Begrænset kaution, overtræk.
| Sagsnummer: | 231/1991 |
| Dato: | 20-09-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
|
| Ledetekst: | Begrænset kaution, overtræk. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I skrivelse af 3. december 1990 til klageren bekræftede indklagede klagerens opsigelse af et pantebrev på oprindeligt 280.000 kr. til indfrielse pr. 1. marts 1991. I skrivelsen oplystes pantebrevets indfrielsesbeløb pr. 1. marts til 249.122,06 kr., hvilket tillige indeholdt rente for perioden 1-. september 1990 til 1. marts 1991. Indklagede bestyrede på vegne et pensionsforsikringsselskab pantebrevet, som forrentedes med 16% p.a., og hvis ydelser betaltes halvårligt, hver 1. marts og 1. september.
Ifølge pantebrevet kunne dette indfries fra debitors side "med 3 måneders varsel til en termin, dog tidligst efter den 1/3-1991." Ved skrivelse af 27. februar 1991 fra pantebrevets kreditor til klageren tilbød kreditor under henvisning til klagerens opsigelse i stedet at lade pantebrevet fortsætte mod at nedsætte pantebrevets pålydende rente fra 16% p.a. til 12% p.a. fra den 1. september 1991. Af skrivelsen fremgik, at tilbudet var gældende frem til 12. marts 1991.
Den 15. marts 1991 afgav indklagede på vegne kreditor påkrav for ydelsen pr. 1. marts 1991 i henhold til tinglysningslovens § 42 a, stk. 2, eftersom ydelsen pr. 1. marts 1991 ikke var modtaget. Samme dag gjorde indklagede klagerens pengeinstitut opmærksom på, at indfrielsesbeløbet ikke var betalt rettidigt, hvorfor indklagede henholdt sig til pantebrevets bestemmelser om, at pantebrevet kunne indfries til en termin med tre måneders varsel.
Klageren protesterede overfor indklagedes direktion, hvorefter indklagede i skrivelse af 25. marts 1991 til klageren oplyste, at indklagede havde besluttet at fastholde klagerens opsigelse af pantebrevet til indfrielse pr. 1. marts 1991, og at klageren ville modtage en opgørelse og opkrævning på restgælden, idet det samtidig blev oplyst, at opkrævning ville blive pålagt morarenter og rykkergebyr. I skrivelse af samme dag til klageren opgjorde indklagede pantebrevets indfrielsesbeløb, idet der samtidig blev beregnet morarenter med 16% i tidsrummet fra 1. marts - 2. april 1991 tillige med påkravsgebyr.
I skrivelse af 26. marts 1991 til indklagede anførte klageren, at indklagede måtte være bundet af indfrielsestilbuddet af 3. december 1990, og at indfrielsesbeløbet skulle forrentes med 16% p.a. fra den 1. til den 12. marts 1991 og herefter med 12% p.a.
Indklagede modtog den 4. april 1991 fra klagerens pengeinstitut 257.758,29 kr.
I skrivelse af 8. april 1991 til indklagede protesterede klageren mod indfrielsesbeløbet, som han fandt burde opgøres til:
1) Indfrielsesbeløb pr. 1. marts 1991 jf. indklagedes
Klageren anmodede samtidig indklagede om at refundere klageren differencen i forhold til 257.758,29 kr., 5.470,94 kr.
I skrivelse af 30. april 1991 meddelte indklagede, at man ikke kunne tilslutte sig klagerens opgørelse. Samtidig specificeredes indfrielsesbeløbet på 257.758,29 kr. således:
"1) Restgæld pr. 1. marts 1991 225.644,06 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 5.470,94 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han den 25. februar 1991 rykkede indklagede for rentenedsættelsestilbud fra kreditor. Han modtog tilbuddet fredag den 1. marts 1991 og kontaktede den følgende mandag sin bank med henblik på at indhente alternativt lånetilbud. Han accepterede herefter den 5. marts et tilbud fra sin egen bank og meddelte den 8. marts indklagede, at han ikke kunne acceptere rentenedsættelsestilbuddet, hvorfor han ikke ville betale terminsydelsen forfalden samme dag og ville anmode sin egen bank om at kontakte indklagede for at få opgivet det nøjagtige indfrielsesbeløb. Han finder derfor, at pantebrevets forrentning fra den 12. marts 1991 skal nedsættes til 12%, ligesom han ikke mener, at han skal betale påkravsgebyrer.
Indklagede har anført, at på grund af kreditors sene fremsættelse af tilbud om rentenedsættelse samt klagerens misforståelse vedrørende rettidig betalingsdato i forhold til den oplyste dato for accept af rentenedsættelsetilbuddet, indvilgede indklagede i at fastholde den oprindelige opsigelse af pantebrevet, dog mod betaling af sædvanligt påkravsgebyr samt renter.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren opsagde pantebrevet til indfrielse pr. 1. marts 1991, hvilket - uanset at opsigelse efter pantebrevets indhold først kunne ske pr. 1. september 1991 - blev accepteret af indklagede. Først ved skrivelse af 27. februar 1991 fra pantebrevets kreditor tilbød denne en forlængelse af låneforholdet mod nedsættelse af renten med den 12. marts 1991 som acceptfrist, og det må lægges til grund, at dette var årsagen til, at klageren ikke betalte indfrielsesbeløbet rettidigt. På denne baggrund findes indklagede - som også senere erkendt af denne - ikke at have været berettiget til at betragte indfrielsesaftalen som bortfaldet, og indklagede kan derfor ikke gøre krav på gebyr for påkravet af 15. marts 1991 vedrørende terminsydelsen pr. 1. marts 1991.
Bestemmelserne om påkrav i tinglysningslovens § 42 a, stk. 2, og pantebrevsformular A, pkt. 9, litra a, angår spørgsmålet om kapitalens forfald som følge af ikke rettidig betaling af "renter eller afdrag" og kan ikke antages at omfatte "påkrav" om betaling af restgælden efter et pantebrev, der af debitor er opsagt til indfrielse. Allerede af denne grund har indklagede heller ikke været berettiget til at beregne sig påkravsgebyr efter pantebrevsformularens pkt. 3 af restgælden pr. 1. marts 1991.
Klageren accepterede ikke kreditors tilbud om fortsættelse af låneforholdet mod rentenedsættelse, og klagerens påstand om nedsættelse af renten fra 16% til 12% for tiden efter den 12. marts 1991 kan derfor ikke tages til følge.
Efter det anførte tages klagerens påstand til følge for så vidt angår de to opkrævede påkravsgebyrer, i alt 4.982,44 kr., hvilket beløb findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.