Spørgsmål om forudbetaling af ydelser, opkrævning af rykkergebyrer m.v.
| Sagsnummer: | 82/2006 |
| Dato: | 08-11-2006 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso
Kassekredit - øvrige spørgsmål Gebyr - rykkergebyr |
| Ledetekst: | Spørgsmål om forudbetaling af ydelser, opkrævning af rykkergebyrer m.v. |
| Indklagede: | GE Money Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmål om forudbetaling af ydelser, opkrævning af rykkergebyrer m.v. vedrørende klagerens engagement med indklagede.
Sagens omstændigheder.
Ved kreditaftale af 13. august 2002 ydede et finansieringsselskab, der efterfølgende blev overtaget af indklagede, klageren en kredit med et maksimum på 4.000 kr. Til kreditten blev der knyttet et betalingskort. Af kontobestemmelserne for kreditten fremgik bl.a.:
"…
Månedlig ydelse
… Der kan hver måned trækkes på kontoen op til den aftalte kreditramme. Sammen med det månedlige kontoudtog anviser Selskabet til betaling, 2,75% af saldoen dog minimum kr. 100,-.
…
OMKOSTNINGER, GEBYRER OG RENTER PR. JANUAR 2002
… | ||
Rentesats | 1,98% | |
Årlig nominel rente | 23,76% | |
Gebyr for første betalingspåmindelse | kr. | 100,- |
Gebyr for Inkassobrev | kr. | 100,- |
…" |
I juni 2004 blev kredittens maksimum forhøjet til 10.000 kr.
Klageren fik hver måned tilsendt en opgørelse af kreditten med en opkrævning på det skyldige beløb.
Ifølge månedsopgørelsen pr. den 15. januar 2006 var kredittens saldo på 9.645,93 kr. og det skyldige beløb pr. den 1. februar 2006 på 265,26 kr. (2,75% af 9.645,93 kr.).
Ved skrivelse af 29. januar 2006 til indklagede meddelte klageren, at hans indbetalinger på kreditten fra og med den 1. februar 2006 ville være på max. 150 kr. pr. måned, idet han på grund af bl.a. afdrag på gæld til andre kreditorer og store medicinudgifter ikke var i stand til at betale mere. Klageren oplyste endvidere, at han på grund af alvorlige helbredsforhold skulle på et rekreationsophold i udlandet og derfor ville forudbetale ydelserne for februar, marts og april 2006. Indklagede har anført, at man ikke modtog skrivelsen.
Den 31. januar 2006 indbetalte klageren 450 kr. på kreditten.
Den 15. februar 2006 sendte indklagede en månedsopgørelse, hvoraf det fremgik, at saldoen efter klagerens indbetaling på 450 kr. og efter opkrævning af månedsprovision på 20 kr. og rente på 167,71 kr. var på 9.383,64 kr. "Beløb at betale" pr. den 1. marts 2006 var 258,05 kr. (2,75% af 9.383,64 kr.).
Ved skrivelse af 5. marts 2006 meddelte klageren, jf. skrivelsen af 29. januar 2006, at han havde betalt afdrag forud for februar, marts og april 2006 på i alt 450 kr., og at han i de følgende seks måneder ikke kunne betale mere end 150 kr. pr. måned.
Ved skrivelse af 10. marts 2006 meddelte indklagede, at "vi ikke kan acceptere en betalingsaftale på kr. 150,00 pr. måned, da dette beløb ikke kan dække de månedlige omkostninger", og at "du ikke kan forudbetale på kontoen, der skal ske indbetaling hver den 1. i måneden."
Ved skrivelse af 13. marts 2006 rykkede indklagede for betaling af de 258,05 kr. Indklagede hævede samtidig et rykkergebyr på 100 kr. på kreditten.
Månedsopgørelsen pr. den 15. marts 2006 viste en saldo på 9.654,28 kr., "Beløb at betale" på 265,49 kr. (2,75% af 9.654,28 kr.) og "Manglende betaling fra sidste md." på 258,05 kr.
Den 16. marts 2006 indgav klageren en klage over indklagede til Ankenævnet.
Ved skrivelse af 18. marts 2006 til indklagede protesterede klageren over, at det ikke var muligt at forudbetale ydelserne på kreditten, ligesom klageren gjorde indsigelse imod rykkergebyret på 100 kr.
Henholdsvis den 25. marts og den 15. april 2006 sendte indklagede på ny en skriftlig rykker til klageren og beregnede sig gebyr herfor på 2 x 100 kr. Indklagede har under sagen frafaldet de to rykkergebyrer.
Ved skrivelse af 9. maj 2006 meddelte klageren, at han ikke ville foretage yderligere indbetalinger på kreditten, før sagen var færdigbehandlet i Ankenævnet.
Månedsopgørelsen pr. den 15. maj viste en saldo på 10.239,22 kr., "Beløb at betale" på 520,80 kr. (2,75% af 10.239,22 kr.) og "Manglende betaling fra sidste md." på 979,08 kr.
Månedsopgørelsen pr. den 15. juni 2006 viste en saldo på 10.440,80 kr., "Beløb at betale på 727,92 kr. (2,75% af 10.440,80 kr.) og "Manglende betaling fra sidste md." på 1.078,66 kr.
