Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvidvaskregler. Krav om erstatning for tort.

Sagsnummer: 57 /2022
Dato: 12-12-2022
Ankenævn: Waaben, Andreas Moll Årsnes, Mette Lindekvist Højsgaard, Jacob Ruben Hansen, Anna Marie Schou Henrik Ringive
Klageemne: Konto - øvrige spørgsmål
Indlån - opsigelse
Ledetekst: Indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvidvaskregler. Krav om erstatning for tort.
Indklagede: Sparekassen Danmark
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af engagement begrundet i hvidvaskregler. Krav om erstatning for tort.

Sagens omstændigheder

Klageren blev kunde i Jutlander Bank (nu Sparekassen Danmark) i 2003. Klageren havde en privatkonto, to andre indlånskonti og et værdipapirdepot.

Den 22. november 2021 blev der indsat et kontantbeløb på 23.500 kr. på klagerens privatkonto via en pengeautomat. Beløbet blev hævet samme dag. Sparekassen har oplyst, at klageren på sparekassens forespørgsel forklarede, at beløbet stammede fra hendes søns opsparing.

Den 6. december 2021 indsatte klageren et kontantbeløb på 13.000 kr. på sin konto via en pengeautomat. Beløbet blev via netbank samme dag overført til tredjemands konto. Klageren har oplyst, at overførslen skete til et familiemedlem. I en netbank besked til klageren af 10. december 2021 skrev sparekassen:

”Vi kan se du har indsat kr. 13.000,00 via pengeautomat den 06.12.2021 - vi har lige brug for at vide hvor disse kontanter stammer fra”

Sparekassen har oplyst, at den forgæves forsøgte at få telefonisk kontakt med klageren den 10. og 13. december 2021, og at den i et brev af 15. december 2021 anmodede klageren om at kontakte sparekassen. Klageren har oplyst, at hun forgæves forsøgte at få telefonisk kontakt med sparekassen den 10. december 2021, den 4. januar 2022 og tre gange den 17. januar 2022. Klageren har fremlagt en udskrift over sine telefonopkald fra den 5. til 10. december 2021 og den 4. og 17. januar 2022.

I et brev til klageren af 29. december 2021 skrev sparekassen:

”… For et par uger siden skrev jeg til dig, fordi jeg har brug for at snakke med dig.

Lovgivningen kræver nemlig, at vi løbende opdaterer kendskabet til alle vores kunder.

Men jeg har desværre ikke hørt fra dig.

Jeg skal derfor bede dig kontakte mig snarest muligt og senest om 14 dage.

Hvis vi ikke hører fra dig, kan vi være tvunget til at spærre dit engagement med banken. …”

I et brev til klageren af 14. januar 2022 opsagde sparekassen engagementet med tre måneders varsel. Sparekassen anførte som begrundelse for opsigelsen:

”… Jeg har forgæves forsøgt at komme i kontakt med dig for at få opdateret vores kendskab til dig og din brug af banken. Lovgivningen kræver, at vi løbende opdaterer kendskabet til alle vores kunder.

Da jeg kan konstatere, at vi ikke har modtaget de krævede oplysninger, ser jeg mig nødsaget til at opsige kundeforholdet …”

Klageren rejste indsigelse mod opsigelsen over for sparekassen. Sparekassen har oplyst, at klageren den 19. januar 2022 telefonisk forklarede, at beløbet stammede fra salg af havemøbler.

Sparekassen fastholdt opsigelsen. I et brev til klageren af 26. januar 2022 anførte sparekassen blandt andet:

”Du har endvidere modtaget mail den 17-01-2022 fra [medarbejder i sparekassen, M1] og samtidig oplyser såvel [M1 og en anden medarbejder i sparekassen, M2], at de mange gange har forsøgt at ringe dig op.

Til sidst sendte du en mail til [M2], hvor du oplyste, at du ville kunne træffes fra kl. 12 den 19-01-2022.

Først den 19-01-2022 modtog sparekassen din forklaring på indsættelsen. …”

Af Sparekassens ”almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder” fremgår blandt andet:

”12. Opsigelse og spærring

Sparekassen Danmark af 1871 og du kan til enhver tid opsige kundeforholdet uden varsel, medmindre der er aftalt andet.

