Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overførsel af indekskontrakter samt kapital og selvpensioneringskonti.

Sagsnummer: 184/1988
Dato: 19-12-1988
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Lars Pedersen
Klageemne: Indekskonto - overførsel
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Pensionskonti - overførsel
Kapitalpensionskonti - overførsel
Ledetekst: Overførsel af indekskontrakter samt kapital og selvpensioneringskonti.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klagerne under denne sag fører i indklagedes Skovshoved afdeling bl.a. en selvpensioneringskonto, en kombiselvpensioneringskonto, en kombikapitalpensionskonto og en indekskonto. Det samlede indestående udgør ca. 38.000 kr. Klagerne hæfter endvidere solidarisk for et betydeligt udlån i afdelingen, ligesom de som selvskyldnerkautionister hæfter for et konkursramt selskabs betydelige engagement med afdelingen.

Klagerne har under denne klagesag nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at efterkomme en af Andelsbanken fremsat anmodning om overførsel til banken af klagernes ovennævnte pensionskonti.

Indklagede har påstået frifindelse.

Klagerne har til støtte for den nedlagte påstand henvist til, at indeståenderne på pensionskontiene i henhold til de oprettede kontrakter ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand henvist til, at man efter retspraksis og praksis fra Tilsynet med banker og sparekasser (nu Finanstilsynet) ikke er forpligtet til at efterkomme en anmodning om overførsel, med mindre indklagedes tilgodehavende hos de pågældende samtidig overtages eller indfries.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har et større forfaldent tilgodehavende hos klagerne, og indklagedes afvisning af klagerens begæring om overførsel af indeståenderne på deres pensionskonti til Andelsbanken må antages at være begrundet i et ønske om at sikre sig adgang til at foretage modregning i indeståenderne, såfremt en sådan modregningsadgang senere måtte opstå. Ved afgørelsen af, om indklagedes afvisning af overførselsbegæringen herefter er berettiget, må der lægges vægt på, at indklagede kun i specielle situationer vil få mulighed for at foretage modregning. Indklagede har derfor ikke med føje kunnet anse pensionskontiene som et kreditgrundlag. Der må endvidere lægges vægt på, at indklagedes tilbageholdelse af kontiene med henblik på at sikre en eventuel fremtidig modregningsadgang vanskeligt lader sig forene med forbudet mod kreditorforfølgning i indeståenderne på kontiene. Modsat findes der ikke at kunne lægges afgørende vægt på det forhold, at klagerne efter overførsel af indeståenderne vil have mulighed for at fa midler frigivet ved at ophæve den ny pensionsordning i utide, idet dette alene vil indebære, at indklagede sidestilles med klagernes øvrige kreditorer ved som disse at være henvist til i givet fald at foretage sædvanlig retsforfølgning mod de frigivne midler.

Formelt har indklagede ikke nægtet overførsel, men betinget denne af, at klagernes gæld til indklagede samtidig indfries. Dette medfører imidlertid ingen ændring i det foran anførte, idet den stillede betingelse netop er udtryk for, at indklagede tilbageholder kontiene med henblik på om muligt herigennem at opnå hel eller delvis fyldestgørelse for sin fordring mod klagerne.

Efter det anførte finder Ankenævnet, at indklagede er forpligtet til at imødekomme klagernes begæring om overførsel af indeståenderne på pensionskontiene til Andelsbanken uden som betingelse herfor at kunne stille krav om, at klagerne indfrier deres gæld til indklagede. Denne kan dog forlange, at overførselen sker under iagttagelse af de for kontiene gældende opsigelsesvarsler.

Bjørn Bogason og Per Overbeck ønsker at tilføje, at der ikke af indklagede er anført andre grunde til at nægte overførsel end den almindelige "helkundebetragtning", og at spørgsmålet efter deres opfattelse ikke er endelig afgjort i retspraksis.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende, at klagerne er berettiget til under iagttagelse af det gældende opsigelsesvarsel at overføre indeståenderne på deres pensionkonti til Andelsbanken, uden at indklagede som betingelse herfor kan stille krav om, at klagerne indfrier deres gæld til indklagede. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.