånets etablering og til udgangen af april måned 2005 i alt blev debiteret 40 rykkergebyr med 6.980 kr.
Klagerne har anført, at de i 1999, 2000 og 2001 i alt 8 gange måtte anmode om, at en ydelse blev lagt oven i lånet.
I december 2003, hvor lånets restgæld udgjorde ca. 94.000 kr., afviste indklagede klagernes anmodning om indfrielse af lånet mod betaling af 54.000 kr. Indklagede oplyste samtidig, at såfremt klagerne havde overholdt lånets afvikling, ville restgælden da have udgjort ca. 60.000 kr.
Ved skrivelse af 27. juli 2005 rettede klagerne henvendelse til indklagede med anmodning om at indfri lånets restgæld, som da udgjorde ca. 82.000 kr., mod betaling af 50.000 kr. Indklagede afviste anmodningen.
Parternes påstande.
Klagerne har den 6. september 2005 indbragt sagen for Ankenævnet. Ifølge klageskemaet ønsker klagerne: "Indfrielse af lånet mod maksimalt at indbetale 50.000 kr. en gang for alle".
Indklagede har under sagens forberedelse tilbageført og nedsat opkrævede rykkergebyr med i alt 4.610 kr. med tillæg af rentekompensation på 2.368,47 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de fra lånets etablering havde svært ved at betale ydelserne, hvilket blev forstærket af, at de i 1998 fik en familieforøgelse. I 2000 måtte de 6 gange anmode indklagede om, at ydelser blev sprunget over. Tilsvarende var sket en enkelt gang i 1999 og skete tillige en enkelt gang i 2001.
De har beregnet, at de ved fortsat betaling af 1.650 kr. månedligt skal betale i alt 270.000 kr. til indklagede for at have lånet 100.000 kr.
Indklagede har anført, at klagernes manglende betaling af ydelser især vedrører årene 1997, 1998 og 2000, hvilket er forholdsvist tidligt i løbetiden. Det betyder, at løbetiden vil blive forlænget mere, end hvis restancerne var opstået senere i låneforløbet.
Indklagede ønsker ikke at nedsætte restgælden til 50.000 kr. som ønsket af klagerne.
Under sagens forberedelse har man korrigeret størrelsen af opkrævede rykkergebyrer i perioden efter 29. juni 1999 til 100 kr. pr. rykker. Man har yderligere tilbageført 25 gebyrer for perioden 18. januar 1999 til 11. juni 2003.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at udstede saldokvittering vedrørende lånet mod, at klagerne indbetaler 50.000 kr. En aftale om akkordering af lånet beror alene på indklagedes egen beslutning herom.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.