Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod indhold af depoter.

Sagsnummer: 241 /2016
Dato: 31-03-2017
Ankenævn: John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen, David Sander Hjortsø, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach
Klageemne: Depot - bortkomst af papirer
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod indhold af depoter.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod indhold af depoter.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Danske Bank.

Den 12. maj 2011 blev der købt 153 stk. DI Klima Trends investeringsbeviser til klagerens kapitalpensionsdepot (depot nr. -158) i banken. Klageren har oplyst, at købet blev foretaget i samråd med hendes daværende rådgiver i banken, R1. Fra 2012, hvor R1 var gået på pension, fik klageren en ny rådgiver, R2. R2 blev efterfølgende udskiftet med en anden rådgiver, R3.

Banken har fremlagt et print af sin interne kundekommentar af 25. juli 2012, hvori banken havde noteret:

”møde med [klageren] om investering – hun har selv valgt hvad hun vil – føler jeg råder for meget som banken har valgt. Hun vil selv købe Danske Bank aktier og Nye markeder Obl. for sine Dannebrog – sagt at det normalt ikke er vores anbefaling men at hun naturligvis selv må vælge - Hun har underskrevet på Danske bank note…”

Den 1. juni 2013 oprettede klageren en aldersopsparing (aldersopsparing 1) i banken med et tilknyttet depot nr. -094. Den 14. maj 2014 blev klagerens kapitalpension med det tilhørende depot nr. -158 konverteret til en aldersopsparing (aldersopsparing 2) med uændret depotnummer nr. -158. Banken har oplyst, at konverteringsafgiften blev betalt med et kontant indestående og ved salg af større antal Danske Bank aktier fra depot nr. -158.

Ved henvendelser til banken i efteråret 2014 og fra foråret 2015 rejste klageren indsigelse mod beholdningen i depoterne. Klagerens indsigelser blev drøftet på møder med banken, der afviste klagerens indsigelser.

Den 25. juni 2015 blev der udarbejdet en investeringsprofil for klageren, hvori det bl.a. var anført:

”… Vi anbefaler dig Rådgivningsportefølje Classic med en middel risikovillighed og en tidshorisont på over 15 år tilpasset din investeringsprofil. …

anbefalet at sprede risikoen, men ønsker alt excl. DI Klima Trends solgt og købe 2000 stk. DI Nye markeder, oplyst pr. telefon d.d. restbeløbet bliver stående på kontantkontoen. …

Kommentar

Iflg. kundehenvendelse ønsker [klageren] solgt alt, excl. DI Klima Trends solgt og købe DI Nye markeder, 2000 stk. …”

Klageren har i klagesagen rejst indsigelse mod beholdningen investeringsbeviser af typen ”DI Nye markeder” og DI Klima Trends” på hendes depoter.

I sagen er fremlagt års- og depotoversigter pr. 31. december for årene 2011-2015. Der er endvidere fremlagt transaktionslister for alle klagerens handler med værdipapirer via banken i perioden fra den 24. marts 2010 til den 10. maj 2016. Banken har anført, at handlerne på klagerens depot blev gennemført på klagerens anmodning efter klagerens fysiske fremmøde i banken med ønske om at foretage de pågældende handler.

Af depotoversigterne og transaktionslisterne fremgår følgende vedrørende investeringsbeviser af typen DI Klima Trends og DI Nye markeder:

DI Klima Trends investeringsbeviser: Transaktionslisten viser køb af 153 stk. den 12. maj 2011. Års- og depotoversigterne viser en beholdning i depot nr. -158 på 153 stk. i 2011, 2012, 2013 og 2014. Transaktionslisten viser et køb af 234 stk. den 7. maj 2015. Depotoversigten pr. 31. december 2015 viser en beholdning i depot nr. -158 på 387 stk. Af oversigterne fremgik endvidere, at klageren havde modtaget udbytte i årene 2012-2015.

DI Nye markeder Obligationer: Transaktionslisten viser køb af 196 stk. den 11. januar 2011 og køb af 69 stk. den 24. juni 2011. Årsoversigten viser en beholdning i depot nr. -158 på 265 stk. i 2011. Transaktionslisten viser køb af i alt 922 stk. i 2012 (254 stk. den 5. januar 2012, 214 stk. 1. maj 2012 og 454 stk. 25. juli 2012).  Års- og depotoversigterne viser en beholdning i depot nr. -158 på 1.187 stk. i 2012, 2013 og 2014. Transaktionslisten viser salg af beholdningen på 1.187 stk. den 25. juni 2015. Depotoversigten pr. 31. december 2015 viser, at de er udgået. Af oversigterne fremgik endvidere, at klageren havde modtaget udbytte i årene 2011-2015.

DI Nye markeder Obl. Lokal Valuta: Transaktionslisten viser køb af 703 stk. den 10. september 2012. Års- og depotoversigterne viser en beholdning i depot nr. -158 på 703 stk. i 2012, 2013 og 2014. Transaktionslisten viser salg af beholdningen på 703 stk. den 25. juni 2015. Depotoversigten pr. 31. december 2015 viser, at de er udgået. Af oversigterne fremgik endvidere, at klageren havde modtaget udbytte i 2013.

