Gebyr ved overførsel af indekskonto.
| Sagsnummer: | 483 /2000 |
| Dato: | 30-04-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Gebyr ved overførsel af indekskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes gebyr på 250 kr. ved overførsel af en indekskonto til et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Klageren og dennes ægtefælle overførte i 1997 deres indekskonti til indklagede.
På et ikke nærmere angivet tidspunkt i 2000 anmodede klageren og ægtefællen om overførsel af deres indekskonti til et andet pengeinstitut. Indklagede opkrævede i denne forbindelse i gebyr på 2 x 250 kr.
Af indklagedes prislister af henholdsvis 23. april 1996, 23. juni 1997 samt 16. oktober 2000 fremgår, at indklagedes gebyr ved overførsel af pensionskonti til andet pengeinstitut udgør 250 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. december 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 500 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at der i forbindelse med overførslen af kontiene til indklagede i marts 1997 ikke blev oplyst om overførselsgebyr, ligesom han heller ikke fik udleveret prisliste. Baggrunden, for at kontiene i 2000 blev overflyttet til et andet pengeinstitut, er ønsket om en højere forrentning.
Gebyret er ikke sædvanligt i banchen.
Indklagede har anført, at overførselsgebyret er indklagedes sædvanlige gebyr for ekspedition af overførsel af pensionskonti. Gebyret dækker det tidsforbrug, som medgår ved ekspeditionen.
Det vurderes, at en overførsel af en indekskontrakt medfører tidsforbrug på 30-45 min. Ved overførslen skal iagttages en række formkrav, og der skal afgives oplysninger til det modtagende pengeinstitut, bl.a. om alle indbetalinger er sket rettidigt, ligesom der skal oplyses om beregning af realrente. Det bemærkes i denne forbindelse, at indklagedes timesats udgør 450 kr.
Det bestrides, at det har været indklagedes praksis at undlade at udlevere prislister til nye indekskontraktkunder. Såfremt det ikke er sket i klagerens tilfælde, beklages dette.
Uanset om klageren måtte have fået prislisten, er klageren forpligtet til at betale gebyret, da det har været påregneligt for klageren, at han måtte betale for tidsforbruget ved en given ekspedition.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klageren måtte påregne, at indklagede ville kræve betaling for det arbejde, der er forbundet med overførslen af indekskontiene til et andet pengeinstitut. Ankenævnet finder ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at det af indklagede fastsatte gebyr på 250 kr. for overførsel af en indekskonto overstiger det rimelige.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.