Sagsnummer: | 547/2008 |
Dato: | 25-06-2009 |
Ankenævn: | Peter Blok, Carsten Holdum, Peter Stig Hansen, Rut Jørgensen, Ole Simonsen |
Klageemne: | Garanti - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - udstedelse og (gen)udlevering af kort |
Ledetekst: | Krav om udstedelse af garanti og om genudlevering af betalingskort. |
Indklagede: | Danske Bank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører Danske Banks afslag på klagerens ønske om stillelse af en garanti samt krav om genudlevering af et Visa/Dankort.
Sagens omstændigheder.
Klageren blev i juli 2007 kunde i Danske Banks Sundbyvester afdeling. Danske Bank har anført, at klageren fik bevilget et overtræk, konto -24. Trods løfter fra klageren blev overtrækket ikke inddækket. Overtrækket udløb den 20. november 2007, hvor det udgjorde ca. 179.000 kr. Et udstedt Visa/Dankort til kontoen blev spærret. Klageren fik samtidig udstedt et Mastercard Direct til kontoen. Til inddækning af overtrækket fik klageren bevilget et lån på 182.000 kr., som blev indsat på konto -24 den 13. december 2007.
Den 21. december 2007 blev klagerens kapitalpension i banken opgjort. I denne forbindelse blev tilbageholdt 60 % statsafgift. Nettoprovenuet på 63.766,58 kr. blev indsat på klagerens konto -24. Kapitalpensionen var oprettet i et andet pengeinstitut i december 1987.
Den 27. november 2008 anmodede klageren Sundbyvester afdeling om en anfordringsgaranti udstedt til Udlændingeservice i forbindelse med en visumansøgning. Afdelingen afslog at stille garantien.
Den 8. december 2008 henvendte klageren sig bankens Frederikssundsvej afdeling med anmodning om, at banken stillede anfordringsgaranti for visumansøgningen. Afdelingen etablerede en ny konto -92 og overførte 54.813 kr. fra konto -24 til konto -92. I samme forbindelse blev hævet 705,55 kr. fra konto -92 i stiftelsesgebyr og garantiprovision.
Danske Bank har anført, at umiddelbart efter, at klageren havde forladt afdelingen, blev denne opmærksom på, at han havde fået afslag på samme forespørgsel i Sundbyøster afdeling. Ved klagerens fremmøde den følgende dag meddelte banken, at man ikke ønskede at stille garantien, hvorefter beløbet på 54.813 kr. blev tilbageført til konto -24; endvidere fik klageren godtgjort 203,26 kr. vedrørende garantiprovisionen.
Under sagens forberedelse har banken tilbageført stiftelsesgebyret på 500 kr. samt 2,29 kr. til klagerens konto -24 med valør 8. december 2008.
Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved brev af 10. december 2008 anmodede banken om at stille den ønskede garanti over for Udlændingeservice. Ved brev af 11. samme måned afviste banken at stille garanti, da banken ikke ønskede at udvide sit forretningsomfang med klageren.
Den16. december 2008 indgav klageren klage til Ankenævnet med krav om, at Danske Bank stillede anfordringsgarantien, udstedte et Visa/Dankort samt betalte 500 kr.
Under forberedelsen af sagen oplyste klageren i marts 2009, at han i år 2000 med virkning fra 1. juli 1994 var blevet tilkendt mellemste førtidspension. På baggrund heraf søgte Danske Bank delvis refusion af afgiften ved ophævelsen af kapitalpensionen i 2007 og modtog samme måned for meget betalt afgift med 31.880 kr., som banken indsatte på konto -24.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt endelig påstand om, at Danske Bank skal stille en anfordringsgaranti over for Udlændingeservice samt udstede et Visa/Dankort.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken bør stille den omhandlede garanti mod sikkerhed i hans indlånskonto, hvor der er dækning. Han anser afvisningen for chikane fra bankens side.
Han ønsker et Visa/Dankort, da Mastercardet ikke giver ham den frihed, som han har ret til og brug for.
Danske Bank har anført, at baggrunden for, at klageren i sin tid blev bevilget et overtræk, var hans oplysning om, at han ejede en ubehæftet bil til en værdi af 230.000 kr.
I forbindelse med at overtrækket udløb, anmodede banken om at få pant i bilen. Det viste sig, at bilen ikke tilhørte klageren.
På baggrund af forløbet af kundeforholdet ønskede banken ikke at stille den ønskede garanti. Banken har ikke pligt til stille garantien.
Banken anser sig heller ikke for forpligtet til at udstede et nyt Visa/Dankort til klageren. I henhold til god skik bekendtgørelsen er man alene forpligtet til at oprette en almindelig indlånskonto for klageren.
I forbindelse med at klageren blev bevilget lånet på 182.000 kr. til inddækning af overtrækket valgte klageren at få sin kapitalpension opgjort i utide. Banken er ikke bekendt med, hvortil klageren anvendte beløbet fra den ophævede kapitalpension.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Danske Bank er – uanset at klageren er villig til at stille sikkerhed – ikke forpligtet til at udstede den af klageren ønskede garanti over for Udlændingeservice i forbindelse med en visumansøgning.
Da overtrækket på klagerens konto ikke blev inddækket rettidigt i november 2007, var banken berettiget til at spærre klagerens Visa/Dankort, og banken er ikke forpligtet til at udstede et nyt Visa/Dankort til klageren.
Efter det anførte kan Ankenævnet hverken pålægge banken at udstede den ønskede garanti eller at udstede et Visa/Dankort til klageren.
Banken har under sagen godtgjort klageren alle ikke tidligere godtgjorte omkostninger i forbindelse med forberedelsen af garantien i Frederikssundsvej afdeling.
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.