Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser i Sparekassen Østjylland. Spørgsmål om ansvar som følge af mangelfulde oplysninger om sparekassens økonomiske forhold. Oprettelse af garantbørs.

Indledning

Denne sag vedrører, om Sparekassen Østjylland pådrog sig et erstatningsansvar for klagerens tab ved ikke at have givet tilstrækkelige oplysninger om risikoen forbundet med indskud af garantkapital eller ved at give urigtige informationer om sparekassens økonomi m.v. Desuden vedrører sagen om sparekassens beslutning om stop for indløsning af garantkapital og etablering af en garantbørs var i strid med sparekassens vedtægter.

Sagens omstændigheder

Klageren blev kunde i Sparekassen Østjylland i 1974. Klageren, der er født i 1932, tegnede på et ikke nærmere oplyst tidspunkt for 20.000 kr. garantkapital i sparekassen.

Indklagede har oplyst, at indklagede ikke er i besiddelse af en kvittering for klagerens tegning af garantkapital.

Den 5. november 2008 indførte sparekassen et opsigelsesvarsel på garantkapital. I den forbindelse sendte sparekassen følgende brev til garanterne:

”Grundet den ekstraordinære krisesituation på de finansielle markeder indstiller brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter meget kraftigt, at foreningens garantsparekasser straks indfører et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital.

Sparekassen Østjylland har besluttet at efterkomme denne indstilling, men p.g.a. vores meget høje solvens og likviditet i en modificeret udgave.

Vi indfører derfor et opsigelsesvarsel på garantikapital.

Fremover vil Sparekassen Østjyllands bestyrelse på sine møder tage stilling til ønsker om udbetaling. Dette for at sikre, at vi i disse turbulente tider altid er forsvarligt dækket egenkapitalmæssigt.

...”

Indklagede har fremlagt kontooversigter for 2009, 2010 og 2011, der blev sendt til klageren ultimo året. I oversigterne er anført:

”… Ansvarlig indskudskapital …

… Indestående/Gæld (-)

Garantbevis nr. (-436) 20.000,00

Følgende oplysninger er indberettet til skattemyndighederne for skatteåret …

Renteindtægter ansvarlig indskudskapital …

Indestående ansvarlig indskudskapital 20.000,00

…”

I slutningen af 2011 udsendte sparekassen en pressemeddelelse angående resultatet efter 3. kvartal, som blev betegnet som ”meget tilfredsstillende”.

Med virkning fra den 27. december 2011 besluttede sparekassens bestyrelse at suspendere indløsning af garantkapital. Samtidig indførte sparekassen et midlertidigt stop for nytegning af garantkapital og etablerede en såkaldt garantbørs, hvor sparekassens garanter kunne sælge deres garantkapital i det omfang der var købere. I den forbindelse offentliggjorde sparekassen følgende meddelelse:

”På baggrund af nye EU-regler og gældende lovgivning har Sparekassen Østjylland med virkning fra den 27. december 2011 indført en ny procedure for indløsning og videresalg af garantbeviser – en såkaldt garantbørs.

Med indførelsen af en garantbørs ønsker vi at sikre, at sparekassen altid har et stabilt og tilfredsstillende kapitalgrundlag.

Finanstilsynet har for nylig udsendt nye retningslinjer for fastsættelse af landbrugskunders værdier. Der er tale om meget nedsatte vurderinger, hvilket giver behov for nye nedskrivninger i sparekassen, som beklageligvis vil påvirke vores resultat for 2011 negativt.

Vi betragter derfor indførelsen af en garantbørs som en ansvarlig handling med det formål at beskytte vores garanter, kunder og sparekassen.

…”

Sparekassen Østjylland indgik med virkning fra den 21. april 2012 - på baggrund af et tilsynsbesøg og et solvenskrav fra Finanstilsynet - en aftale med Finansiel Stabilitet om overdragelse af sparekassens aktiver og passiver til et nystiftet selskab ved navn Sparebank Østjylland af 2012. Sparekassen blev erklæret konkurs den 23. april 2012.

