Krav om lån til dækning af et påstået tab som følge af et påstået afslag på leje af bankboks.
| Sagsnummer: | 101 /2004 |
| Dato: | 03-06-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karen Frøsig, Rut Jørgensen, Ole Simonsen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Boks - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om lån til dækning af et påstået tab som følge af et påstået afslag på leje af bankboks. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om et lån til dækning af et påstået tab som følge af et påstået afslag på leje af bankboks.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse modtaget i indklagedes Borup afdeling den 12. februar 2004 anmodede klageren om et lån på 40.000 kr. Klageren anførte, at beløbet svarede til værdien af en juvel, som han havde haft opbevaret i en banegårdsboks, og som nu var blevet stjålet.
Låneansøgningen blev afslået af indklagede.
Det fremgår, at klageren den 15. januar 2003 indgik en aftale med indklagedes Ringsted afdeling om leje af en bankboks.
Den 25. marts 2004 indgik klageren en bokslejeaftale med pengeinstituttet P, der er koncernforbundet med indklagede.
Parternes påstande.
Den 22. marts 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde et lån på 40.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han opbevarede sin juvel i en banegårdsboks, idet indklagede ikke ville udleje en boks til ham.
Juvelen er blevet stjålet, og forsikringsselskabet har afslået at yde erstatning.
Indklagede bør yde et lån på 40.000 kr. svarende til juvelens værdi.
Indklagede har anført, at klageren har rådighed over to bankbokse hos henholdsvis indklagede og P.
Afdelingen i Borup kan ikke erindre at have givet klageren afslag på leje af en bankboks.
Indklagede kan efter de almindelige erstatningsregler ikke gøres ansvarlig for tyveriet af en juvel, som angiveligt er blevet stjålet fra klageren i en boks på en banegård.
På grund af manglende indsigt i klagerens økonomiske forpligtelser blev klagerens låneansøgning ikke imødekommet.
Indklagede kan ikke tilpligtes at yde et lån til klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Selv om klageren på et tidspunkt måtte have fået afslag på leje af en bankboks, kan dette ikke medføre, at indklagede er erstatningsansvarlig for tyveriet af klagerens juvel fra en boks på en banegård.
Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at yde et lån til klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.