Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tvangsauktion. Køb. Opgørelse.

Sagsnummer: 20607024 /2007
Dato: 22-01-2007
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Tina Dhanda, Jeanette Werner, Per Englyst og Mads Laursen
Klageemne: Misligholdelse - omkostninger
Personlig fordring - tvangsauktion
Ledetekst: Tvangsauktion. Køb. Opgørelse.
Indklagede: Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som pdf
Realkreditinstitutter

På tvangsauktion den 5. november 2004 overtog klageren den omhandlede ejendom for et bud på 700.000 kr. I ejendommen indestod et lån til det indklagede institut, som var opgjort til i alt 862.611 kr., inklusive restancer på 48.800 kr. Af et tillæg til tvangsauktionssalgsopstillingen fremgik det, at en eventuel indfrielse af lånet skulle ske i overensstemmelse med instituttets almindelige indfrielsesvilkår. Det fremgik ikke, at der skulle betales indfrielsesgebyrer. Instituttet opkrævede i tiden efter tvangsauktionen løbende terminsydelser, der blev tillagt morarenter og rykkergebyrer. Dette skete blandt andet med henvisning til, at der hverken var ansøgt eller bevilget gældsovertagelse. Klagerens advokat indbetalte i december 2004 restancerne på 48.800 kr. og bad instituttet bekræfte, at klagerens forpligtelser var opfyldt ved indbetaling af yderligere 651.200 kr. med tillæg af renter på 6 pct. p.a. fra auktionsdagen. Instituttet meddelte i januar 2005 klagerens advokat, at klageren - ud over de løbende terminsydelser med tillæg af morarenter og rykkergebyrer - inden 6 måneder efter auktionen skulle betale købesummen, og at klageren overtog risikoen for kurstab/gevinst ved indfrielsen af lånet. Instituttet opsagde herefter lånet til indfrielse pr. 1. oktober 2005 og krævede et samlet beløb på 689.662 kr. til dækning af indfrielsen, løbende restancer samt indfrielses- og rykkergebyrer. Klageren indbetalte et beløb på i alt godt 670.000 kr. til dækning heraf. Der var herefter en længere dialog imellem parterne i relation til, hvilket beløb klageren skulle have indbetalt til dækning af budsummen. Dette mundede ud i, at sagen blev indbragt for domstolene, der henviste sagen til Realkreditankenævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, dels at han var frigjort fra sit auktionsbud mod at betale budsummen på 700.000 kr. med tillæg af renter fra auktionsdagen, dels at instituttet skulle tilbagebetale ham 1.420 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet ud fra bestemmelserne i tvangsauktionsvilkårenes punkt 6 A, b, havde været berettiget til at kræve indfrielse på sædvanlige vilkår af den del af lånet, der nominelt var dækket af budet. Med hensyn til rente og omkostninger blev instituttet ved en flertalsafgørelse tilpligtet at reberegne disse, således at der ikke blev beregnet indfrielses- og rykkergebyrer, og således at der ikke blev krævet morarente af de terminsydelser, der forfaldt i de første 6 måneder efter tvangsauktionen. Beløb, som klageren herudover havde betalt, skulle instituttet tilbagebetale klageren.