Pantebrevslån, fejlagtig beregning af ydelse.
| Sagsnummer: | 670/1994 |
| Dato: | 22-02-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Pantebrevslån, fejlagtig beregning af ydelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indklagedes Taastrup afdeling ydede i august 1986 et pantebrevslån til klageren på 260.000 kr., som skulle afvikles med en halvårlig ydelse den 11. februar og 11. august. Renten var for tiden 11% p.a. Løbetiden var aftalt til 20 år.
I forbindelse med betaling af terminen 11. februar 1994 rettede klageren henvendelse til afdelingen, idet han undrede sig over, at afdraget på terminsopkrævningen var anført med 0 kr.
Ved skrivelse af 18. februar 1994 meddelte afdelingen klageren, at lånet i 1986 ved en fejl var indtastet som et 30-årigt lån. Som kompensation for fejlen tilbød afdelingen at nedsætte renten fra den aktuelle rentesats på 10,5% til 8,5% p.a. Dette ville medføre, at den oprindeligt aftalte løbetid kunne fastholdes. Klageren afslog indklagedes forslag.
Ved skrivelse af 20. april 1994 fremsatte afdelingen et nyt forslag til klageren. Afdelingen oplyste, at den samlede beregnede rente frem til 11. februar 1994 burde have været 232.958,16 kr., medens den betalte rente havde været 254.454,18 kr.; differencen på 21.496,02 kr. foreslog afdelingen afgjort ved, at der på lånet blev indsat 9.673,21 kr., idet der herved var taget højde for klagerens skattefordel ved betaling af beløbet på de 21.496,02 kr. Endvidere ville lånets rente blive nedsat med 1% med virkning fra seneste termin.
Klageren henvendte sig til en advokat, som i skrivelse af 19. maj 1994 anførte, at klageren frem til 11. februar 1994 kun burde have betalt ca. 200.000 kr. i renter. Som svar herpå fremsendte afdelingen ved skrivelse af 30. s.m. renteberegningen for perioden 11. august 1986 til 11. februar 1994 vedrørende rentebeløbet på 232.958,16 kr. Af beregningen fremgik, at restgælden pr. 11. februar 1994 ved korrekt afvikling ville have været 217.351,83 kr. Efter at klagerens advokat havde anmodet om dokumentation for det betalte rentebeløb på 254.454,18 kr., meddelte indklagede i skrivelse af 2. juni 1994, at dette beløb fremgik af interne bogføringsjournaler. For den pågældende lånetype var der først fra 1. januar 1993 udfærdiget kontoudskrifter. I skrivelse af 24. s.m. fremkom indklagede med en opstilling, hvoraf fremgik størrelsen af de betalte ydelser, idet det var oplyst, hvorledes beløbet fordelte sig på rente og afdrag. Klagerens advokat meddelte herefter i skrivelse af 1. juli 1994, at klageren burde stilles, som om lånet havde været korrekt afdraget og derfor nedbragt til 217.351,83 kr. pr. 11. februar 1994, hvilket svarede til en nedbringelse af den faktiske restgæld på denne dag med 34.247,44 kr. Dette afslog indklagede.
Den 10. oktober 1994 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld med 34.247,44 kr. pr. 11. februar 1994.
Indklagede har vedstået afdelingens tilbud af 20. april 1994, men har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han bør stilles, som om indklagedes fejl ikke var sket. Dette kan kun ske ved at nedsætte lånets restgæld i overensstemmelse med hans påstand. Indklagedes tilbud vil medføre en højere restgæld, end han ved lånets etablering havde en forventning om. Han har ikke gemt alle kvitteringer siden lånet udbetaltes, men har fremlagt, hvad han er i besiddelse af. Ved lånets etablering aftaltes en løbetid på 20 år. De 20 år blev ikke blot oplyst som en anslået afviklingsperiode. Han bestrider ikke sin forpligtelse til at tilbagebetale lånets hovedstol, og indklagede vil da også ved de samlede betalinger modtage et beløb, der overstiger hovedstolen. Tabet ved indklagedes fejl vil således ske ved en reduktion af det samlede rentebeløb. Han bestrider at have udvist passivitet, ligesom han heller ikke af terminsopkrævningerne burde have konstateret fejlen, hvilket indklagede da heller ikke gjorde.
Indklagede har erkendt, at man begik en fejl ved lånets etablering, og at denne fejl har medført beregning af for meget rentes rente. På denne baggrund tilbød afdelingen godtgørelsen på 9.673,21 kr. svarende til skatteværdien af den rentemæssige merudgift, idet lånets rente tillige skulle nedsættes med 1%. Ved dette forslag ville klagerens stilling ikke blive forringet i forhold til, at lånet havde været korrekt indkodet. Skulle restgælden nedsættes som påstået, ville klageren opnå en berigelse på indklagedes bekostning. Herfor er der ikke hjemmel jf. dommen i U 1994/220, der blev stadfæstet ved Højesterets dom af 1. november 1995. Af fremlagte terminsopkrævninger fra februar termin 1989 og august termin 1990 fremgår, at afdraget da var 0 kr. Klageren burde derfor på et langt tidligere tidspunkt have rettet henvendelse om lånet. Han må således ved passivitet være afskåret fra at rette indsigelse på nuværende tidspunkt.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erkendt, at man ved etableringen af det omhandlede pantebrevslån på oprindelig 260.000 kr. begik en fejl ved beregningen af lånets ydelse, idet denne blev fastsat med udgangspunkt i en løbetid på 30 år, medens der var aftalt en løbetid på 20 år.
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.
Der findes ikke i denne sag at foreligge omstændigheder, som kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.