Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld. Misforhold mellem kautionsforpligtelse og kautionists økonomi. Rådgivning om risiko. Underretning om misligholdelse.
| Sagsnummer: | 92/2007 |
| Dato: | 10-09-2007 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
Kaution - stiftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld. Misforhold mellem kautionsforpligtelse og kautionists økonomi. Rådgivning om risiko. Underretning om misligholdelse. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod en kautionsforpligtelse for sin tidligere samlevers lån hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
I begyndelsen af 2005 ønskede klageren og dennes kæreste, S, at købe en bestemt fast ejendom for en købesum på 795.000 kr. S var kunde i pengeinstituttet P, som afslog at medvirke til finansieringen af ejendomskøbet.
Indklagede, der var klagerens pengeinstitut, accepterede at medvirke til finansieringen og ønskede i den forbindelse, at S overførte sit engagement.
I en udateret skrivelse, som indklagede modtog i januar 2005, oplyste klageren, at S havde en indtægt på 11.500 kr. pr. måned, og at hendes indtægt var på 18.500 kr. Klageren havde 2 lån hos indklagede med en restgæld på i alt 86.800 kr., og S havde en gæld på i alt 238.200 kr. De ønskede deres gæld slået sammen til et lån på 325.000 kr., som de ønskede at afvikle med en månedlig ydelse på 4.200 kr.
I januar 2005 havde klageren et overtræk ca. 8.000 kr. på sin løbende konto hos indklagede og en gæld på ca. 30.000 kr. på en erhvervskonto.
Ifølge skattemæssige forskudsopgørelser for 2005, der blev udskrevet til klageren og S den 12. januar 2005, blev der forventet en indtægt i 2005 for klageren på 320.000 kr. og for S på 178.000 kr. Den skattepligtige indkomst var på henholdsvis 222.800 kr. og 125.114 kr.
Klageren havde et opsparet beløb til dækning af udbetalingen i ejendomskøbet.
Den 19. januar 2005 blev der afholdt et møde mellem klageren, S og indklagede. Under mødet underskrev S et gældsbrev til indklagede vedrørende et lån på 216.161,62 kr., som blev anvendt til indfrielse af hans eksisterende gæld til P og tre finansieringsselskaber. Klageren underskrev et gældsbrev vedrørende et lån på 169.696,97 kr., som blev anvendt til indfrielse af gælden på de to lån og overtrækket på ca. 8.000 kr. på den løbende konto samt til bl.a. køb af møbler. Ved underskrivelse af gældsbrevene og separate kautionsdokumenter påtog klageren og S sig selvskyldnerkaution for hinandens lån. Af kautionsdokumenterne fremgår bl.a.:
"…
Jeg har modtaget Forbrugerrådets og Finansrådets fælles information om kaution.
Jeg vil fra banken hvert år modtage en opgørelse over den forpligtelse, som jeg har kautioneret for. Opgørelsen sendes til den af banken sidst kendte adresse.
…
Jeg og banken erklærer, at vi sammen har gennemgået Forbrugerrådets og Finansrådets fælles information om kaution.
…"
Indklagede fik pant i henholdsvis S' motorcykel og klagernes bil.
Indklagede har fremlagt kopier af e-mails sendt mellem klageren og indklagede i tiden omkring mødet. Om aftenen på mødedatoen den 19. januar 2005 sendte klageren en e-mail til indklagede, hvor klageren bl.a. takkede "for jeres venlige behandling af os i dag".
Klageren har anført, at hun var blevet rådet af sin far til at få oprettet to separate lån i stedet for et samlet, hvilket hun telefonisk havde meddelt indklagede. Faderen advarede hende også mod evt. at blive overtalt til at kautionere, hvorfor hun såvel telefonisk som ved e-mails kort før afholdelsen af mødet havde meddelt indklagede, at hun frabad sig en eventuel forespørgsel fra indklagede om kaution. Da de på mødet havde underskrevet lånedokumenterne, fortsatte indklagede med, at "vi også lige skal have disse her krydskautioner underskrevet". Indklagede havde ikke tidligere nævnt noget krav om kaution, og hun ønskede ikke at ødelægge den gode stemning og sit nyetablerede forhold til S ved at afslå at underskrive kautionsdokumenterne. På denne måde blev hun presset til at kautionere. Hun har anmodet indklagede om at fremlægge de e-mails, som hun sendte før mødet. Den nu fremlagte e-mailkorrespon-dance er ufuldstændig. I e-mailen af 19. januar takkede hun alene, fordi hun var glad for, at indklagede havde givet mulighed for købet af ejendommen.
Indklagede har anført, at det bestrides, at man har udøvet nogen form for pres på klageren for at få hende til at påtage sig kautionsforpligtelsen. Man har heller ikke haft kendskab til, at klageren på anden vis skulle have følt sig presset til at påtage sig forpligtelsen. Tværtimod takkede klageren i sin efterfølgende e-mail for venlig behandling. Spørgsmålet om kaution fremgår ikke af e-mailkorrespondancen.
