Afgørelse

Krav om erstatning for tab på investeringer finansieret med lån i schweizerfranc (CHF)

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på investeringer finansieret med lån i schweizerfranc (CHF).

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1934, indgik i 1983 en aftale med den daværende Sparekassen Lolland, senere Spar Lolland, nu Jyske Bank, om et udlandslån på 66.500 schweizerfranc (CHF) til kurs 453,55, svarende til 301.610,75 danske kroner (DKK). Lånet blev anvendt til køb af værdipapirer, der blev lagt til sikkerhed for klagerens engagement.

I 1986 optog klageren et udlandslån i Deutsche mark (DEM) til modværdien af 2 mio. danske kroner. Af låneanmodningen fremgår blandt andet:

"For provenuet af lånet købes fonds efter nærmere aftale, og effekterne indlægges i depot med sparekassen til sikkerhed."

Udlandslånene blev løbende forlænget/omlagt.

I 1996 blev lånene sammenlagt til ét udlandslån på i alt 1.071.195,20 CHF, svarende til cirka 5 mio. DKK.

Den 11. oktober 2000 underskrev klageren en ny håndpantsætningserklæring vedrørende sikkerhedsdepotet, som da indeholdt nominelt 5.738.000 kr. 7 % Nykredit realkreditobligationer.

Den 6. januar 2010 underskrev klageren en aftale med sparekassen om investeringsrådgivning. Ifølge denne var klagerens risikoprofil høj risiko.

I august 2010 blev CHF-lånet omlagt til euro (EUR). Der blev herved realiseret et kurstab som følge af en betydelig stigning i CHF-kursen.

Den 1. marts 2011 blev der afholdt et møde mellem klageren og sparekassen. Ifølge sparekassens referat var engagementet i underskud med 943.058,12 kr. Sikkerhedsdepotet indeholdt primært realkreditobligationer samt en mindre del aktier og investeringsforeninger. På baggrund af underdækningen stillede sparekassen krav om yderligere sikkerhed. I øvrigt fremgår blandt andet:

"…

På mødet forelagde [klageren] eventuelt at gå ind i CHF igen, for således at opnå mulighed for en kursgevinst på CHF hvis kursen igen skulle falde fra nuværende niveau på ca. 580,27. Sparekassen meddelte at denne løsning ikke kan anbefales, idet der således igen påtages en yderligere kursrisiko, såfremt at CHF skulle stige.

…"

Ved brev af 27. september 2011 rykkede sparekassen klageren for inddækning af overtræk på klagerens privatkonto.

Ved brev af 14. oktober 2011 opsagde banken klagerens engagement, herunder EUR-lånet.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev engagement afviklet, idet værdipapirerne i sikkerhedsdepotet blev solgt, og EUR-lånet blev omlagt til danske kroner.

Gælden blev samlet på klagerens privatkonto, hvorpå overtræksrentesatsen var 26,90 % om året. Rentesatsen for bevilget overtræk var 7 % om året, og indlånsrentesatsen var 0,875 % om året.

Sagen overgik til inkasso hos sparekassens advokat, som ved brev af 13. august 2012 opgjorde gælden til 885.187,43 kr. med tillæg af overtræksrente 26,90 % om året fra den 1. august 2012.

Parternes påstande

Den 19. oktober 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal frafalde kravet helt eller delvist.

Jyske Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at det til stadighed har været en væsentlig forudsætning for engagementet både fra hans og pengeinstituttets side, at afkastet på depotet oversteg renten på udlandslånet samt sparekassens garantiprovision, hvorved han opnåede et nettooverskud.

Hvert kvartal, når der forelå udtrækning fra depotet samt rentetilskrivning, henvendte han sig til sparekassen og aftalte reinvestering, således at depotets værdi altid mindst svarede til gælden på udlandslånet. Det blev samtidig drøftet, om udlandslånet skulle omlægges til en anden valuta. Hverken han eller sparekassen ønskede således nogen risiko på engagementet. Dette understøttes af de fremlagte dokumenter, herunder låneanmodningen fra 1986.

I 2010 forsømte sparekassen at informere ham om stigningen i CHF-kursen, der medførte en at gælden steg betydeligt i forhold til depotværdien.

Banken burde som professionel rådgiver have påset udviklingen i udlandslånet.

Ved hver drøftelse har han udtrykkeligt sagt, at sparekassen skulle holde øje med, at der altid var rigelig overdækning. Det beror således på manglende overvågning, omhu og kontakt fra sparekassen, at der opstod underskud. Hvis sparekassen anså ham for at bære ansvaret, burde sparekassen fra starten have rådgivet ham herom.

Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at parternes uenighed om, hvad der er aftalt, bør afgøres på baggrund af en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Sagen bør derfor afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Jyske Bank anført, at sparekassen på ingen måde har påtaget sig at indestå for, at værdien af depotet til enhver tid skulle opveje gælden på udlandslånet.

Klageren har investeret i værdipapirerne for egen regning og risiko. Der er ikke indgået en formueplejeaftale eller anden lignende aftale. Sparekassen har således ikke været forpligtet til løbende at overvåge udviklingen eller rådgive klageren herom.

Klageren, der igennem mange år har investeret i værdipapirer, var klar over, at værdien af investeringer kan svinge.

Klagerens risikoprofil blev fastlagt til høj risiko i forbindelse med investeringsaftalen i januar 2010.

Hjemlen til at kræve overtræksrente findes i de almindelige forretningsbetingelser.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.

Ankenævnet finder, at der ikke er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at tidligere Sparekassen Lolland, nu Jyske Bank, er forpligtet til at frafalde sit krav mod klageren vedrørende dennes tab på et udlandslån i schweizerfranc, der blev anvendt til investering i navnlig realkreditobligationer.

Klageren måtte indse, at engagementet indebar en risiko både for så vidt angår værdien af den valuta, som lånet blev optaget i, og værdien af de værdipapirer, der lå til sikkerhed for lånet.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at sparekassen påtog sig at overvåge engagementet for klageren. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at engagementet var i strid med klagerens risikoprofil og klagerens økonomiske formåen.

Det lægges til grund, at banken er berettiget til at beregne sig en overtræksrente/misligholdelsesrente af overtrækket på privatkontoen. Efter de synspunkter klageren har gjort gældende til støtte for den nedlagte påstand har Ankenævnet ikke anledning til at tage stilling til størrelsen af den anvendte sats for overtræksrente.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.