Personlig fordring . Passivitet.
| Sagsnummer: | 9712065/1998 |
| Dato: | 25-11-1998 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Jeanette Werner, Per Englyst og Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - passivitet
|
| Ledetekst: | Personlig fordring . Passivitet. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i januar 1985 klagernes daværende ejendom på tvangauktion for et bud på 430.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 513.565 kr., som fordeltes med 425.240 kr. i kolonne 2 og 88.325 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. marts 1985 ejendommen bl.a. med overtagelse af de to indestående lån. I oktober 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 64.094 kr. gældende over for klagerne. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år.
Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod dem. Instituttet påstod frifindelse.
Under klagesagen blev det oplyst, at den ene af klagerne i perioden efter tvangsauktionen havde optaget lån hos instituttet.
Flertallet i Nævnet henviste til, at tvangsauktionen fandt sted den 16. januar 1985. Hverken i forbindelse med tvangsauktionen eller i forbindelse med videresalget af ejendommen pr. 15. marts 1985 gjorde instituttet klagerne bekendt med, at der ville blive gjort en restfordring gældende mod dem. Som sagen var oplyst, bevilgede instituttet gældsovertagelse til den ene af klagerne vedrørende et lån i den ejendom, som denne klager sammen med sin (nye) ægtefælle ejede fra 1990-1994. Hverken umiddelbart efter videresalget eller i forbindelse med bevilling af gældsovertagelse tog instituttet - selv om instituttet havde en særlig anledning hertil - forbehold om, at restfordringen ville blive gjort gældende mod klagerne. Instituttets restkrav med renter blev først rejst ca. 12½ år efter tvangsauktionen. Flertallet fandt under disse omstændigheder, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre restfordringen gældende. Mindretallet fastslog, at instituttets fordring først forældes efter 20 år, hvilket instituttet havde været berettiget til at indrette sig på. Mindretallet delte ikke flertallets synspunkter om passivitet og fandt ikke, at instituttet havde udvist en rettighedsfortabende adfærd. Efter mindretallets opfattelse tilkom det instituttet - inden for forældelsesfristen - at tage stilling til, om og i bekræftende fald hvornår man ville gøre en restfordring gældende. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre noget krav gældende over for klagerne vedrørende restfordringen fra tvangsauktionen i januar 1985.
Vil blive indbragt for domstolene.