DI Nye markeder Small Cap: Transaktionslisten viser køb af 100 stk. den 13. juni 2014. Depotoversigten viser en beholdning i depot nr. -158 på 100 stk. i 2014. Transaktionslisten viser salg af beholdningen på 100 stk. den 25. juni 2015. Depotoversigten pr. 31. december 2015 viser, at de er udgået. Af oversigterne fremgik endvidere, at klageren havde modtaget udbytte i 2015.

DI Nye markeder: Transaktionslisten viser køb af 2.000 stk. den 25. juni 2015. Depotoversigten pr. 31. december 2015 viser en beholdning på 2.000 stk. til en kursværdi på 510.124,20 kr.

Banken har oplyst, at klageren har netbankadgang til sine depoter og konti i banken.

Parternes påstande

Den 18. juli 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Danske Bank skal tilbageføre 1.800-1.900 stk. investeringsbeviser af typen ”DI Nye markeder” og 800 stk. investeringsbeviser af typen ”DI Klima Trends” til hendes depoter.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at hun savner 1.800-1.900 stk. investeringsbeviser af typen ”DI Nye markeder” og 800 stk. investeringsbeviser af typen ”DI Klima Trends” i sine depoter.

Hun forstår ikke, hvad er sket med hendes investeringer siden 2011.

Hun havde tidligere sammen med R1 investeret i DI Nye markeder Obl., men havde sat dem i bero. I 2012 modtog hun et bevis på, at hun havde købt DI Nye markeder og DI Nye markeder Obl. Købet af DI Nye markeder Obl. var ikke sket efter hendes anmodning eller samtykke. Banken var ikke berettiget til at investere uden hendes samtykke. Da hun gennemgik sine værdipapirer med R2 og R3 i marts 2015, indgik der over 1.000 stk. DI Nye markeder Obl. og DI Nye markeder Small Caps på hendes depoter. Hun har aldrig solgt DI Nye markeder.

Hun har aldrig solgt sine DI Klima Trends. R2 har nægtet kendskab til DI Klima Trends og DI Nye markeder. Hun har ikke fået noget afkast af DI Klima Trends, og de stod ikke på årsoversigterne.

Hun investerede store beløb før kapitalpensionen blev konverteret til aldersopsparing.

Posteringer forsvandt, kom og gik efter bankens behag. Hun har på fornemmelsen, at hendes depoter ikke bliver behandlet efter bogen. Hun ønsker at få låst sine konti, så kun hun kan bestemme over dem. Hun ønsker at finde ud af, hvor hendes værdipapirer er.

Hun kan ikke se sine investeringer i sin netbank. Hun spurgte R2 om årsagen. R2 svarede, at han havde en speciel, intern konto til værdipapirerne, som han selv havde oprettet.

Danske Bankhar bl.a. anført, at banken gentagne gange loyalt og redeligt har forsøgt at forklare klageren, hvordan udviklingen i hendes værdipapirbeholdning hang sammen. 

Klagerens værdipapirdepoter har udviklet sig i overensstemmelse med årsoversigterne og den fremlagte transaktionsoversigt.

Der er ikke belæg for, at rådgivere eller andre ansatte i banken skulle have bortfjernet klagerens værdipapirer og overført dem til en intern konto. Klagerens værdipapirdepoter er intakte og i overensstemmelse med årsoversigterne.

Handlerne blev foretaget på klagerens anmodning ved klagerens fysiske fremmøde i banken, idet klageren i forvejen havde bestemt sig for en given investering. Et eksempel herpå fremgår af den fremlagte kundekommentar fra juli 2012, hvoraf fremgik, at de af klageren valgte dispositioner ikke var i overensstemmelse med bankens anbefalinger, men at klageren naturligvis selv måtte vælge.

Et andet eksempel er handlerne den 25. juni 2015. I forbindelse hermed blev der udarbejdet en investeringsprofil for klageren. Profilen viste, at klageren burde sprede sin risiko, men at klageren fastholdt sit ønske om at sælge alt ekskl. Klima Trends og at købe 2.000 stk. DI Nye Markeder. Transaktionerne blev herefter gennemført som ønsket af klageren.

Ankenævnets bemærkninger

Danske Bank har fremlagt års- og depotoversigter pr. 31. december for årene 2011-2015. Der er endvidere fremlagt transaktionslister for alle klagerens handler med værdipapirer foretaget via banken i perioden fra den 24. marts 2010 til den 10. maj 2016.

Det fremgår heraf, at der i maj 2011 blev købt 153 stk. DI Klima Trends investeringsbeviser til klagerens depot nr. -158. Af års- og depotoversigterne for årene 2011-2014 fremgår en beholdning på 153 stk. DI Klima Trends investeringsbeviser i depot nr. -158. I maj 2015 blev købt 234 stk. DI Klima Trends investeringsbeviser. Depotoversigten pr. 31. december 2015 viser i overensstemmelse hermed en beholdning i depot nr. -158 på 387 stk.

Banken har fremlagt en investeringsprofil for klageren af 25. juni 2015, hvoraf fremgik, at klageren ønskede at sælge sine værdipapirer, bortset fra DI Klima Trends investeringsbeviser, og at købe 2.000 stk. DI Nye markeder. Depotoversigten pr. 31. december 2015 viser i overensstemmelse hermed en beholdning i depot nr. -158 på 2.000 stk. DI Nye markeder.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at der uretmæssigt er udgået værdipapirer fra klagerens depoter i sparekassen.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.