Ved Sparekassen Danmark af 1871s opsigelse har du krav på en saglig begrundelse på papir eller elektronisk. …

Sparekassen Danmark af 1871 kan opsige et kundeforhold uden varsel, hvis du ikke giver Sparekassen Danmark af 1871 de oplysninger, som Sparekassen Danmark af 1871 vurderer, er nødvendige at indhente fra dig i henhold til lovgivningen, f.eks. hvidvaskloven eller skattekontrolloven. …”

Parternes påstande

Den 11. februar 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal anerkende, at den ikke var berettiget til at opsige hendes kundeforhold. Klageren har endvidere nedlagt påstand om, at sparekassen skal betale en torterstatning på 2.500 kr.

Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at opsigelsen var uberettiget. Sparekassen fik forklaringer på begge overførslerne af 23. november og 6. december 2021. Sparekassen godkendte forklaringerne. Sparekassen erkendte i sit brev af 26. januar 2022 at have modtaget hendes forklaring på indsættelsen af 13.000 kr., som M2 også godkendte tidligere i forløbet. Sparekassen afviste ikke forklaringen i brevet. Sparekassen har ikke under klagesagen forholdt sig til, at flere ansvarlige i sparekassen har godkendt hendes forklaring om beløbet på 13.000 kr.

Overførslerne skete mellem familiemedlemmer, som er mangeårige kunder i sparekassen. Der er ikke sket overførsel til ukendt tredjemand.

Sparekassen spurgte hende den 10. december 2021 i Netbank om de 13.000 kr., men spurgte hende ikke om de 23.500 kr. Det fremgår af de fremlagte udskrifter over telefonopkald, at hun ringede til sparekassen den 10. december 2021, den 4. januar 2022 og tre gange den 17. januar 2022 uden at få fat i sin kundemedarbejder. Hun fik at vide, at kundemedarbejderen enten var gået til frokost eller gået hjem. Det fremgår ikke af de fremlagte udskrifter over telefonopkald, at sparekassen henvendte sig til hende i perioden. Hun talte med sparekassen den 19. januar 2022.

Der er ikke en saglig begrundelse for opsigelsen. Sparekassens breve af 29. december 2021 og 14. januar 2022, der ikke nævner beløbet på 13.000 kr., kan ikke føre til et andet resultat, da sparekassen implicit i sit brev af 26. januar 2022 accepterede hendes forklaring vedrørende de 13.000 kr.

Sparekassen har anført, at den er forpligtet til at have kendskab til kundernes brug af konti til regler om hvidvask. Hun har været kunde i sparekassen siden 2003 hos forskellige medarbejdere og har altid haft et udmærket forhold til sparekassen. Hendes børn har været kunder hos sparekassen gennem flere år. Hun er førtidspensionist. Hun har medvirket aktivt i diskussioner med sparekassen om forskellige udfordringer, herunder også i et spørgsmål om hvem der havde kompetencen til at spærre en konto i en beboerforening. Sparekassen kender hende og hendes familie rigtigt godt.

Det forhold, at sparekassen ikke i sine systemer har registreret hende med kundekendskab, er sparekassens udfordring, som ikke skal komme hende til skade. Hun er uenig i sparekassens forsøg på at vende bevisbyrden. Sparekassen skal dokumentere, at den har overholdt hvidvaskreglerne. Sparekassen har ikke dokumenteret, hvornår kundekendskabet i sparekassens systemer er opdateret.

Sparekassen vil tilsyneladende gerne af med hende, fordi den ikke tjener nok på at have hende som kunde.

Hun blev kunde i Sparekassen Hobro, der blev til Jutlander Bank, der blev til sparekassen, så det må være de dagældende betingelser, der er gældende for hende.

Hun har været udsat for urimelig forskelsbehandling og har krav på en godtgørelse. Hun tager endvidere forbehold for godtgørelse som følge af forskelsbehandlingsregler samt for renter og omkostninger i anledning af ethvert krav, som hun måtte oppebære.

Hun har forligt en anden sag med sparekassen om salg af nogle aktier, hvor hun fik en godtgørelse af sparekassen, der erkendte flere fejl, herunder at den ikke tog telefonen, når hun ringede. Sparekassen opfordres til at fremlægge korrespondancen herom i klagesagen i Ankenævnet.

Sparekassen Danmark har anført, at sparekassen var berettiget til at opsige kundeforholdet som sket, jf. punkt 12 i sparekassens almindelige betingelser for privatkunder.

Sparekassen er i henhold til hvidvaskreglerne underlagt en række forpligtelser i relation til kendskabet til sine kunder og kundernes brug af banken. Det fremgår blandt andet af hvidvasklovens § 11, at transaktioner skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med bankens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse og endelige destination. Ligeledes skal banken kende kundernes formål med forretningsforbindelsen og forstå kundernes brug af banken.

En opsigelse af et kundeforhold er hjemlet i hvidvasklovens § 15.

