Rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital samt indefrysning af opsagt garantikapital.
| Sagsnummer: | 270/2009 |
| Dato: | 02-03-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Troels Hauer Holmberg, Niels Bolt Jørgensen og Karin Sønderbæk. |
| Klageemne: |
Garantbeviser - rådgivning
Garantbeviser - opsigelse |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital samt indefrysning af opsagt garantikapital. |
| Indklagede: | Løkken Sparebank (EBH Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantikapital i Løkken Sparekasse, samt sparekassens indefrysning af opsagt garantikapital.
Sagens omstændigheder.
Klagerne M og H fik i januar 2006 oprettet en garantkonto og to garantikapitalkonti i Løkken Sparekasse. Der var i den forbindelse en mailudveksling mellem H og sparekassens medarbejder. Ved e-mail af 11. og 16. januar 2006 anførte sparekassen bl.a.:
"…
Garantbeviserne er et samlet indskud, og det samlede indskud kan hæves, når det ønskes.
…
Om ansvarligt indskud kan jeg kort sige følgende:
- Kan til en vis grad sammenlignes med aktier – dog er kursen altid 100, og der gives rente i stedet for udbytte
- Hvis sparekassen likvideres, hæfter den ansvarlige indskudskapital forud for almindeligt indlån
- Er ikke dækket af den almindelige indskydergaranti.
Som du ved, er Løkken Sparekasse særdeles solid, så jeg mener, at der er tale om ren teori.
…"
Klagerne tegnede den 17. januar 2006 garantikapital for hver 50.000 kr.
Ved brev af samme dato modtog klagerne fra banken bl.a. kvitteringer for indbetalt garantikapital, kvittering for udbetaling, vedtægter for Løkken Sparekasse samt almindelige betingelser. Det fremgår bl.a. af brevet:
"…
Garantikapital er "ansvarlig indskud" og kan derved mistes, hvis sparekassen skulle gå konkurs. Tilfældet er ret utænkeligt, men du skal selvfølgelig være klar over det.
…"
I november 2006 udsendte sparekassen et informationsbrev til alle garanter, hvoraf det fremgik, at grænsen for garantindskud blev forhøjet til 250.000 kr. pr. kunde, og at der med virkning fra den 1. januar 2007 blev indført 3 måneders opsigelse ved hævning af garantikapital.
Den 6. november 2006 overførte klagerne tilsammen yderligere 100.000 kr. til deres garantikapitalkonti, så de hver havde tegnet garantikapital for 100.000 kr.
Den 28. december 2006 fik klagerne hver udbetalt 75.000 kr. fra hver deres garantikapitalkonto. De havde herefter et indestående på hver deres garantikapitalkonto på 25.000 kr.
Af Løkken Sparekasses vedtægter gældende fra den 21. marts 2007 fremgår bl.a.:
"…
§ 3.
…
Stk. 2 | Ingen garanter er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse helt eller delvis, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantikapitalen, såfremt antallet af garantstemmer ikke derved bringes under 1.000, garantikapitalen ikke under 1 mio. kroner og egenkapitalen ikke under kravet i Lov om finansiel virksomhed § 124. …" |
Den 30. september 2008 opsagde klagerne hver garantikapital for 24.000 kr. til udbetaling den 30. december 2008.
På baggrund af bl.a. en henstilling fra Lokale Pengeinstitutter til foreningens garantsparekasser besluttede bestyrelsen i Løkken Sparekasse den 3. november 2008, at ingen garanter indtil videre kunne få deres garantindskud udbetalt.
På baggrund af en henstilling fra Det Private Beredskab til alle garantsparekasser fastholdt bestyrelsen i Løkken Sparekasse den 10. november 2008 sin beslutning om et midlertidigt stop for udbetaling af garantindskud.
Ved brev af 23. december 2008 meddelte banken klagerne, at de opsagte beløb ikke kunne indløses.
Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.
