Hævekort og PIN-kode stjålet ved indbrud. Spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd og om rettidig meddelelse.
| Sagsnummer: | 14/2002 |
| Dato: | 04-04-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - selvrisiko 1.200 kr./1.100 kr.
Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd |
| Ledetekst: | Hævekort og PIN-kode stjålet ved indbrud. Spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd og om rettidig meddelelse. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage omhandler, i hvilket omfang klageren hæfter for misbrug af sit hævekort.
Sagens omstændigheder.
Den 15. november 1993 blev der udstedt et hævekort i tilknytning til klagerens Totalkonto hos indklagede.
Den 3. januar 1994 blev der tillige udstedt et Visa/dankort i tilknytning til kontoen.
Den 29. november 2001 blev der begået indbrud på klagerens bopæl, hvor hævekortet og den dertil hørende PIN-kode blev stjålet.
Klageren anmeldte indbruddet til politiet. Af kvitteringen for anmeldelsen, som klageren modtog, fremgår, at klageren havde oplyst, at der ved indbruddet var stjålet en CD-holder til en værdi af ca. 150 kr.
I dagene 29. november - 2. december 2001 blev hævekortet misbrugt ved 7 hævninger på i alt 16.800 kr.
Ved skrivelse af 6. december 2001 rykkede indklagede klageren for inddækning af det overtræk, der var opstået på Totalkontoen som følge af misbruget. Hævekortet blev herefter spærret.
Den 12. december 2001 underskrev klageren følgende erklæring om omstændighederne i forbindelse med kortets bortkomst:
"Indbrud i mit hus 29/11-2001 mellem kl. 6.00 og kl. 18.00.
Kun stjålet småting, tydeligvis ude efter penge, alt gennemrodet, hvilket blev berigtiget af Randers Politi samme aften.
Kortet er hverken et Dankort ell. Visa/Dankort; men et hævekort, som var en forløber for mit Dankort; derfor savnede jeg det ikke. Kortet lå sammen med checkhæfte, ingen check stjålet. Kode lå i brevordner, som var tømt ud på gulvet samen med alle mulige andre papirer."
Ved skrivelse af 14. december 2001 meddelte indklagede, at klageren hæftede for 8.000 kr. af misbruget.
Parternes påstande.
Den 10. januar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han højst hæfter for 1.200 kr. af misbruget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke har brugt hævekortet i flere år.
Kortet lå sammen med hans checkhæfte, og der var ikke stjålet nogen checks. PIN-koden må have ligget i hans brevordner, der var tømt ud på gulvet. Han vidste ikke, at PIN-koden lå i brevordneren, og vidste dermed heller ikke, at den var kommet i indbrudstyvens besiddelse, før han modtog skrivelsen fra indklagede om, at kontoen var i overtræk. Indtil dette tidspunkt anede han ikke, at koden til hævekortet overhovedet eksisterede.
Indklagede har anført, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse af hævekortet, og at klageren derfor hæfter for 8.000 kr. af misbruget, jf. lov om betalingsmidler § 11, stk. 3.
Klageren opbevarede kortet og koden tilgængeligt. Endvidere undlod klageren at kontrollere, at kortet og koden fortsat var til stede efter indbruddet. Misbruget kunne i givet fald have været begrænset til de hævninger, der fandt sted den 29. november 2001, og som beløb sig til 5.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2, hæfter brugeren med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet - hvilket udtryk også omfatter et hævekort, jf. lovens § 1, stk. 2, - hvis den til betalingsmidlet hørende personlige hemmelige kode er anvendt. Klageren hæfter derfor i hvert fald for 1.200 kr. af misbruget på i alt 16.800 kr.
Efter lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1 hæfter brugeren med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidler såfremt brugeren har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab, eller at betalingsmidlet er bortkommet. Det må efter det foreliggende, herunder indholdet af kvitteringen for klagerens anmeldelse til politiet, lægges til grund, at klageren først i forbindelse med modtagelsen af indklagedes rykkerskrivelse af 6. december 2001 blev opmærksom på, at kortet og koden var bortkommet. Klageren hæfter derfor ikke i medfør af de nævnte bestemmelser.
Brugeren hæfter endvidere med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, såfremt brugeren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. lov om betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 3. Det forhold, at klageren opbevarede såvel hævekortet som den tilhørende PIN-kode på sin bopæl kan ikke i sig selv betegnes som groft uforsvarlig adfærd. Under de omstændigheder, der er oplyst, finder Ankenævnet heller ikke, at klagerens undladelse af at kontrollere, at kortet og PIN-koden fortsat var i hans besiddelse kan betegnes som groft uforsvarlig adfærd.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at klagerens hæftelse for misbruget ikke overstiger 1.200 kr.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.