Afgørelse

Indsigelse vedrørende bankens rådgivning i forbindelse med overførelse af ratepensionsordning med rentegaranti til banken

Medhold klager.

Indledning

Denne sag vedrører, hvorvidt Nordea Bank har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med overførsel af klagerens pensionsordning med rentegaranti til banken.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans ægtefælle Æ er kunder i Nordea Bank, hvor de den 17. september 2012 var til møde vedrørende muligheden for en samling af deres pensionsordninger i banken. Klageren havde indtil da haft sine pensionsordninger i to forskellige forsikringsselskaber.

Klageren havde blandt andet en ratepension med et indestående på 1.200.000 kr., og rentegaranti på 4,5 % som var under udbetaling. På mødet blev det aftalt at overføre klagerens ratepension til banken.

Af bankens referat af mødet, som efterfølgende blev sendt til parret fremgår, at banken blandt andet orienterede om forskellen på forrentning via forsikringsselskaber og banken. Sammen med referatet modtog parret en investeringsplan, en oversigt over deres samlede formue, en kort produktbeskrivelse vedrørende de nye produkter i banken samt forudsætningerne for bankens anbefalinger.

Klagerens risikovillighed blev fastlagt til middel og banken foreslog herefter, at midlerne blev fordelt med 28,4 % i aktier, 28,5 % i obligationer og 43,1 % i kontanter.

Den 18. september 2012 sendte banken en overførselsanmodning til underskrift hos klageren sammen med et tillæg til aftalen, hvoraf der blandt fremgår følgende:

”…

Første års udbetaling:

Ratepensionen, som allerede er under udbetaling i forsikringsselskab, fortsætter i Nordea med det årligt aftalte udbetalingsbeløb i indeværende år.

…

Resterende udbetalinger:

Jeg har aftalt, at min ratepension udbetales efter annuitetsmetoden som er beskrevet i Vilkår for ratepension. Udbetalingsmetoden får virkning fra den 01.01 året efter at pensionen er overført til Nordea

…

Som bilag har jeg fået Vilkår for Ratepension i Nordea Bank Danmark.

…”

Af bankens vilkår for ratepension fremgår blandt andet følgende vedrørende udbetaling:

”…

Før udbetaling vælges ét af følgende to udbetalingsforløb:

• Seriemetoden

  Med en uændret rente i udbetalingsperioden, vil seriemetoden give jævnt stigende ratebeløb til udbetaling. Grundlaget for den årlige rateudbetaling, svarer til ordningens værdi ved årets start, delt med det antal år, hvori der endnu ikke er foretaget udbetaling.

• Annuitetsmetoden

  Med en uændret rente i udbetalingsperioden, vil annuitetsmetoden give lige store årlige ratebeløb til udbetaling. Grundlaget for den årlige rateudbetaling, svarer til ordningens værdi ved årets start, hvor udbetalingerne udregnes som en annuitet på grundlag af en amortisationsrente, som Skat fastsætter hvert år.

  …”

Klageren har under sagen anført, at han ikke tidligere har modtaget bankens bilag om vilkår for ratepension.

I november 2012 underskrev klageren og banken ”Aftale om ratepension”.

Ifølge det oplyste fik klageren i november og december 2012 udbetalt to gange 16.359 kr. fra sin ratepension, som svarede til det månedlige beløb han hidtil havde fået udbetalt fra forsikringsselskabet F. Fra januar 2013 faldt det månedlige beløb til 14.014 kr.

På den baggrund var klageren den 28. januar 2013 til møde i banken vedrørende bankens rådgivning i forbindelse med overførslen af klagerens pensionsordning fra F til banken. På mødet redegjorde banken for udbetalingsmetoden og oplyste at udbetalingen ville variere fra år til år og fortsætte til den 1. januar 2020 i modsætning til hos F, hvor udbetalingerne ville stoppe den 1. juli 2019. Klageren var imidlertid utilfreds med, at udbetalingen ikke var identisk med den månedlige udbetaling, som klageren havde fået via F.

