Rådgivning om kurssikring af ejerskiftelån i forbindelse med køb af ejerlejlighed.
| Sagsnummer: | 336 /2001 |
| Dato: | 02-04-2002 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Rådgivning om kurssikring af ejerskiftelån i forbindelse med køb af ejerlejlighed. |
| Indklagede: | Amagerbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et ansvar over for klagerne som følge af manglende rådgivning om kurssikring i forbindelse med klagernes køb af en ejerlejlighed.
Sagens omstændigheder.
I marts 2001 købte klagerne, der var kunder i pengeinstituttet P, en ejerlejlighed via en ejendomsmægler, der samarbejder med indklagede. Købsaftalen blev underskrevet af klagerne den 5. marts 2001 og af sælger den 13. marts 2001. Overtagelsesdagen var 1. juni 2001.
Ifølge købsaftalen skulle handlen berigtiges ved bl.a. hjemtagelse af et 30-årigt kontantlån i Totalkredit på 677.000 kr. baseret på 6% obligationer. Af købsaftalen fremgår i øvrigt bl.a.
"Reguleringsbestemmelse…Idet lejligheden er solgt på kontantbasis, bærer køber kursrisikoen såfremt ejerskiftelånet hjemtages som et obligationslån. Differencer i provenuet fra obligationslånet og det oprindelige anslåede kontantlån afregnes over refusionsopgørelsen.…Såfremt køber vælger obligationslån: Køber er gjort bekendt med at evt. kursforskel ved ejerskiftelånets udbetaling, reguleres over refusionsopgørelsen, således at køber refunderer sælger forskellen ved evt. kursfald, og sælger refunderer køber ved evt. kursstigning. "
Klagerne blev bistået af en købermægler i forbindelse med handlen.
Klagerne har oplyst, at P ikke ønskede at medvirke ved handlen, og at de derfor på anbefaling fra ejendomsmægleren rettede henvendelse til indklagede.
Klagernes henvendelse til indklagede fandt sted den 8. marts 2001. Indklagede afslog en anmodning fra klagerne om at overtage deres engagement med P, men tilbød at medvirke til hjemtagelse af ejerskiftelånet.
Den 23. marts 2001 fremsendte ejendomsmægleren diverse materiale til indklagede med henblik på udfærdigelse af lånetilbud.
Den 27. marts 2001 udfærdigede indklagede et lånetilbud vedrørende et 6% obligationslån på 706.000 kr. i Totalkredit. Samtidig blev der udfærdiget en fremsendelsesskrivelse til ejendomsmægleren vedrørende lånetilbuddet, "gældsovertagelseserklæring samt tilmelding til PBS, som De bedes videregive til berigtigende advokat".
Ifølge klagerne blev der den 29. marts 2001 afholdt et møde med indklagede, hvor de underskrev papirerne vedrørende ejerskiftesagen. Indklagede har bestridt dette. Indklagede har anført, at indklagedes vurderingsansvarlige den 30. marts 2001 foretog en besigtigelse af ejerlejligheden, og at en repræsentant fra ejendomsmægleren ved samme lejlighed fik udleveret lånetilbuddet.
Ved skrivelse af 18. april 2001 fremsendte ejendomsmægleren gældsovertagelseserklæring med klagernes underskrift til indklagede.
Den 22. maj 2001 blev Totalkreditlånet hjemtaget.
Ved skrivelse af 10. juli 2001 fremsendte købermægleren refusionsopgørelsen til klagerne. Ifølge opgørelsen skulle der ske en regulering vedrørende provenuet af ejerskiftelånet, idet det faktisk opnåede provenu af ejerskiftelånet var 12.118,60 kr. mindre end forudsat ved købsaftalen.
Klagerne rettede henvendelse herom til købermægleren, som ved skrivelse af 30. august 2001 til klagerne bl.a. anførte følgende:
"Ultimo marts d.å. rettede du telefonisk henvendelse til mig og fortalte, at I ikke p.t. ønskede at tegne fastkursaftale, idet I godt ville spare pengene til terminsfradrag m.v. Jeg svarede, at kurserne p.t. jo også var gode og også lidt opadgående, men at man skulle holde øje med kurserne, idet det kunne gå den anden vej og at fastkursaftale kunne indgås på et hvilket som helst tidspunkt indtil lånet blev hjemtaget.
Efter min forlængede påskeferie i udlandet (hvorunder kurserne var faldet), skrev jeg til Jer den 25.04. d.å., jfr. vedlagte kopi, hvilken skrivelse der aldrig er reageret på. Jeg gik derfor ud fra, at I enten havde kontaktet banken med henblik på fastkursaftale eller at I fortsat ønskede at "gamble".
Jeg har d.d. været i telefonisk kontakt med [Indklagede] for at forespørge, hvorvidt I med banken har drøftet fastkursaftale ved sagens opstart, hvilket der svares benægtende til, idet I ikke er egentlige "[Indklagede] -kunder", men blot fik formidlet Totalkreditlånet via [Indklagede] ."
Parternes påstande.
Den 24. september 2001 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning svarende til deres tab ved, at ejerskiftelånet ikke blev kurssikret.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de begge var førstegangskøbere, og at de berettiget lagde til grund, at indklagede rådgav dem om alle vigtige forhold i forbindelse med ejerskiftesagen. De blev ikke orienteret om muligheden for og nødvendigheden af at kurssikre. Først da handlen blev afsluttet, konstaterede de, at de som følge af manglende kurssikring havde lidt et tab.
Indklagede bør på baggrund af den mangelfulde rådgivning påtage sig ansvaret for tabet.
Indklagede har anført, at der var tale om en ren ekspeditionssag, og at der derfor ikke er grundlag for et erstatningskrav.
Lånetilbuddet og gældsovertagelseserklæringen blev fremsendt til ejendomsmægleren, som returnerede gældsovertagelseserklæringen med klagernes underskrift. Underskrifterne blev indhentet via købermægleren, som også rådgav klagerne om kurssikring.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må efter det foreliggende lægges til grund, at indklagede fremsendte lånetilbuddet og gældsovertagelseserklæring til den medvirkende ejendomsmægler, at denne forestod indhentelsen af de nødvendige underskrifter, og at indklagede efter modtagelsen af de underskrevne dokumenter forestod hjemtagelsen af lånet.
Ankenævnet finder herefter, at indklagedes medvirken i ejerskiftesagen var af ren ekspeditionsmæssig karakter, og at der derfor ikke er grundlag for at pålægge indklagede et ansvar for manglende rådgivning om kurssikring.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.