Afgørelse

Afslag på lån m.v.

Klageren ejer en ejendom, hvori der indestår et lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet meddelte i oktober 1999 klageren, at denne var blevet Kernekunde, hvilket indebar en række fordele, blandt andet i form af forskellige rabatordninger. Brevet var vedlagt en oversigt over konsekvenserne af en omlægning af det eksisterende lån til et nyt 30-årigt lån. Det fremgik i øvrigt heraf, at der var mulighed for at optage et nyt lån hos instituttet, såfremt der var friværdi i ejendommen. I juni 2001 gav instituttet klageren afslag på tillægslån med den begrundelse, at værdiansættelsen af ejendommen ikke gav mulighed herfor, og tilkendegav, at instituttet alene var indstillet på at yde nyt lån til omprioritering med samme restløbetid. I oktober 2001 gentog instituttet afslaget med henvisning til, at en sådan afgørelse baseres på en vurdering af såvel ejendommen som kunden sammenholdt med udlånsreglerne og instituttets kreditrisiko. Samtidig gjorde instituttet opmærksom på, at instituttet i øvrigt ikke var forpligtet til – uanset værdigrundlag og kreditværdighed – at yde et realkreditlån. Den 5. februar 2002 bad klageren instituttet om at oplyse de fordele, der var gældende for Kernekunder i 2002. Klageren rykkede i april 2002 for svar. Instituttets dagældende brochure vedrørende Kernekunder opregnede i overskriftsform de fordele, der var forbundet hermed. Det gjaldt dels rabat på bidrag, lånesagsgebyr og tinglysningsaftale, dels tilbud om pengeinstitutprodukter i det koncernforbundne pengeinstitut, dels forskellige forsikringsprodukter.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet havde udøvet forskelsbehandling ved at nægte yderligere belåning i ejendommen, samt at instituttet havde været uberettiget til at undlade at tilstille klageren det materiale, som klageren havde ret til i henhold til sin kernekundestatus. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at klagerens kernekundestatus betød, at denne havde krav på nye lån. Nævnet tog til efterretning, at instituttet i sin udtalelse til Nævnet havde beklaget ikke at have besvaret klagerens henvendelse af 5. februar 2001. Nævnet fastslog, at Nævnet som udgangspunkt ikke foretager en nærmere efterprøvelse af realkreditinstitutters kredit- og udlånspolitik, og Nævnet fandt ikke, at der i nærværende sag var grund til at fravige dette udgangspunkt. Nævnet frifandt derfor instituttet.