Ægtefællehandel, indfrielse af indestående lån forinden nyt låns hjemtagelse.
| Sagsnummer: | 456/1992 |
| Dato: | 26-04-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Ægtefællehandel, indfrielse af indestående lån forinden nyt låns hjemtagelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 31. marts 1992 rettede et ejendomsmæglerfirma henvendelse til indklagedes Hadsund afdeling i forbindelse med klager A's salg af sin ejendom til sin ægtefælle klager B og den deraf følgende omprioritering. Med skrivelsen fremsendtes bl.a. lånetilbud fra BRF kredit, et af klager A underskrevet utinglyst kreditforeningspantebrev på 505.000 kr. og det oprindelige skøde til klager A. Det var i skrivelsen anført:
"De bedes venligst i henhold til vor aftale med ........ foretage det videre fornødne, med hensyn til kurssikring er det aftalt med kunden, at denne retter henvendelse til Dem".
Den del af lånetilbuddet, hvori udbetalingsbetingelserne var anført, medfulgte ikke ejendomsmæglerfirmaets skrivelse.
Samtlige indestående prioriteter med undtagelse af et ejerpantebrev på 30.000 kr., som klager A havde håndpantsat til Andelskassen i Oue, skulle indfries i forbindelse med omprioriteringen.
Den 8. april 1992 sendte indklagede kreditforeningspantebrevet til tinglysning. Indklagede kontaktede herefter klager A og B, og det aftaltes, at lånet skulle hjemtages mod garanti fra indklagede. Den 14. april 1992 underskrev klager A garantierklæringer, og samme dag fremsendte indklagede transport i kreditforeningslånet til kreditforeningen til notering.
Ved skrivelse af 23. april 1992 anmodede indklagede om udbetaling af ejerskiftelånet mod garanti. Den 24. april 1992 meddelte kreditforeningen, at sagsbehandlingen i forbindelse med udbetalingsanmodningen bl.a. beroede på fremsendelse af endeligt tinglyst skøde til ny ejer og underskrevet gældsovertagelseserklæring. Indklagede rettede herefter henvendelse til klagernes advokat med anmodning om levering af eller indeståelse for endeligt tinglyst skøde. Den 30. april 1992 fremsendte advokaten udkast til skøde til klagerne, som underskrev skødet den 8. maj 1992. Den 14. maj 1992 sendtes skødet til tinglysning.
Af sagen fremgår i øvrigt, at indklagede den 23. april 1992 havde påbeyndt indfrielse af 6 prioriteter, som ikke skulle overtages af klager B. Beløbene hertil debiteredes en lånesagskonto. De indfriede pantebreve sendtes til aflysning den 14. maj 1992. Det nye pantebrev til BRF kredit fremsendtes samtidig til slettelse af anmærkninger. Den 17. juni modtoges dokumenterne retur fra tinglysning.
Den 23. juni 1992 overførte BRF kredit obligationerne i henhold til ejerskiftelånet til indklagede. Obligationerne solgtes den 25. juni 1992, og provenuet, ialt 472.203,27 kr., indsattes på lånesagskontoen.
Ved skrivelse af 2. juli 1992 til klagerne meddelte indklagede, at man havde opgjort lånesagen således, at saldo udgjorde 30.609,08 kr. i indklagedes favør. Der var debiteret kontoen 14.038,15 kr. i renter.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre dem 20.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at hjemtagelsen af kreditforeningslånet på grund af indklagedes forhold har trukket urimeligt længe ud, således at hjemtagelse først fandt sted efter EF afstemningen den 2. juni med deraf følgende kurstab på ca. 8.000 kr. Indklagede har endvidere indfriet indestående prioriteter, før hjemtagelsen af kreditforeningslånet fandt sted, hvilket medførte en renteudgift for klagerne på 14.038,15 kr. Klagerne finder, at 20.000 kr. af det samlede tab på 22.038,15 kr. bør bæres af indklagede.
Indklagede har anført, at det aftaltes, at lånet skulle hjemtages mod garanti, således at indfrielsen kunne foretages ved hjælp af provenuet af det nye lån og uden nærmere diskussion af kursproblematikken. Kreditforeningens betingelse om endeligt tinglyst skøde til ny ejer forud for udbetaling af lånet fremgik ikke af selve lånetilbuddet fremsendt fra ejendomsmæglerfirmaet, men af en skrivelse af 2. marts 1992 fremsendt til ejendomsmæglerfirmaet, som indklagede ikke var bekendt med. På det tidspunkt, hvor indklagede rettede henvendelse til klagernes advokat med anmodning om levering af eller indeståelse for endeligt tinglyst skøde, meddelte advokaten, at han var fuldstændig uvidende om handlen. Indklagede rykkede herefter ejendomsmægleren for skødet m.v. og forelagde problemstillingen for klagerne under et møde i afdelingen. Det aftaltes under dette møde, at indfrielsesproceduren skulle fortsættes, således at retsanmærkninger på det nye kreditforeningspantebrev kunne slettes hurtigst muligt, hvorved garantistillelsen blev unødvendig og de dermed forbundne omkostninger kunne spares. Klagerne ønskede ikke at kurssikre uanset den tidsmæssige forskydning af lånehjemtagelsen, dels for at spare omkostningerne, dels fordi kursniveauet med udsigt til et ja ved EF-afstemningen virkede stabilt. Indklagede har løbende ekspederet sagen så hurtigt som muligt og indklagede er uforstående overfor klagernes kritik om en langsom sagsbehandling, idet forsinkelsen alene beror på forhold, der er indklagede uvedkommende.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke at kunne kritisere, at indklagede, der ikke var bekendt med BRF-kredit's krav om endeligt tinglyst skøde som betingelse for udbetaling, påbegyndte indfrielsen af de eksisterende pantehæftelser den 23. april 1992 samtidig med fremsendelsen af udbetalingsanmodningen til kreditforeningen. Det kan heller ikke kritiseres, at indklagede, da man blev bekendt med BRF-kredit's krav, tilrådede klagerne at gennemføre omprioriteringen som sket. Det bemærkes herved, at renteudgiften vedrørende lånesagskontoen helt eller i hvert fald for langt størstedelen modsvares af sparede renteudgifter vedrørende de indfriede panthæftelser og sparet garantiprovision.
Ankenævnet lægger til grund, at spørgsmålet om kurssikring blev drøftet med klagerne på mødet vedrørende den ændrede procedure, og at klagerne valgte ikke at kurssikre. Herefter, og da den tid, der medgik, før lånet kunne hjemtages, ikke skyldtes indklagedes forhold, kan klagerne heller ikke gøre krav på erstatning for kurstab.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.