Den 20. januar 2005 udstedte Nordea Kredit et lånetilbud til klageren og S vedrørende et 30-årigt 4 % obligationslån på 667.000 kr. til finansiering af ejendomskøbet.
Klageren har oplyst, at hun og S den 28. februar 2005 flyttede ind i ejendommen. Hun blev udsat for vold under samlivet, som derfor blev ophævet i maj 2005.
Klageren overtog ejendommen som eneejer og overtog sit og S' fælles boliglån.
Den 13. juli 2005 udarbejdede indklagede et budget for klageren med udgangspunkt i en årsindkomst på 320.000 kr. Ifølge budgettet ville klageren efter overtagelsen af ejendommen have et månedligt rådighedsbeløb på 4.389 kr.
Ifølge skattemæssige årsopgørelser, der blev udskrevet den 18. juli 2005 havde klageren i 2004 en personlig indkomst på 63.767 kr. men en negativ skattepligtig indkomst.
Den 11. august 2005 blev der indsat 60.000 kr. på S' lån, som herefter havde en saldo på 155.386 kr.
Den 16. august 2005 sendte indklagede en rykkerskrivelse til S, som ikke havde betalt ydelserne for juni, juli og august 2005, i alt 9.600 kr., på sit lån. Indklagede sendte en kopi af rykkerskrivelsen til klageren.
Den 22. august 2005 underskrev klageren en erklæring til indklagede om, at hun var indforstået med, at pantet i motorcyklen på grundlag af indbetalingen på 60.000 kr. blev frigivet.
Ved skrivelse af 30. august 2005 rykkede indklagede S for restancen på 9.600 kr., som fortsat ikke var betalt. Indklagede sendte en kopi af rykkerskrivelsen til klageren.
Den 15. september 2005 opsagde indklagede S' lån og gjorde kautionen gældende over for klageren.
Den 3. januar 2006 tiltrådte klageren med sin underskrift et frivilligt forlig mellem indklagede og S om afvikling af gælden, som pr. den 30. december 2005 blev opgjort til 164.804,72 kr., med 500 kr. pr. måned. Forliget skulle genforhandles i december 2006 med henblik på en forhøjelse af ydelsen.
I december 2006 forsøgte indklagede forgæves at få en aftale med S om en forhøjelse af ydelsen. Ved skrivelse af 22. december 2006 opsagde indklagede forliget til fuld indfrielse.
I begyndelsen af 2007 gjorde klageren indsigelse mod kautionsforpligtelsen for S' lån. Indklagede afviste indsigelserne.
Parternes påstande.
Den 26. marts 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frigøre hende som kautionist på S' lån.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at kautionen for S' lån stod i misforhold til hendes økonomi, jf. god skik bekendtgørelsen § 17, stk. 1.
Indklagede havde et indgående kendskab til hendes økonomi, herunder at hendes indtægt hovedsagligt stammede fra hendes virksomhed som prostitueret. For at komme ud af prostitutionen forsøgte hun at drive en tøjbutik, som hun desværre måtte sælge i november 2006, fordi den "ikke kunne gå". Indklagede fik kopi af årsopgørelser, regnskaber, lønsedler m.v. og var således klar over, at både hun og S var på sygedagpenge. Forskudsopgørelsen for 2005 blev udarbejdet med henblik på finansieringen af ejendomskøbet, og indklagede var klar over, at den forventede indtjening på 320.000 kr. hovedsageligt var baseret på hendes indtjening som prostitueret. Årsopgørelsen for 2004 viste en negativ skattemæssig indkomst. Hendes aktuelle gæld til indklagede oversteg værdien af hendes bil, som var hendes eneste aktiv.
S' gæld oversteg ligeledes værdien af hans eneste aktiv, som var en motorcykel.
Hun underskrev kautionserklæringen efter pres fra indklagede. Finansieringen af ejendomskøbet var betinget af, at S overførte sit engagement, og indklagede anmodede om hendes kaution på mødet, selvom hun forinden udtrykkeligt havde frabedt sig dette.
Indklagede undlod at informere om indholdet og konsekvenserne af kautionen, jf. god skik bekendtgørelsen § 17, stk. 2. Hverken hun eller S fik udleveret Forbrugerrådets og Finansrådets fælles information om kaution.
Indklagede overtog efter eget ønske S' eksisterende lån og anmodede hende om at kautionere herfor. Der var derfor tale om kaution for gammel gæld.
På grund af trusler fra S så hun sig nødsaget til at acceptere frigivelse af pantet mod indbetalingen på 60.000 kr. samt det frivillige forlig om afviklingen med 500 kr. pr. måned.
Indklagede undlod at informere hende om, at det frivillige forlig i december 2006 blev misligholdt, fordi S ikke ville medvirke til en genforhandling af ydelsens størrelse. Under en telefonsamtale med indklagede blev hun ved et tilfælde bekendt med misligholdelsen af forliget. Hun meddelte indklagede, at ydelsen burde forhøjes til 1.500 kr. eller 2.000 kr. pr. måned, og at der kunne opnås pant/udlæg i en bil, som S havde anskaffet. Indklagede har imidlertid ladet S fortsætte med at betale ydelsen på 500 kr. pr. måned.
