Fejlagtig beregnet ydelse, forhøjelse aftalt med klageren.
| Sagsnummer: | 220/1992 |
| Dato: | 26-10-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Fejlagtig beregnet ydelse, forhøjelse aftalt med klageren. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klagerens og dennes samlevers køb af ejendom i sommeren 1987 ydede indklagedes Suldrup afdeling klageren og samleveren et lån på 39.719 kr., hvis løbetid ifølge gældsbrevet var anslået til 120 måneder. Lånet skulle afvikles med en ydelse på 525 kr. månedligt, første gang 30. september 1987.
I samme forbindelse overførtes fra andet pengeinstitut et billån, som klageren havde. Lånets restgæld var på ca. 68.000 kr., og indklagede ydede herefter klageren et lån på 71.049,05 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.160 kr., første gang 30. september 1987. Af gældsbrevet fremgik, at løbetiden var anslået til 60 måneder.
Endelig ydede indklagede samleveren et lån på 12.509,83 kr. til indfrielse af et lån i andet pengeinstitut. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 200 kr., første gang 30. september 1987, og løbetiden var anslået til ca. 60 måneder.
Indklagede har oplyst, at der på samme tid foretoges en budgetberegning for klageren og samleveren, hvor det konstateredes, at rådighedsbeløbet forekom at være i underkanten af, hvad indklagede fandt rimeligt. Klageren anførte hertil, at han og samleveren ikke stillede store krav til tilværelsen, samt at samleveren inden længe ville opnå normal lønindtægt i stedet for uddannelsesstøtte.
Klagerens samlever fik arbejde i 1988.
Indklagede har anført, at klagerens og samleverens økonomi forværredes i 1988, hvilket fremgår af fremlagte kontoblade for parrets budgetkonto; der var jævnligt overtræk i perioden medio til ultimo 1988. Indklagede har endvidere fremlagt skrivelse af 28. april 1988 til klageren og samleveren, hvori anføres, at aftale om indbetaling på budgetkonto ikke var overholdt, ligesom der i en skrivelse af 6. september 1988 til samleveren rykkes for indbetaling til budgetkontoen. Som følge af parrets økonomiske situation, blev engagementet sat under engagementsstyring. I sommeren 1989 opstod problemer med betaling af en terminsydelse, hvilket i efteråret 1989 førte til, at parrets ejendom blev sat til salg.
Ved skrivelse af 11. oktober 1989 fra indklagede til klageren og samleveren blev der gjort opmærksom på, at ydelsen på samtlige tre lån var for lille i forhold til lånenes løbetid, hvorfor ydelserne blev foreslået forhøjet til henholdsvis 2.530 kr. (klagerens lån), 690 kr. (fælleslånet) og 420 kr. (samleverens lån). Ved allonge underskrevet af klageren den 27. oktober 1989 forhøjedes ydelsen på billånet til 2.530 kr. månedligt. Også forhøjelserne af ydelserne på de to øvrige lån blev gennemført som foreslået.
Klagerens far, der havde kautioneret med 45.000 kr. for klagerens billån, måtte i slutningen af 1990 indfri sin kautionsforpligtelse.
Efter ophævelse af samlivet mellem klageren og samleveren blev der i starten af 1991 indgået aftale mellem disse og indklagede, hvorefter der skete en fordeling af restgælden på fælleslånet mellem klageren og den tidligere samlever.
Ved skrivelser af 20. september 1991 opsagde indklagede klagerens engagement til fuld indfrielse på grund af misligholdelse. Restgælden på billånet udgjorde ca. 11.700 kr., og restgælden på den overtagne del af fælleslånet ca. 20.500 kr. Indklagede har efterfølgende overgivet sagen til retslig incasso og anmodet om fogedforretning hos skyldneren. Fogedsagen er på klagerens anmodning udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte kredit-, mora-, overtræksrenter, gebyr samt sagsomkostninger, ligesom indklagede tilpligtes at anerkende, at billånet vil være afviklet efter betaling af et beløb svarende til 1.160 kr. månedligt i 60 måneder.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at klagerens og samleverens økonomi i forbindelse med køb af ejendommen fra starten var baseret på de månedlige ydelser, som var oplyst i gældsbrevene til indklagede, og som dannede grundlag for beregningen af månedlige overførsler til budgetkontoen. I forbindelse med overførsel af lånene til indklagede har indklagede foretaget en fejlagtig beregning af den månedlige ydelse på lånene, hvilket har medført eller stærkt medvirket til et sammenbrud af klagerens økonomi. I forbindelse med indklagedes krav om forhøjelse af de månedlige ydelser lykkedes det ikke for klageren at få en fyldestgørende forklaring, men han så sig nødsaget til at acceptere kravet og underskrev derfor dokumenter om forhøjelse af ydelserne. De voldsomme forhøjelser af ydelserne på lånene bidrog til et totalt sammenbrud i klagerens og samleverens økonomi, hvorfor parret måtte afgive salgsfuldmagt til kreditforeningen i november 1989. Ejendommen solgtes først et år senere på ugunstige vilkår. Klageren bestrider, at klagerens og samleverens økonomi skulle være presset, allerede inden kravet om forhøjelsen af ydelserne blev fremsat. Det bestrides endvidere, at klageren burde have indset, at der forelå en fejl vedrørende ydelsen på lånene. Klageren bestrider at have udvist passivitet, idet han gentagne gange mundtligt fra slutningen af 1989 gjorde indsigelse overfor indklagede vedrørende forhøjelsen af låneydelserne.
Indklagede har anført, at ydelsesændringerne pr. 31. oktober 1989 ikke bidrog til økonomisk sammenbrud for klageren og dennes samlever, idet sammenbruddet var en kendsgerning inden dette tidspunkt. Ændringerne betød kun en forhøjelse af den månedlige overførsel til budgetkontoen på 400 kr., idet der samtidig udgik poster af budgettet. Klageren og samleveren havde allerede i 1988 økonomiske problemer. I sommeren 1989 måtte klageren og samleveren afgive salgsfuldmagt til kreditforeningen i forbindelse med manglende betaling af terminsydelser. Indklagede erkender at have begået en fejl ved udregningen af den månedlige ydelse på klagerens billån, men fejlen er åbenlys, idet den månedlige ydelse i 60 måneder end ikke rækker til betaling af gældsbrevets hovedstol. Klageren burde således have indset, at der forelå en fejl. Forhøjelsen af ydelserne på de to øvrige lån skyldes alene stigende renteniveau. Alle forhøjelser blev accepteret af klageren. Indklagede har ikke forsøgt at gennemtvinge forhøjelserne, endsige at holde skjult, at der forelå en fejl med hensyn til ydelsen på billånet. Hertil kommer, at klageren ikke tidligere har fremsat indsigelser eller taget forbehold vedrørende fejlen, og at klageren således har udvist passivitet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at indklagede i efteråret 1989 orienterede klageren om, at der var begået en fejl ved fastsættelsen af den oprindelige ydelse på billånet. Det må endvidere lægges til grund, at indklagede ikke krævede, men alene foreslog, at ydelserne på alle tre lån blev forhøjet, således at de forudsatte løbetider kunne fastholdes, og at klageren herefter accepterede dette forslag. Der findes på denne baggrund ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at tage klagerens påstande til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.