Med henvisning til klagerens manglende betalinger på 1.078,66 kr. anmodede indklagede ved skrivelse af 29. juni 2006 klageren om at rette henvendelse med henblik på at undgå, at sagen blev overdraget til inkasso. I skrivelsen er det anført, at juli måneds ydelse ikke er inkluderet i restancebeløbet.
I midten af august 2006 betalte klageren ydelsen på 727,92 kr. Klageren meddelte samtidig, at han pr. den 1. september 2006 kunne betale max. 200 kr. pr. måned.
Ved skrivelse af 21. august 2006 meddelte indklagede, at sagen var sat i bero på Ankenævnets afgørelse.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal acceptere hans anmodning om forudbetaling af ydelser, frafalde de opkrævede rykkergebyrer og acceptere fremtidige ydelser på max. 200 kr. pr. måned.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ved skrivelsen af 10. marts 2006 uberettiget afviste hans ønske om at forudbetale ydelserne på kreditten. Det er urimeligt, hvis indklagede på den måde skulle kunne afskære ham fra et rekreationsophold i udlandet, som han på grund af alvorlige helbredsmæssige forhold er blevet anbefalet af sin læge.
Samtidig med henvendelsen til indklagede rettede han henvendelse til en anden kreditor, som uden videre accepterede forudbetaling for samme periode.
På trods af hans meddelelser om forudbetaling og senere indgivelse af klage til Ankenævnet opkrævede indklagede rykkergebyrer og truede med inkasso. Indklagede burde have stillet sagen i bero under nævnsbehandlingen.
Ved skrivelsen af 29. juni 2006 rykkede indklagede for manglende betaling af 1.078,66 kr., hvilket ikke stemmer overens med opkrævningen af 15. juni 2006, hvorefter han pr. den 1. juli 2006 skulle betale 727,92 kr.
Indklagedes fremgangsmåde er uholdbar og i strid med alle bankregler.
Han er i august 2006 startet på et behandlingsforløb, der strækker sig over fire måneder, hvorfor det er vigtigt for ham, at han har mulighed for fremover at forudbetale ydelser på kreditten.
Indklagede har anført, at formålet med skrivelsen af 10. marts 2006 var at oplyse klageren om, at en ydelse på 150 kr. pr. måned ikke var tilstrækkelig til at dække de månedlige omkostninger, som udgør renter og månedsprovision. Klageren blev derfor opfordret til at fortsætte de månedlige betalinger i henhold til månedsopgørelserne. Minimumsbetalingen udgør i henhold til kontobestemmelserne pr. måned 2,75% af aktuel saldo. Der blev ikke taget stilling til spørgsmålet om forudbetaling, hvilket ville have kunnet lade sig gøre, hvis klageren havde været i stand til at betale minimumsydelsen.
Indklagede er indstillet på at stille sager, hvor kunden har klaget til Ankenævnet, i bero, indtil der foreligger en afgørelse, og i konsekvens heraf er klageren blevet godtgjort de to rykkergebyrer, der blev opkrævet henholdsvis den 25. marts og 15. april 2006.
Ved skrivelsen af 29. juni 2006 blev klageren rykket for restancen på 1.078,66 kr., der fremgik af månedsopgørelsen pr. den 15. juni 2006 under overskriften "Manglende betaling fra sidste md". Udformningen af månedsopgørelserne er under revision med henblik på at gøre opsætningen af beløb mere hensigtsmæssig.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede har oplyst, at forudbetaling af ydelser generelt accepteres, og at afslaget til klageren var begrundet i, at forudbetalingen på 450 kr. ikke var tilstrækkelig stor til at dække ydelsesbetalingerne pr. den 1. marts og den 1. april.
Klageren var i henhold til kreditaftalen forpligtet til at betale en månedlig ydelse på kreditten svarende til 2,75 % af den aktuelle saldo. Ifølge månedsopgørelsen pr. den 15. januar 2006 var ydelsen pr. den 1. februar 2006 på 265,26 kr. svarende til 2,75% af saldoen på 9.645,93 kr. Den af klageren tilbudte ydelse på 150 kr. pr. måned var således ikke tilstrækkelig til at opfylde klagerens kontraktmæssige forpligtelser over for indklagede, og indklagede var ikke forpligtet til at acceptere klagerens tilbud om en mindre betaling. Ankenævnet finder derfor, at indklagede var berettiget til at afslå klagerens ønske om, at betalingen på 450 kr. den 31. januar 2006 skulle dække ydelsesbetalingerne for 1. februar, 1. marts og 1. april 2006, ligesom indklagede var berettiget til den 13. marts 2006 at rykke klageren for ydelsen pr. den 1. marts 2006 og beregne sig et gebyr herfor på 100 kr.
Indklagede har under sagen refunderet de rykkergebyrer, der blev opkrævet henholdsvis den 25. marts og den 15. april 2006, og Ankenævnet har derfor ikke anledning til at tage stilling til, om opkrævningen af disse gebyrer var berettiget.
Som følge af det anførteKlagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.