I et brev til klageren den 25. februar 2013 afviste banken at have begået fejl i forbindelse med rådgivningen af klageren, men indvilligede i at tage sagen op på ny, hvis klageren ved aftalens udløb i 2020 kunne dokumentere et tab.

Den 2. marts 2013 gjorde klageren i et brev til banken gældende, at banken hvert år skulle opgøre og godtgøre ham forskellen på udbetalingerne fra banken og F.

Ved brev af 5. marts 2013 til klageren fastholdt banken, at der ikke var begået fejl, men tilbød pr. kulance at godtgøre klageren forskellen på udbetalingen efter skat for 2013 opgjort til 17.585 kr. til fuld og endelig afgørelse.

I et brev til banken den 22. marts 2013 opgjorde klageren sit krav mod banken til 115.158 kr., men tilbød at afslutte sagen ved bankens betaling af 60.000 kr.

Ved brev af 12. april 2013 til klageren fastholdt banken, at der ikke var begået fejl i rådgivningen, men tilbød at betale klageren 37.500 kr. pr. kulance til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende mellem klageren og banken i anledning af rådgivningen den 17. september 2012.

Klageren var forsat ikke tilfreds med bankens tilbud og indgav en klage til Ankenævnet.

Parternes påstande

Den 14. maj 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal stille ham som om han fortsat fik samme beløb udbetalt, som han fik fra forsikringsselskabet F.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken på mødet den 17. september 2012 foreslog ham at overføre sin ratepension fra F til banken, idet bankens medarbejder hævdede, at banken var bedre til at forrente pensionspenge end forsikringsselskaber.

Det er korrekt, at bankens medarbejder oplyste om forskellen på en ratepensionsordning hos F og i banken. Det fremgik imidlertid tydeligt, at det var langt mere fordelagtigt at have sin pensionsordning i banken.

Direkte adspurgt oplyste bankens medarbejder, at en overførsel af pensionsordningen til banken ingen konsekvenser havde for udbetalingerne. Han fik ikke at vide, at han ville miste sin rentegaranti.

F’s udbetalingsbeløb er fast som følge af rentegarantien. Dette undlod bankens medarbejder at undersøge inden opsigelsen. I stedet fik han lovning på, at udbetalingen ville være den samme, hvilket må betegnes som en grov fejl.

Udbetalingerne i november og december var nøjagtig samme størrelse som tidligere, og alt så dermed ud til at være i orden. Fra januar 2013 faldt beløbet imidlertid med 2.052 kr.

Da han på mødet den 28. januar 2013 gjorde opmærksom på rentegarantien, kunne bankens medarbejder pludselig ikke huske at have lovet samme udbetaling i banken, som han havde fået hos F.

Først i forbindelse med nærværende klagesag har han modtaget bankens vilkår for ratepension.

I den tilbageværende løbetid ville F have udbetalt ham 1.292.403 kr., mens banken ved udløb vil have betalt ham ca. 1.201.814 kr., altså en forskel på 90.588. kr.

Banken hævder, at der er mulighed for, at bankens udbetalinger afhængig af den finansielle udvikling vil stige. Det må dog betragtes som usandsynligt, særligt henset til, at det indestående, der forrentes, falder i takt med de løbende udbetalinger.

Han har foreslået banken forskellige løsningsmodeller, som banken har afvist.

Banken har tilbudt at betale henholdsvis 28.136 kr. og 60.000 fratrukket skat, hvorved beløbet til udbetaling ville være på 17.585 kr. og 37.500. Banken havde imidlertid ikke i sinde at indbetale det fratrukne beløb til SKAT, hvorved han ifølge sin revisor vil komme til at betale skat af beløbet to gange.

Det faktum, at banken tilbyder ham penge, understreger, at banken er helt på det rene med, at der er begået en grov fejl, som man nu forsøger at vige uden om. Han ønsker derfor fuld kompensation som følge af bankens fejl.

Nordea Bank har anført, at bankens medarbejder var klar over, at klagerens eksisterende ratepensionsordning som følge af oprettelsestidspunktet havde en meget høj og garanteret grundlagsrente.

Derfor tog drøftelserne med klageren udgangspunkt i at anskueliggøre forskellene på at have en ratepensionsordning i banken frem for hos F.

