Køb af obligationer.
| Sagsnummer: | 427/1989 |
| Dato: | 31-01-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
|
| Ledetekst: | Køb af obligationer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 27. oktober 1989 indgav klageren til indklagedes Frederikssundsvej afdeling en ordre om køb af nominelt 29.000 kr. 7% Kreditforeningen Danmark 92. serie 2005. Ordren var ulimiteret og blev modtaget uden forbehold.
Den 31. oktober om eftermiddagen meddelte afdelingen telefonisk klageren, at man havde undladt at effektuere ordren, da man ikke mente at kunne handle til en kurs, som var passende til den gældende markedsrente. Afdelingen foreslog klageren en alternativ investering. Klageren ønskede imidlertid alene at købe de bestilte obligationer. Den 8. november 1989 blev ordren herefter afregnet til kurs 85,45. Den 27. november anmodede klageren indklagede om at tilbageføre handlen, hvilket skete.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at effektuere hendes ordre til kurs 85, som var den officielle kurs for den første børsdag efter ordrens afgivelse, den 30. oktober 1989.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede uden forbehold har modtaget en ulimiteret købsordre, og at man derfor må være forpligtet til at levere de bestilte obligationer til den officielle kurs.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at der den 30. oktober 1989 hverken var købs- eller salgstilbud til kurs 85, og at indklagede således ikke har haft mulighed for at deltage i den handel, som rent faktisk blev afviklet til kurs 85, og som blev indberettet til fondsbørsen. Det bedste udbud på fondsbørsen såvel den 30. som den 31. oktober 1989 var kurs 87, hvilket af indklagede blev betragtet som en uforholdsmæssigt dårlig kurs.
Ankenævnets bemærkninger:
Det lægges til grund, at indklagede den 30. oktober 1989 ikke har haft mulighed for at købe de pågældende obligationer til den officielle kurs på 85, som var et resultat af en mellem to andre parter afviklet handel, men at købet i givet fald måtte være sket til kurs 87, som var den bedste udbudskurs.
Klageren modtog obligationerne til kurs 85,45 og har således ikke lidt tab ved, at ordren ikke blev effektueret straks.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.