Af sparekassens interne produktbeskrivelse vedrørende garantbeviser fremgår følgende:

”…

Under sagen har klageren fremlagt en brochure udarbejdet af sparekassen rettet mod unge med titlen: ”18:27 Garant – Sæt dit liv i scene”. Af brochuren fremgår følgende:

”…

Garant – og garantfordele

Er du garant i sparekassen er vejen til en 18:27 åben – hvis ikke skal du som ung kunde kun betale et garantindskud på 1.000 kr. Så får du alle fordelene – og en god rente af dit indskud.

Hvert år bliver du inviteret til vores garantmøde med lækker mad og topunderholdning, ligesom du kan benytte dig af vores øvrige kulturelle tilbud til favørpris.

De nye tilbud finder du på vores hjemmeside og i bladet GarantNyt, som udkommer 2 gange om året.”

Klageren har ligeledes fremlagt en skrivelse fra sparekassen fra april 2010 med overskriften ”Nye garantfordele”, som var vedlagt en oversigt over garantfordele, hvoraf fremgår:

”… Forudsætningen er, at du indbetaler mellem 5.000 kr. og 150.000 kr. i garantkapital*

…

*Garantkapital/garantbeviser indgår i sparekassens basiskapital, og er derfor ikke dækket af indskydergarantifonden.
Du kan indskyde en ansvarlig garantkapital på mellem 5.000 – 150.000 kr. Sparekassen er ikke forpligtet til at indfri garantkapital.

Ved tegning af garantbeviser for frie midler, pensionsmidler og børneopsparing opfordrer sparekassen generelt til at sikre risikospredning.

…”

Følgende fremgår af sparekassens vedtægter:

”…

3.2 Ingen garant er forpligtet til at lade garantkapitalen indløse helt eller delvist, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantkapital, såfremt antallet af garanter ikke dermed bringes under 1.000, og såfremt garantkapitalen ikke bliver mindre end 1. mio. kr., og såfremt sparekassens basiskapital ikke bliver mindre end kapitalkravet i henhold til lov om finansiel virksomhed.

…”

Parternes påstande

Den 19. oktober 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) skal betale 20.000 kr. med tillæg af sparekassens højeste indlånsrente fra klagerens indbetaling af garantindskuddet til betaling sker.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke fik korrekte og fyldestgørende oplysninger om vilkårene for garanters hæftelse. Sparekassen overtrådte således bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.

Ved indgåelse af aftalen for mange år siden, fik han ikke oplyst, at hans garantbevis kunne blive indefrosset. Der står heller intet herom i sparekassens almindelige forretningsbetingelser.

Rådgivningen må som minimum skulle omfatte en beskrivelse af risikoen for, at kapitalen ikke kan indløses, herunder om dette kan ske som følge af sparekassens kapitaltab, eller om det derudover kan ske som følge af en ensidig beslutning truffet af sparekassens ledelse.

Forskellen er efter hans opfattelse afgørende, da det ikke er muligt på forhånd at vurdere, hvad ledelsen måtte beslutte, mens det er muligt ved undersøgelse af sparekassens økonomi at danne sig et indtryk af risikoen for, at sparekassens ansvarlige kapital bliver berørt.

Det salgsmateriale, sparekassen anvendte i forbindelse med salg af garantbeviser, fokuserede ensidigt på garanternes fordele, men omtalte ikke – eller kun i meget beskedent omfang – den risiko, garanterne løb.

Han var ikke bekendt med bestemmelsen i sparekassens vedtægter om, at ingen garant havde krav på at få garantkapitalen indløst. Derimod var han bekendt med, at det har været sparekassens faste praksis indtil primo 2012 at indløse garantbeviser.

Sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at indføre en garantbørs havde ikke hjemmel i vedtægterne. Beslutningen var i strid med vedtægternes pkt. 3.2, da ingen af de forhold, der efter bestemmelsen ville gøre sparekassen berettiget til at nægte indløsning af garantkapital, var til stede. Beslutningen må være truffet efter et frit skøn af sparekassens ledelse, hvilket ledelsen ikke var berettiget til.