De i sagen nævnte indsættelser stemte ikke med kendskabet til klageren og hendes profil. Der var tale om to tilfælde af større kontante indsættelser den 22. november og 6. december 2021, der umiddelbart efter indsættelsen blev overført til tredjemand.

Sparekassen kontaktede inden opsigelsen klageren adskillige gange med henblik på afklaring af de kontante indbetalinger, og sparekassen advarede klageren om, at det ville få konsekvenser for engagementet, hvis ikke sparekassen modtog svar på sin forespørgsel. Trods gentagne henvendelser fra sparekassen med ønske om forklaring på kontantbeløbet, modtog sparekassen ikke forklaring på beløbet. Den 14. januar 2022, efter mere end en måned uden kontakt til klageren trods gentagne opringninger og beskeder i e-boks, så sparekassen sig nødsaget til at opsige kundeforholdet med tre måneders varsel som følge af, at sparekassen uden forklaring på beløbet ikke ville være i stand til at opfylde sine forpligtelser i henhold til hvidvasklovgivningen.

Opsigelsen er sagligt begrundet og i overensstemmelse med sparekassens forretningsbetingelser.

Sparekassen har ikke overtrådt regler om god skik eller diskrimineret klager ud fra usaglige kriterier.

Sparekassen har ikke begået fejl eller forsømmelser, der kan begrunde et erstatningsansvar.

Det er korrekt, at sparekassen kulancemæssigt har godtgjort en kursforskel i forbindelse med aktiehandel med 1.100 kr. Heri lå ikke en erkendelse af fejl fra sparekassens side, og godtgørelsen har ikke relevans i forhold til opsigelsen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren blev kunde i Jutlander Bank (nu Sparekassen Danmark) i 2003. Klageren havde en privatkonto, to andre indlånskonti og et værdipapirdepot. 

Den 22. november 2021 blev der indsat et kontantbeløb på 23.500 kr. på klagerens privatkonto via en pengeautomat. Beløbet blev hævet samme dag. Sparekassen har oplyst, at klageren på sparekassens forespørgsel forklarede, at beløbet stammede fra hendes søns opsparing.

Den 6. december 2021 indsatte klageren et kontantbeløb på 13.000 kr. på sin konto via en pengeautomat. Beløbet blev via netbank samme dag overført til tredjemands konto. Klageren har oplyst, at overførslen skete til et familiemedlem.

I en netbankbesked til klageren af 10. december 2021 anmodede sparekassen klageren om at forklare, hvorfra beløbet på 13.000 kr. stammede. Sparekassen har oplyst, at den forgæves forsøgte at få telefonisk kontakt med klageren den 10. og 13. december 2021, og at den i et brev af 15. december 2021 anmodede klageren om at kontakte sparekassen. Klageren har oplyst, at hun forgæves forsøgte at få telefonisk kontakt med sparekassen den 10. december 2021, den 4. januar 2022 og tre gange den 17. januar 2022. Klageren har fremlagt en udskrift over sine telefonopkald. I et brev af 29. december 2021 anmodede sparekassen klageren om at kontakte sparekassen snarest muligt og senest om 14 dage, idet sparekassen i modsat fald kunne være tvunget til at spærre klagerens engagement.

Ved et brev af 14. januar 2022 til klageren opsagde sparekassen klagerens engagement. Opsigelsen var begrundet i, at sparekassen forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med klageren for at få opdateret sit kendskab til klageren og hendes brug af banken. Klageren rejste indsigelse mod opsigelsen over for sparekassen. Sparekassen har oplyst, at klageren den 19. januar 2022 telefonisk forklarede, at beløbet på 13.000 kr. stammede fra salg af havemøbler.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag. Ankenævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold i banken var uberettiget.

Ankenævnet finder, at det efter det i sagen oplyste må lægges til grund, at opsigelsen var begrundet i klagerens indsættelse af og overførsel af beløbet på 13.000 kr. den 6. december 2021, og at sparekassen den 19. januar 2022 tog klagerens forklaring om beløbet til efterretning.

Ankenævnet finder, at sparekassen på baggrund heraf burde have tilbagekaldt opsigelsen af klagerens engagement. Ankenævnet finder herefter, at sparekassen skal tilbyde klageren at genetablere hendes engagement.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har krav på erstatning eller godtgørelse fra sparekassen i forbindelse med opsigelsen.

Ankenævnets afgørelse

Sparekassen Danmark skal inden 30 dage tilbyde klageren at genetablere hendes engagement.

Klageren får ikke medhold i sit krav om erstatning for tort.

Klageren får klagegebyret tilbage.