Kapitalpension, overførsel, negativt afkast.
| Sagsnummer: | 294 /1992 |
| Dato: | 21-10-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - overførsel
|
| Ledetekst: | Kapitalpension, overførsel, negativt afkast. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I maj måned 1991 rettede klageren henvendelse til indklagedes Frederiks afdeling, Karup, vedrørende klagerens kapitalpensionskonto med forespørgsel om værdien af ordningen. I den forbindelse fik klageren oplyst, at kapitalpensionen havde et negativt afkast.
Ifølge klageren rettede han den 18. juli 1991 forespørgsel til afdelingen om værdien af kapitalpensionskontoen og fik da oplyst værdien til 181.727,28 kr. Ifølge indklagede forespurgte klageren om saldoen, som oplystes til 181.727,28 kr.
Klageren rettede herefter henvendelse til Skjern Bank med anmodning om kontoens overførsel hertil.
Af kontoudtog af 8. august 1991 over kapitalpensionskontoen fremgår, at kontoens saldo den 8. maj 1991 var 181.727,28 kr. De næste posteringer er foretaget i forbindelse med kontoens overførsel den 9. august 1991, hvor indklagede til Skjern Bank fremsendte i check 171.280,98 kr., som udgjorde værdien af kapitalpensionskontoen med fradrag af negativt afkast på 10.446,30 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede godtgør klageren det negative afkast på 10.446,30 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han som følge af oplysningen om værdien af kontoen i juli måned 1991 anmodede om kontoens overførsel til andet pengeinstitut. Det fremgik af det oplyste, at kontoens værdi oversteg indeståendet pr. 1. januar 1991. Senere fik han imidlertid oplyst, at det negative afkast skulle indbetales til det nye pengeinstitut. Klageren har imidlertid i tillid til den givne oplysning anmodet om kontoens overførsel, og indklagede bør derfor godtgøre ham det negative afkast. Ved henvendelsen i juli måned 1991 forespurgte han ikke om kontoens saldo, da denne er uden betydning ved overførsel til andet pengeinstitut. Skjern Bank har ikke overfor klageren oplyst, at der var et negativt afkast.
Indklagede har anført, at klageren i april måned 1991 stoppede indbetalingerne til kapitalpensionskontoen. Forud for dette tidspunkt havde klageren flere gange spurgt til kontoens afkast, idet han havde givet udtryk for at være utilfreds med det negative afkast. Ved henvendelsen i juli 1991 forespurgte klageren om kontoens saldo, som oplystes, og den ekspederende medarbejder gik ud fra, at forespørgslens baggrund var at kontrollere, at indbetalingerne til kontoen var stoppet. Pr. 1. maj 1991 var således fejlagtigt overført den månedlige indbetaling til kontoen, men den tilbageførtes den 8. maj 1991. Ved indklagedes modtagelse af overførselsanmodningen oplyste afdelingen overfor Skjern Bank, at kontoens afkast var negativt. Efterfølgende blev afdelingen gjort bekendt med, at Skjern Bank kontaktede klageren vedrørende det negative afkast i forbindelse med overførslen. Klageren har således været bekendt med, at der var et negativt afkast på kontoen.
Ankenævnets bemærkninger:
Uanset om det måtte lægges til grund, at indklagede ved klagerens forespørgsel i juli måned 1991 om kapitalpensionskontoen måtte have oplyst, at kontoens værdi udgjorde 181.727,28 kr., findes dette forhold ikke at kunne begrunde, at indklagede ikke efterfølgende har været berettiget til at fradrage det negative afkast på 10.446,30 kr. i forbindelse med kontoens overførsel til Skjern Bank. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren det negative afkast.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.