Han fik ingen information om indførelse af garantbørsen. Han er 80 år gammel og kan ikke gå på internettet. Han hørte tilfældigt om indefrysning af garantindskuddet på gaden i lokalsamfundet.

I slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 udsendte sparekassen ufuldstændige og misvisende informationer om sparekassens økonomiske stilling. Indførelsen af garantbørsen blev begrundet med "nye EU-regler og gældende lovgivning", hvilket er misvisende og intetsigende. Forholdet var tilsyneladende det, at garantbørsen blev indført på grund af kapitalmangel.

Som følge af den mangelfulde og misvisende information må sparekassen bevise eller sandsynliggøre, at der til trods for manglerne er givet fyldestgørende rådgivning, dels på tidspunktet for hans indbetaling af garantindskuddet, dels i det efterfølgende forløb, hvor garanternes risiko blev forøget som følge af indefrysningen af garantindskuddene.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har anført, at klageren i 2009 til 2011 modtog kontooversigter, hvoraf det direkte fremgår flere steder, at garantkapitalen på 20.000 kr. var ansvarlig indskudskapital. Klageren måtte således være bekendt med, at der var tale om ansvarlig indskudskapital. På trods heraf tog klageren ikke initiativ til at få udbetalt kapitalen. Klagerne forholdt sig passiv og havde samtidig fordelen ved at være garant.

Den omstændighed, at det primære fokus med det markedsføringsmateriale, der er fremlagt i sagen, er de fordele, som var forbundet med tegning af garantkapital, kan ikke føre til et andet resultat.

Hertil kommer, at garantkapitalens karakter af ansvarlig kapital, som fortabes i tilfælde af pengeinstituttets konkurs, må anses for et almindeligt kendt forhold, herunder særligt efter konkursen i Løkken Sparekasse i februar 2009.

Garantkapitalen i sparekassen har desuden aldrig været umiddelbar indløselig. Også forud for indførelsen af garantbørsen kunne garantkapital først komme til udbetaling efter en samtale med en rådgiver og efter en konkret godkendelse fra direktionen.

Allerede i november 2008 indførte sparekassen et egentligt men midlertidigt opsigelsesvarsel på indfrielsen af garantkapital. Det skete på anbefaling fra Lokale Pengeinstitutter.

I tillæg til den individuelle rådgivning modtog samtlige garanter medlemsblade og invitationer til årlige garantmøder, hvor sparekassens økonomi blev gennemgået. En række øvrige forhold som fordele ved garantbeviset i form af særlige arrangementer, stemmeret til repræsentantskab og fordelagtige priser på sparekassens produkter taler for, at klageren burde have indset, at garantkapital ikke kan sidestilles med almindeligt indlån, jf. Ankenævnets afgørelse i sag nr. 114/2012.

Der henvises endvidere til Vestre Landsrets dom af 14. marts 2013, hvor retten ikke fandt det godtgjort, at sparekassen havde handlet ansvarspådragende overfor garanten, selvom det ikke var muligt at fremlægge dokumentation for, at garanten havde modtaget en kvittering for indbetaling af indskud. Klageren opfordres til at oplyse tidspunktet for tegningen af garantkapital og navnet på den medarbejder i sparekassen, som rådgav klageren. Klageren opfordres endvidere til at fremlægge materiale, som måtte være blevet udleveret af sparekassen ved tegningen.

Klageren har således ikke godtgjort, at sparekassen har handlet ansvarspådragende. God skik reglerne er ikke blevet tilsidesat.

Oprettelsen af garantbørsen udgjorde et sagligt tiltag, hvis formål det var at beskytte garantkapitalen samt sikre en lige mulighed for indløsning blandt garanterne.

Indførelsen af garantbørsen var motiveret af udsigten til strengere regulering af navnlig rentetilskrivning samt forventningen om et øget solvensbehov, hvilket kunne medføre et øget pres på garantkapitalen.

Det fremgår udtrykkeligt af pkt. 3.2. i vedtægterne, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst. Indførelsen af en garantbørs var derfor forenelig med sparekassens vedtægter.

