Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bevis for indbetaling.

Sagsnummer: 179 /1993
Dato: 22-10-1993
Ankenævn: Niels Waage, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
Ledetekst: Bevis for indbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 1. februar 1993 hævede klageren 2.000 kr. på sin aktionærkonto i indklagedes Amager afdeling.

Ifølge klageren indsatte hun herefter de 2.000 kr. på sin checkkonto i samme afdeling. Ekspeditionen foregik ved, at kassereren kørte hendes dankort gennem terminalen. Hun modtog ikke kvittering. Indklagede bestrider, at klageren indsatte de 2.000 kr. på checkkontoen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indsætte 2.000 kr. på hendes bankbog eller checkkonto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at da hun den 1. marts 1993 modtog kontoudtog på checkkontoen, blev hun opmærksom på, at indsætningen den 1. februar 1993 manglede. Hun bestrider at have medtaget det hævede beløb på 2.000 kr., da hun forlod banken den 1. februar 1993.

Indklagede har anført, at efter klagerens henvendelse den 4. marts 1993 blev bilagsmaterialet gennemgået for samtlige kasser omkring det tidspunkt, hvor de 2.000 kr. blev hævet på klagerens aktionærkonto. Materialet viste, at klageren ikke omkring dette tidspunkt har foretaget nogen indbetaling. Det er ikke indklagedes procedure at anvende en klagers kort ved indbetaling på en checkkonto, idet proceduren er, at der anvendes indbetalingsbilag.

Ankenævnets bemærkninger:

Da klageren ikke har kunnet fremvise kvittering for, at hun den 1. februar 1993 indsatte 2.000 kr. på sin checkkonto, har hun ikke godtgjort rigtigheden af sin klage.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.