Indløsning af stjålen check.
| Sagsnummer: | 203/1990 |
| Dato: | 05-11-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Check - indløsning
|
| Ledetekst: | Indløsning af stjålen check. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved krydset check af 9. april 1990 trukket på Den Danske Bank fremsendte klagerens tidligere arbejdsgiver 4.410,61 kr. til klageren. Den 11. april 1990 blev checken indløst af indklagedes Tune afdeling. Checkens bagside var påført klagerens navn. I forbindelse med indløsningen skrev indløseren sit navn under klagerens og fremviste samtidig en fuldmagt, som angav at være udstedt af klageren, og hvori hun gav indløseren lov til at hæve sine feriepenge.
Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hende det tab, hun har lidt som følge af, at indklagede har udbetalt beløbet til en ikke berettiget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun ikke har modtaget checken, og at hun ikke kan oplyse, hvorledes indløseren er kommet i besiddelse af checken. Endossementet og fuldmagten er falske. Checken var krydset, hvorfor den ikke kunne udbetales til indløseren, men alene sættes ind på en konto hos indklagede. Gennem kriminalpolitiet har klageren erfaret, at checkens indløser er kendt - også af indklagedes afdeling - for at indløse checks påført falsk endossement.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at indløseren er indlånskunde i Tune afdeling og jævnligt kommer i afdelingen. Han var således kendt af kassereren, der udbetalte beløbet. Kassereren hæftede sig ikke specielt ved den fremviste fuldmagt, idet endossementsrækken var korrekt. Kassereren var således i god tro omkring indløsningen af checken. Det forhold, at indløseren fremviste en overflødig fuldmagt, der efterfølgende viste sig at være falsk, bevirker ikke, at kassereren skulle have været i ond tro. Det sker ofte, at kunder af ukendskab til lovregler fremviser overflødige fuldmagter eller lignende. Indklagede bestrider at være bekendt med, at indløseren er kendt for kriminel omgang med checks.
Ankenævnets bemærkninger:
Den person, fra hvem indklagede erhvervede den til klageren udstedte krydsede check, var kunde hos indklagede, og den pågældende fremtrådte som retmæssig checkindehaver ved en uafbrudt række af endossementer.
Herefter, og da der ikke er grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder vidste, at den pågældende manglede ret til at råde over checken, eller har udvist grov uagtsomhed i denne henseende, kan klagerens erstatningskrav overfor indklagede ikke tages til følge, jf. checklovens § 21 sammenholdt med § 19 og § 38.
Det tilføjes, at der ikke er taget stilling til, hvorvidt klageren måtte kunne rejse krav mod checkudstederen med henvisning til, at checken aldrig er kommet frem til hende.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.