I forlængelse heraf var bankens medarbejder også meget omhyggelig med at forklare klageren om forventningerne til afkastet i banken ligesom hun betonede, at bankens puljeordning skulle give et større afkast end 4,5 % for at det var en fordel at flytte ordningen.

Klageren blev rådgivet om, at afkastet og dermed rateudbetalingerne kunne svinge i udbetalingsperioden afhængig af bankens performance.

Banken har på intet tidspunkt garanteret klageren, at udbetalingerne fra ratepensionsordningen ville være af samme størrelse som hos F.

Det fremgik af dokumenterne, at klagerens ratepension med virkning fra 1. januar 2013 ville blive udbetalt efter annuitetsmetoden, hvilket ville betyde en ændring i forhold til ordningen hos F, da raterne herefter blev beregnet ud fra ordningens værdi ved årets start og på grundlag af en amortisationsrente, som blev fastlagt af SKAT.

Klageren besluttede således på fuldt oplyst grundlag at flytte ratepensionsordningen til banken. Banken har derfor ikke handlet ansvarspådragende.

Selv hvis Ankenævnet måtte komme frem til, at klageren ikke blev tilstrækkeligt rådgivet om konsekvenserne ved at flytte pensionsordningen, har klageren på nuværende tidspunkt ikke lidt et tab. Et eventuelt tab vil først kunne opgøres, når den sidste rate er udbetalt, og det kan fastslås hvor meget bankpuljen har givet i afkast set over hele udbetalingsperioden.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren havde en ratepensionsordning i forsikringsselskabet F med en rentegaranti på 4,5 %. Ratepensionen, der var under udbetaling, havde i september 2012 en værdi på 1.200.000 kr.

På et møde i Nordea Bank den 17. september 2012 besluttede klageren, at overføre ratepensionsordningen til banken. Af mødereferatet fremgår, at klageren blev orienteret om forskellen på forrentning via forsikringsselskaber og banken.

Den 20. september 2012 underskrev klageren et tillæg til ratepensionsaftalen, hvoraf fremgik, at udbetalingerne i resten af 2012 skulle fortsætte med det årligt aftalte udbetalingsbeløb. De resterende udbetalinger skulle pr. 1. januar 2013 udbetales efter annuitetsmetoden, som var beskrevet i bankens vilkår for ratepension, som var et bilag til tillægsaftalen. Klageren har under sagen bestridt at have modtaget det pågældende bilag til aftalen.

Ankenævnet finder ikke, at det af de fremlagte dokumenter på tilstrækkelig tydelig vis fremgår, at klageren ved en overførsel af pensionsordningen til Nordea Bank ville miste rentegarantien på 4,5 %.

Det fremgår af § 6, stk. 1 i bekendtgørelse om god skik nr. 769 af 26. juni 2011 blandt andet, at en finansiel virksomhed skal bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium. Hvis der i forbindelse med aftalens indgåelse er ydet rådgivning, skal alle væsentlige forudsætninger for rådgivningen nedfældes i aftalen eller fremgå af bilag til aftalen.

Ankenævnet finder, at rentegarantien på 4,5 % hos F var en særlig egenskab ved den eksisterende ratepensionsordning, og at det ved en overførsel af ratepensionen til banken påhvilede banken på tilstrækkelig tydelig måde at rådgive klageren om, at han ved overførslen ville miste denne rentegaranti samt den mulige betydning heraf for størrelsen af de månedlige udbetalinger til klageren.

Ankenævnet finder ikke, at Nordea Bank har rådgivet klageren i overensstemmelse hermed, hvorfor klageren får medhold i sin påstand. Ankenævnet har lagt vægt på, at klagerens hidtidige ordning var under udbetaling, og at det ikke fremgår af mødereferatet, at klageren havde en rentegaranti på 4,5 %.

Ankenævnets afgørelse

Nordea Bank skal løbende og indtil pensionen er færdigudbetalt stille klageren, som om han efter overførslen af ratepensionsordningen til Nordea Bank fortsat var garanteret en forrentning på 4,5 %.

Klageren får klagegebyret tilbage.