Den 13. marts 2009 indgav klagerne en klage over Løkken Sparekasse til Ankenævnet.
Ifølge Årsrapport 2008 for Løkken Sparekasse underskrevet den 19. marts 2009 af sparekassens ledelse og bestyrelse udviste regnskabsåret 2008 et underskud på ca. 406 mio. kr. og en egenkapital på 0 kr.
Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank A/S nu EBH Bank, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.
Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.
Parternes påstande.
Klagerne har den 13. marts 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Løkken Sparebank (EBH Bank) skal at udbetale deres garantikapital.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har bl.a. anført, at sparekassens medarbejder, først efter alle konti var oprettet og først efter opfordring fra H, forklarede hvad begrebet ansvarlig indskudskapital var.
Sparekassens medarbejder tilføjede i mailen, at risikoen ved garantikapitalen var "ren teori", da sparekassen var særdeles solid.
Sparekassens medarbejder oplyste endvidere, at det samlede indskud kunne hæves, når de ønskede det. De fik ikke at vide, at sparekassen kunne vælge ikke at acceptere opsigelsen af garantikapital.
Ved opsigelse af garantikapital pr. telefon i slutningen af september 2008 accepterede sparekassens medarbejder opsigelsen. Hun nævnte kontonummeret på deres garantkonto og sagde, at pengene ville blive sat ind på kontoen den 30. december 2008.
Herefter hørte de ingenting, før de mellem jul og nytår modtog brev om, at garantikapitalen ikke som aftalt ville blive udbetalt.
De er uforstående overfor, at man kan suspendere indløsning af penge som man allerede har givet samtykke til udbetaling af.
De havde på ingen måde opfattelsen af, at de løb nogen risiko. I givet fald havde de aldrig tegnet garantikapital.
Løkken Sparebank (EBH Bank) har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at sagens oplysning i relation til den rådgivning, klagerne har modtaget i forbindelse med tegning af garantikapitalen, forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises, jf. vedtægterne.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Løkken Sparebank (EBH Bank) bl.a. anført, at Løkken Sparekasse i mail af 16. januar 2006 og brev af 17. januar 2006 har oplyst klagerne om, hvad ansvarlig kapital var.
Garantikapitalen blev først tegnet den 17. januar 2006, hvorfor klagerne havde mulighed for at reklamere inden tegningen af garantikapital, såfremt de ikke ønskede at tegne "ansvarligt indskud".
Klagerne har heller ikke efterfølgende klaget herover.
Klagerne havde som garanter ikke et retskrav på indløsning af deres garantindskud, jf. vedtægternes § 3 stk. 2. Sparekassen var berettiget men ikke forpligtet til at indløse garantindskud, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt.
Sparekassen var til enhver tid berettiget til at suspendere indløsning af garantindskud, hvis man fandt det nødvendigt. Suspensionen skete i forhold til samtlige garanter.
Sparekassens frie ret til at administrere indløsning af garantindskud, herunder at suspendere indløsning skal ses i lyset af garantindskuddenes særlige karakter og formål, herunder at sikre sparekassens opfyldelse af solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124 og derved skabe sikkerhed og grundlag for opfyldelse af sparekassens almindelige indlån og øvrige simple kreditorer.
Sparekassens information i november 2006 om forlængelse af varslet til tre måneder indeholder ikke et løfte om ubetinget ret til indløsning af garantindskud, men alene information om sparekassens praksis vedrørende indløsning, hvilken praksis sparekassen til enhver tid var berettiget til at ændre.
Klagerne har ikke krav på indløsning af den opsagte garantikapital, da garantikapitalen er blevet opsagt til en dato efter suspensionen af udbetaling af garantikapital den 3. november 2008.
Klagernes krav om indløsning (tilbagebetaling) af garantindskud kan i øvrigt ikke gøres gældende mod Løkken Sparebank A/S, idet garantikapitalen ikke er omfattet af overdragelsen af Løkken Sparekasses aktiviteter til Løkken Sparebank A/S. Dette gælder uanset, om det lægges til grund, at sparekassen var forpligtet til at indløse den opsagte garantikapital, idet tilbagebetalingskravet ikke herved får status som et simpelt krav omfattet af overdragelsen.
