Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for hævninger med dankort.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmål om klagerens hæftelse for hævninger ved dankort.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1925, havde i 1997 en lønkonto hos indklagede, hvortil der var knyttet en kredit på 10.000 kr. og et dankort. Ultimo hver måned blev der fremsendt en kontoudskrift for kontoen.

Dankortet blev opbevaret i klagerens taske. Den til kortet hørende PIN-kode var noteret i let kamufleret form på et stykke karton.

Den 7. juli 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede om spærring af kortet, idet hun havde konstateret, at der siden den 20. maj 1997 var foretaget en række hævninger på kontoen, som hun ikke kunne vedkende sig.

Saldoen på klagerens konto var den 20. maj 1997 på 67.838,34 kr. og den 7. juli 1997 på 3.777,27 kr. (negativ).

På baggrund af en anmeldelse fra klageren indledte politiet efterforskning vedrørende tre unge, A, B og C, som igennem et stykke tid var kommet i klagerens lejlighed, og som havde hjulpet klageren med indkøb og andre huslige gøremål.

I 1998 rejste politiet tiltale mod A, B og C for tyveri ved i perioden fra den 20. maj 1997 til den 7. juli 1997 at have stjålet i alt 62.100 kr. fra klageren ved anvendelse af klagerens dankort i alt 33 gange i en pengeautomat hos indklagede, subsidiært et mindre beløb.

Ved dom af 4. december 1998 afsagt af Retten i Århus blev A og B dømt for tyveri og C for medvirken til tyveri. Retten fandt det imidlertid ikke godtgjort, at tyveriet havde oversteget 20.000 kr.

Under straffesagen nedlagde klageren påstand om erstatning "for de skete tyverier, der angives at angå hævninger på i alt 62.100 kr." Under hensyn til "usikkerheden med hensyn til den helt nøjagtige størrelse af det tilegnede beløb", fandt retten ikke tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse om erstatningsspørgsmålet. Erstatningskravet blev derfor henskudt til eventuelt civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.

Klagerens datter, D, rettede henvendelse til indklagede med krav om tilbageførsel af de uberettigede hævninger, hvilket indklagede afslog.

Parternes påstande.

Den 17. april 2002 har D på vegne klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte den del af tabet som følge af misbruget, der overstiger 8.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

D har anført, at klageren kun hæfter for 8.000 kr. af misbruget.

A, B og C har udnyttet klagerens tiltagende/begyndende demens til at snuppe hendes dankort og aflæse pinkoden på papiret med telefonnumre. Klagerens kontoudtog lå frit fremme, hvorfor A, B og C også har haft mulighed for at fjerne disse.

Klageren bestrider, at hun har udleveret dankortet og koden til A, B eller C, og at hun skulle have oplyst dette til indklagede i forbindelse med spærringen af dankortet.

I forbindelse med indkøb fik A, B og C kontanter med.

Indklagede burde have reageret på det ændrede hævemønster. Klageren havde ikke noget stort forbrug og normalt kun ca. 6 - 8 posteringer på kontoen pr. måned.

Det erkendes, at klageren hæfter med 8.000 kr., da hun har undladt at spærre kortet snarest muligt.

Indklagede har anført, at klageren ved henvendelsen om spærringen af kortet den 7. juli 1997 oplyste, at hun i den forløbne periode havde udleveret såvel dankortet som den tilhørende PIN-kode til de nu dømte, som hjalp hende med de daglige indkøb.

Klageren er på ingen måde blevet "presset" til at erkende selv at have udleveret koden.

Ifølge klageren startede misbruget den 20. maj 1997. Klageren har på intet tidspunkt selv hævet penge i kontantautomater. Henset til at der i den efterfølgende periode kun er foretaget tre transaktioner, som kan have forbindelse til indkøb af fødevarer (Føtex henholdsvis den 30 maj, 23 juni og 7 juli 1997) for i alt 1.900 kr., samt at klageren af disse penge samtidig har dækket andre omkostninger i det daglige, er det indklagedes opfattelse, at dette taler for klagerens første forklaring om, at hun havde udleveret kort og kode i forbindelse med forskellige ærinder, som de dømte udførte for hende. Det må således antages, at klageren har udleveret såvel PIN-kode som kort til en eller flere af de dømte med henblik på såvel disses indkøb som samtidig hævning af kontanter til klageren. Klageren hæfter derfor uden beløbsbegrænsning for de pågældende hævninger, jf. betalingskortlovens § 21, stk. 2.

Klageren har ikke overholdt reglerne for dankort om kontrol af kontoudskrift i forbindelse med modtagelse af dette hver måneds ultimo. Såfremt klageren ikke modtog kontoudtogene, burde hun have rettet henvendelse til indklagede herom. Det er kontohavers ansvar at foretage afstemninger af kontoudtogene straks efter modtagelsen, og at opbevare disse på betryggende vis.

Indklagede var ikke bekendt med klagerens begyndende senilitet.

Der foregår ingen overvågning af kontohaveres forvaltning af deres indlånsmidler.

Beløbsstørrelserne og intervallerne mellem transaktionerne kunne ikke danne grundlag for en såkaldt hurtigløberspærring via PBS.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende, herunder de forklaringer, der blev afgivet af A, B og C under straffesagen mod dem, finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klageren har oplyst den til hendes dankort hørende PIN-kode til dem. Klageren hæfter derfor ikke i medfør § 21, stk. 2, i den dagældende betalingskortlov uden beløbsbegrænsning for tabet ved misbruget af kortet.

Klageren har erkendt, at hun hæfter med 8.000 kr. af tabet ved misbrug jf. lovens § 21. stk. 3.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at forkaste klagerens forklaring om, at hendes kort er blevet misbrugt for et samlet beløb på 62.100 kr. Uanset udfaldet af straffesagen finder Ankenævnet herefter, at indklagede bør godtgøre klageren dette beløb med fradrag af det nævnte beløb på 8.000 kr., dvs. 54.100 kr., hvilket beløb bør indsættes på klagerens konto med valør den 8. juli 1997.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger på klagerens konto indsætte 54.100 kr. med valør den 8. juli 1997.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.