Størrelse af saldo på spærret konto.
| Sagsnummer: | 486 /1996 |
| Dato: | 08-04-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Peter Nedergaard, Leif Nielsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Indlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Størrelse af saldo på spærret konto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 3. november 1975 bekræftede indklagede over for et boligselskab, at klageren havde indbetalt 1.200 kr. til dækning af depositum på en nærmere angivet konto, og at kontoen kun kunne opsiges med skriftlig godkendelse fra selskabet.
I forbindelse med overførsel af klagerens engagement til et andet pengeinstitut i oktober 1996 meddelte indklagede, at den pågældende indlånskonto var udgået, og at dele af indeståendet var overført til klagerens millionærkonto.
Ved klageskema af 5. december 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at overføre 1.200 kr. til en konto i hans nye pengeinstitut.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har under sagen fremlagt samleudskrifter vedrørende klagerens konti for årene 1984 til 1992. Ifølge udskrifterne har saldoen på den spærrede konto i de pågældende år været som følger:
1984 kr. 2.722,57 1985 kr. 2.945,07 1986 kr. 511,16 1987 kr. 541,83 1988 kr. 572,99 1989 kr. 603,06 1990 kr. 17,51 1991 kr. 17,51
Indklagede har oplyst, at saldoen på 17,51 kr. i 1992 blev overført til en intern uforrentet konto. Dette sker rutinemæssigt for konti med saldi under 100 kr., hvor der ikke har været bevægelser i de forudgående 12 måneder.
Indklagede har endvidere fremlagt en kontoudskrift vedrørende klagerens checkkonto hos indklagede. Af kontoudskriften fremgår en overførsel på 2.500 kr. fra indlånskontoen til checkkontoen den 21. marts 1986. Endelig har indklagede fremlagt kopi af et bilag vedrørende en overførsel på 636 kr. fra indlånskontoen til klagerens millionærkonto. Indklagede har oplyst, at overførslen fandt sted den 2. august 1991.
Klageren har anført, at kontoen var spærret, og at indklagede bør overføre grundbeløbet på 1.200 kr. til hans nye pengeinstitut.
Indklagede har anført, at kontoens indestående er udbetalt til klageren, bortset fra restsaldoen på 17,51 kr., hvilket beløb klageren kan få udbetalt efter ønske. Boligselskabet har ikke rejst krav over for indklagede. Såfremt dette sker har indklagede regres mod klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes at Ankenævnet finder det kritisabelt, at indklagede ved overførslen af klagerens engagement i oktober 1996 ikke godskrev klageren restsaldoen på kontoen på 17,51 kr.
På grundlag af den af indklagede fremlagte dokumentation må det lægges til grund, at indeståendet på klagerens konto, der i 1975 blev spærret til fordel for boligselskabet, efterfølgende er blevet udbetalt til klageren med påløbne renter, bortset fra saldoen på 17,51 kr., som indklagede nu har erklæret sig indforstået med at udbetale til klageren. Det nævnte beløb bør forrentes med den for den pågældende konto til enhver tid gældende sats, medmindre indklagede gyldigt har forbeholdt sig fritagelse for forrentning af indeståender under et vist beløb.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.