Formålet med garantikapital er netop, at kapitalen i en insolvenssituation medgår til dækning af sparekassens almindelige forpligtelser (simple krav). Garanterne er således efterstillet sparekassens simple kreditorer. Hvis et tilbagebetalingskrav på gyldigt tegnet garantikapital i en insolvenssituation gives status af simpelt krav, forrykkes kreditorernes stilling i strid med konkursordenen i konkurslovens kapitel 10 til skade for de simple kreditorer.
Lov om finansiel stabilitet dækker alene simple kreditorers krav mod pengeinstitutter. Ved simple kreditorer forstås ifølge lovens § 1, stk. 2 indskydere (af lånekapital) og kreditorer, hvis fordringer ikke er omfattet af §§ 132 og 136 i lov om finansiel stabilitet. Hvis klagerne måtte få medhold, er tilbagebetalingskravet ikke omfattet og dækket af lov om finansiel stabilitet, idet klagerne (garanterne) ikke er simpel kreditor efter loven.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
For så vidt angår tegningen af garantikapital i januar 2006 blev klagerne ved mail af 16. januar 2006 og ved brev af 17. januar 2006 informeret om betydningen af ansvarlig kapital.
Selvom medarbejderne i Løkken Sparekasse ikke fandt det sandsynligt, at sparekassen kunne gå konkurs finder Ankenævnet, at klagerne blev informeret om den risiko, der var forbundet med tegningen af garantikapital.
For så vidt angår indefrysningen af den opsagte garantikapital følger det af vedtægterne for Løkken Sparekasse § 3, stk. 2, bl.a., at ingen garant har krav på at få sin garantikapital indløst.
Ankenævnet finder, at det var foreneligt med sparekassens vedtægter, at sparekassen i november 2006 traf beslutning om indførelse af en opsigelsesfrist på 3 måneder ved hævning af garantikapital og den 3. november 2008 besluttede at suspendere udbetaling af garantikapital.
Det bemærkes i den forbindelse, at Løkken Sparekasses meddelelse til garanter af november 2006 ikke kan anses som et tilsagn om udbetaling af garantikapital efter en opsigelsesfrist på 3 måneder, uanset om vedtægternes bestemmelser, herunder § 3, stk. 2, var opfyldt.
Garantikapital indgår i en sparekasses kernekapital. Klagernes krav om indløsning (tilbagebetaling) af garantikapital er således et simpelt krav, som ikke er omfattet af den statslige garantiordning, jf. § 1 i lov om finansiel stabilitet. Kravet kan ikke gøres gældende mod Løkken Sparebank, idet garantikapitalen ikke er omfattet af overdragelsen af Løkken Sparekasses aktiviteter til Løkken Sparebank. Dette gælder, uanset om sparekassen har accepteret klagernes opsigelse af garantikapital.
Spørgsmålet er herefter, om kravet kan rettes mod Løkken Sparebank, fordi Løkken Sparekasse har handlet ansvarspådragende navnlig som følgende af manglende udbetaling af det opsagte beløb.
Som nævnt må beslutningen om at indføre en 3 måneders opsigelsesfrist og om at suspendere udbetaling af garantikapital anses for at være i overensstemmelse med § 3, stk. 2, i sparekassens vedtægter.
Det forhold, at garantikapital, der er blevet opsagt med 3 måneders varsel til en dato efter den 2. november 2008, ikke er blevet udbetalt, kan derfor ikke medføre, at sparekassen har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne.
Efter det anførte kan der ikke gives klagerne medhold i, at de på baggrund af opsigelsen af garantikapitalen den 30. september 2008 til udbetaling den 30. december 2008 har krav på udbetaling af det opsagte beløb.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.