Forlagte effekter.
| Sagsnummer: | 390 /1992 |
| Dato: | 30-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Gert Bo Gram, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Boks - leje
|
| Ledetekst: | Forlagte effekter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren har i indklagedes Tårbæk afdeling en selvbetjeningsboks. Boksen er én blandt ca. 50 bokse og er placeret i et boksanlæg umiddelbart overfor betjeningsskranken i afdelingen. Det er oplyst, at bokskunder i forbindelse med eftersyn af bokseffekter ofte medtager bokskassetten ind i et nærliggende chefkontor for der i ro at kunne efterse bokseffekter.
Ved et besøg i kundeboksen fredag den 9. december 1988 glemte klageren at genindsætte en møntsamling i boksen, som klageren efterlod i chefkontoret. Møntsamlingen bestod af en række sjældne og for enkeltes vedkommende unikke mønter, som hver især med en nøje beskrivelse var lagt i plastikkuverter. Møntsamlingen har klageren arvet fra sin ægtefælle.
Møntsamlingen blev søndag den 11. december 1988 af indklagede indleveret som hittegods til Lyngby politi og blev i august 1989 bortsolgt på en hittegodsauktion for 400 kr.
Den 22. februar 1990 besøgte klageren på ny boksen i afdelingen og konstaterede da, at møntsamlingen ikke befandt sig i boksen.
I marts 1992 blev klageren kontaktet af en møntsamler, som på et loppemarked havde købt samlingen. Den pågældende mente imidlertid, at denne måtte have tilhørt klagerens ægtefælle.
Klageren rettede herefter henvendelse til Lyngby politi, som oplyste, hvorledes der var forholdt med møntsamlingen i 1988/1989. Klageren henvendte sig derpå til indklagede med krav om, at indklagede dækkede klagerens tab.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede betaler klageren 50.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at der er tale om en lille afdeling, hvor det ikke kan have undgået personalets opmærksomhed, at klageren besøgte sin kundeboks den pågældende dag samt benyttede chefkontoret til gennemgang af boksens indhold. Ved fundet af møntsamlingen burde det have været klart for indklagede, at der var en overvejende sandsynlighed for, at samlingen tilhørte en af bokslejerne, ligesom samlingen havde en ikke ubetydelig værdi. Det må antages, at indklagede ved en overkommelig og rimelig indsats ville have været i stand til at finde møntsamlingens ejer. Der er således tale om et beskedent antal bokslejere, hvorfor telefonisk/skriftlig henvendelse til lejerne ville være en overkommelig opgave. Afdelingen har endvidere en meget lokal karakter, og forespørgsler i kvarteret ville formentlig hurtigt have ledt til den rette ejer, idet klagerens afdøde ægtefælle, der var en af landets betydeligste møntsamlere, havde en livslang tilknytning til Tårbæk, ligesom han var en for mange bekendt person. En henvendelse til Numismatisk Forening eller Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuséet må antages hurtigt at ville have ført til klageren. Hertil kommer, at der efter fundets art og omstændigheder ikke var tale om hittegods, hvorfor indklagede ikke var berettiget til straks at aflevere møntsamlingen til politiet uden nærmere oplysning om omstændighederne ved fundet. Det må endvidere være ansvarspådragende at undlade at videregive sådanne oplysninger, som kan føre til ejeren. Indklagede måtte tillige være klar over, at man stod i et kontraktsforhold til ejeren og har således en udvidet pligt til at søge ejerforholdet oplyst.
Med hensyn til klagerens påstand har klageren henvist til, at møntsamlingen i april 1987 er vurderet af Arne Bruun Rasmussens Kunstauktioner i forbindelse med skiftet af ægtefællens dødsbo. Møntsamlingen er i denne forbindelse medtaget til en værdi af 30.000 kr. Denne vurdering må imidlertid ses i lyset af, at der er tale om en vurdering til brug for skifte af et dødsbo.
Indklagede har anført, at klagerens bankboks er en selvbetjeningsboks, hvorfor afdelingen ikke har mulighed for at kontrollere, hvem der besøgte boksen. Efter fundet af møntsamlingen rettedes forgæves henvendelse til private møntsamlere i området. I overensstemmelse med indklagedes forretningsorden afleveredes møntæsken herefter hos politiet som hittegods, og det var herefter politiets opgave at finde den rette ejermand. Ved indlevering til politiet finder indklagede at have varetaget bokslejerens interesser bedst muligt. Det lidte tab, opstået i nærværende sag, skyldes, at klageren først godt et år efter forlæggelsen af møntsamlingen opdagede dette; risikoen herved må påhvile klageren. Indklagede har subsidiært anført, at møntsamlingens værdi ikke kan ansættes til mere end 30.000 kr. i overensstemmelse med den foretagne vurdering.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har oplyst, at man er bekendt med, at det omhandlede chefkontor ofte af lejere af kundebokse anvendes til eftersyn af effekter udtaget af en kundeboks. Ved fundet af møntsamlingen på dette kontor måtte det således stå indklagede klart, at der var en nærliggende sandsynlighed for, at møntsamlingen tilhørte en lejer af en kundeboks. Efter det om møntsamlingen, herunder de enkelte mønters registrering og opbevaring i plastiklommer, oplyste måtte det endvidere stå indklagede klart, at der måtte være tale om en samling af en vis større værdi. Ankenævnet finder, at indklagede under disse omstændigheder havde en særlig pligt til f.eks. ved henvendelse til det forholdsvis beskedne antal bokslejere at søge ejerforholdet til møntsamlingen klarlagt, ligesom indklagede burde have gjort politiet bekendt med denne mulighed. Ved at have undladt dette finder Ankenævnet, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar overfor klageren.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastsætte erstatningens størrelse, ligesom Ankenævnet ikke har vurderet, om klageren vil kunne kræve møntsamlingen udleveret fra dens nuværende indehaver.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende at være erstatningspligtig overfor klageren vedrørende klagerens tab som følge af bortkomsten af den omhandlede møntsamling. Klagegebyret tilbagebetales klageren.