En mere kritisk omtale af sparekassens økonomi frem til indførelsen af garantbørsen pr. 27. december 2011 ville alene have fremrykket det tidspunkt, hvor sparekassen, som en konsekvens af garantkapitalens status som efterstillet al anden gæld, alligevel havde været nødsaget til at indføre skærpede krav vedrørende indløsning af garantkapitalen. Det kan derfor ikke kritiseres, at bestyrelsen – som det mindre i det mere – valgte at indføre en garantbørs.

Klageren har derfor ikke dokumenteret den nødvendige årsagssammenhæng mellem indførelsen af garantbørsen og klagerens tab.

Det af klageren anførte om manglende orientering om indførelse af garantbørsen, ud over informationen på sparekassens hjemmeside, kan ikke føre til et andet resultat, da klageren under alle omstændigheder ikke havde mulighed for at indløse sin garantkapital efter indførelse af garantbørsen.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klageren vidste eller burde have vidst, at indeståendet på garantkontoen var ansvarlig kapital, som han risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer. Klageren havde ikke grundlag for at tro, at han i en sådan situation ville få mulighed for at indløse sit garantindskud. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens indskud blev indsat på en konto i Sparekassen Østjylland benævnt "Garantbevis", hvilket navn svarer til de garantbeviser, der traditionelt har betegnet ansvarlig kapital i en sparekasse. Klageren har ikke godtgjort, at sparekassen har begået fejl eller forsømmelser i sin rådgivning om garantkapitalens status. Den konto, hvor midlerne blev indsat, var i kontooversigterne, der blev sendt til klageren ultimo årene 2009, 2010 og 2011, anført under overskriften "Ansvarlig indskudskapital". I november 2008 indførte sparekassen et midlertidigt stop for indløsning af garantkapital, hvilket garanterne blev underrettet om ved brev af 5. november 2008. Klageren blev endvidere som indehaver af garantbeviser årligt indkaldt til garantmøder til valg af repræsentantskab m.v., hvilket indikerede, at indeståendet på garantbeviskonti havde en anden karakter end almindelige indlån.

Ankenævnet finder herefter ikke, at sparekassen har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens tegning af garantkapital.

Det forhold, at sparekassen i det fremlagte markedsføringsmateriale har fremhævet fordelene frem for risikoen ved at være garant, kan ikke i sig selv medføre et erstatningsansvar.

Bestemmelsen i sparekassens vedtægter pkt. 3.2 opregner en række tilfælde, hvor sparekassen ikke måtte indløse garantkapital. Bestemmelsen kan ikke forstås således, at sparekassen ikke i andre tilfælde var berettiget til at stoppe for indløsning af garantkapital. Det følger således af bestemmelsen, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst.

Ankenævnet finder derfor, at sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at lukke for indløsning af garantkapital var forenelig med sparekassens vedtægter. Tilsvarende gælder for beslutningen om at etablere en garantbørs, der i øvrigt ikke ses at have stillet klageren ringere, end hvis denne ikke var etableret.

På et ikke oplyst tidspunkt i 2011 offentliggjorde sparekassen resultatet for 3. kvartal. Resultatet blev betegnet som "meget tilfredsstillende". Senere på året betød nye retningslinjer fra Finanstilsynet, at sparekassens nedskrivninger ikke var tilstrækkelige og blandt andet på den baggrund besluttede sparekassen at suspendere indløsningsadgangen for garantkapital. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at sparekassen i forhold til klageren begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med de offentliggjorte meddelelser.

Ankenævnet finder det i øvrigt sandsynligt, at sparekassen ville have suspenderet indløsningsadgangen på et tidligere tidspunkt, hvis vurderingen af sparekassens økonomiske situation, eksempelvis i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 3. kvartal, havde været mindre positivt end tilfældet var. Der er således under alle omstændigheder ikke årsagsforbindelse mellem sparekassens meddelelse vedrørende resultatet af 3. kvartal og klagerens tab.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.