Klage over dansk filial af selskab ejet af udenlandsk bank. Indsigelse vedrørende betaling foretaget ved køb af kamera i USA.
| Sagsnummer: | 307 /2004 |
| Dato: | 23-06-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Afvisning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Klage over dansk filial af selskab ejet af udenlandsk bank. Indsigelse vedrørende betaling foretaget ved køb af kamera i USA. |
| Indklagede: | SEB Kort Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med køb af et kamera i USA, hvor klageren anvendte sit Eurocard ved betalingen.
Sagens omstændigheder.
Under et ophold i Florida i USA anvendte klageren den 1. marts 2004 sit Eurocard i forbindelse med køb af et kamera. Kortet var udstedt af PBS International A/S.
Af en sag, der behandles samtidig med nærværende sag, fremgår, at virksomheden Eurocard indtil 3. august 2004 var ejet af det nævnte selskab i PBS-koncernen, der ejes af de danske pengeinstitutter. Virksomheden blev herefter overtaget af indklagede, der er en dansk filial et selskab ejet af en svensk bank.
Klageren har anført, at købet vedrørte et kamera af mærket Canon Rebel D10 samt en tilhørende linse, der kostede 1.400 USD, henholdsvis 550 USD. Efter at være kommet tilbage til sit hotel erfarede han, at kameraet ikke svarede til det købte, men var et Canon Rebel, der er ca. 4.000 billigere. Han kontaktede PBS, der oplyste, at han skulle kontakte forretningen og forklare fejlen. Hvis dette ikke hjalp, skulle han anmode forretningen om at kontakte indklagede. Forretningen nægtede at tage kameraet tilbage eller kontakte indklagede. Resultatet blev, at han forlod forretningen uden at medtage det købte kamera, hvorefter han igen kontaktede indklagede og på dennes råd indgav politianmeldelse. På politiets opfordring kontaktede han telefonisk PBS med anmodning om, at indklagede undlod at betale forretningen.
Under sagen er fremlagt to kasseboner vedrørende købet, hvoraf bl.a. fremgår "ALL SALES FINAL". Kassebonerne er datostemplet den 1. marts 2004, kl. 14.34, henholdsvis kl. 14.48.
Af en regning vedrørende købet fremgår:
"ALL SALES FINAL. NO CASH REFUNDS. NO CREDIT CARD REFUNDS"
Regningen er underskrevet af klageren. De to betalingsnotaer, som klageren har underskrevet, er begge påført nederst "ALL SALES ARE FINAL".
Efter hjemkomsten til Danmark indgav klageren indsigelsesblanket til PBS vedrørende de to betalingstransaktioner, der svarede til i alt 11.893,31 kr. PBS godskrev foreløbigt klageren beløbet.
Af en erklæring afgivet af den amerikanske forretning i forbindelse med kravet om tilbageførsel af beløbet over for denne fremgår:
"The customer has purchased from our store a digital camera for $ 140000, new in a box. After a while he came back and claimed that this is not what he wanted to buy and he would like to exchange it for something better. We showed him a better camera and told him that it is more expensive. He did not mind and paid the difference $ 55000, the customer left the store pleased with the new camera. It did not take long and the customer returned to the store claiming this time that he had found the same camera cheaper elsewhere, and that he would like to return the camera for a full refund. We explained to the customer that we have no control over the whole market and that this is our price, and it is also a fair price. We also told him that the store policy is that "all sales are final"."
Ved skrivelse af 18. juni 2004 meddelte PBS klageren, at man på baggrund af dokumentationen fra den amerikanske forretning ikke havde mulighed for at tilbageføre betalingen over for forretningen, idet det fremgik, at det ikke var muligt at returnere varer købt i forretningen. Indklagede debiterede herefter beløbet på klagerens konto.
Ved skrivelse af 2. november 2004 meddelte indklagede klageren, at sagen var overgivet til inkasso vedrørende hans gæld, der blev opgjort til 11.355,57 kr. med tillæg af renter.
Parternes påstande.
Klageren har den 15. november 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for de to betalinger på 1.400 USD og 550 USD.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at PBS i forbindelse med hans telefoniske henvendelser fra USA tilkendegav, at han skulle tage det roligt, idet indklagede havde sine midler til at få pengene retur fra forretningen. Han skulle blot gøre indsigelse, når han kom hjem til Danmark, hvorefter indklagede ordnede resten.
Han handlede hurtigt og kontaktede straks indklagede vedrørende den opståede situation, ligesom han fulgte indklagedes anvisninger. Indklagede bør derfor holde ham skadesløs og selv foretage opgøret med forretningen.
Indklagede har anført, at klageren på baggrund af den foreliggende dokumentation ikke var berettiget til at få sit køb refunderet. Klageren var til stede i forretningen og underskrev notaer om betalingen og fik varerne udleveret.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter § 2, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter behandler nævnet klager over "danske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber" og "danske filialer af udenlandske pengeinstitutter".
På det tidspunkt, da klagen blev indgivet, var virksomheden Eurocard ikke længere ejet af PBS International A/S, idet den var overtaget af SEB Kort Danmark, der er en dansk filial af et selskab ejet af en udenlandsk bank. Ankenævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen rettet mod SEB Kort Danmark.
Efter Ankenævnets opfattelse kan klagen derimod fortsat rettes mod PBS International A/S, der ikke som følge af overdragelsen er frigjort over for klageren.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen mod SEB Kort Danmark. Sagen udsat med henblik på forelæggelse for PBS International A/S.