Indklagede har forsømt en gang årligt at sende oplysninger om størrelsen af det kautionssikrede engagement, jf. bekendtgørelsen om god skik § 17, stk. 3.
Indklagede har anført, at man ved bevillingen af engagementet vurderede, at parret ville have et tilfredsstillende rådighedsbeløb. Vurderingen var ikke baseret på årsopgørelserne for 2004, som udviste en meget beskeden indtægt, men på den forventede indtægt, som var opgivet til skattevæsenet, sammenholdt med parrets udgifter. Ved vurderingen af klagerens økonomiske formåen, blev der ikke lagt vægt på, at klageren gennem en årrække havde suppleret sin officielle indkomst med en indtægt fra prostitution. Derimod tillagde man det en vis betydning, at klageren tidligere havde vist sig i stand til og indstillet på at afvikle større gældsposter over ganske kort tid.
Vurderingen af klagerens økonomiske formåen understøttes af, at klageren var i stand til som eneejer at overtage den ejendom, som hun og S købte i fællesskab, og det fælles boliglån, som hun fortsat afdrager på.
Kautionen stod ikke i misforhold til klagerens økonomi på kautionstidspunktet. Det forhold, at klagerens økonomi efterfølgende udviklede sig negativt, herunder at klageren måtte afhænde sin butik, og at hun var sygemeldt i flere perioder, kan ikke medføre, at kautionen ikke kan gøres gældende.
Klageren påtog sig kautionen frivilligt og uden nogen form for pres fra indklagedes side.
Klageren havde fuld indsigt i S' økonomi, og hun blev forud for etableringen af kautionen gjort bekendt med konsekvenserne af forpligtelsen. Klageren skrev under på, at hun modtog pjecen "Forbrugerrådets og Finansrådets fælles information om kaution", ligesom hun og den ekspederende medarbejder skrev under på, at kautionsforpligtelsen og pjecen blev gennemgået.
Det bestrides, at der var tale om kaution for gammel gæld, idet kautionen blev stillet i forbindelse med, at man overtog S' gæld fra andre penge- og finansieringsinstitutter. Kautionsdokumentet blev underskrevet samtidig med gældsbrevet og dermed samtidig med effektueringen af det kautionssikrede lån.
Klageren blev informeret om restancen på det kautionssikrede lån inden for tre måneders fristen i lov om finansiel virksomhed § 48.
Klageren blev skriftligt informeret om størrelsen af den gældspost, som kautionen var stillet for, jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 7, den 15. september 2005, hvor lånet blev opsagt og kautionen gjort gældende, samt den 3. januar 2006, hvor klageren tiltrådte det frivillige forlig med S.
I december 2006 blev klageren telefonisk informeret om, at S ikke havde overholdt vilkåret om genforhandling i det frivillige forlig.
S afdrager fortsat 500 kr. om måneden.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Peter Blok, Peter Stig Hansen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede på utilbørlig måde pressede klageren til at kautionere for hendes samlevers lån på ca. 216.000 kr.
Klageren var fuldt ud klar over, at lånet skulle anvendes til indfrielse af S' gældsposter i andre penge- og finansieringsinstitutter. Hun kan derfor ikke med rette gøre gældende, at låneprovenuet er anvendt på en måde, som strider mod hendes forudsætninger ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen.
Efter det skriftlige aftalegrundlag, der er fremlagt under sagen, finder vi heller ikke grundlag for at anse kautionen for uforbindende som følge af, at klageren ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet oplyst om kautionsforpligtelsens karakter og mulige konsekvenser.
Endelig giver heller ikke det oplyste om klagerens økonomiske forhold og indklagedes kendskab hertil grundlag for at anse kautionserklæringen for ugyldig. Det bemærkes herved, at klageren selv tilvejebragte oplysningerne om sin forventede indtægt i 2005. Det kan ikke føre til et andet resultat, at indklagede må antages at have været bekendt med, at en del af klagerens indtægter hidrørte fra prostitution.
Indklagede har overholdt sine forpligtelser til at informere klageren om hendes hæftelse og om S' misligholdelse.
Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
To medlemmer - Carsten Holdum og Poul Erik Tobiasen - udtaler:
Klageren kautionerede for S' gamle gæld, som blev overført på indklagedes forlangende.
Kautionen blev etableret uden sammenhæng med finansieringen af ejendomskøbet, hvilket understøttes af, at indklagede efterfølgende fandt klageren kreditværdig til som enedebitor at overtage gælden vedrørende ejendommen.
Klageren var sygemeldt, og ifølge årsopgørelsen for 2004 var hendes indtægt beskeden. Uanset klagerens optimistiske forventninger til sin fremtidige indtjening finder vi, at kautionsforpligtelsen stod i misforhold til klagerens økonomi.
På baggrund af ovenstående finder vi, at kautionen var i strid med "Forbrugerrådets og Finansrådets fælles holdning til regler for privat kaution" og bekendtgørelsen om god skik, tidligere § 17, stk. 1, nu § 20, hvorfor klageren ikke er bundet af kautionsaftalen.
Vi stemmer derfor for, at klagen tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.