Alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 506/1990 |
| Dato: | 20-09-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved særskilt kautionserklæring af 20. februar 1985 afgav klageren selvskyldnerkaution til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som klagerens søn og svigerdatter havde eller senere måtte fa overfor indklagede, begrænset til 75.000 kr. I det fortrykte dokument var bl.a. anført:
"Undertegnede kautionister har modtaget en kopi af det (de) af kautionen omfattede skyldsdokument(er) eller er på anden måde blevet gjort bekendt med det af kautionen omfattede engagement."
På tidspunktet for klagerens underskrivelse af kautionserklæringen var debitorernes engagement med indklagede i alt 189.396,07 kr., som fordeltes på et udlån, 144.119 kr., en løn- og kreditkonto 14.584,07 kr., en budgetkonto 5.693 kr. samt en garanti på 25.000 kr.
Ved kassekreditkontrakt af 1. marts-1985 ydede indklagedes Gammel Ry afdeling klagerens søn og svigerdatter en kassekredit med et maksimum på 265.000 kr., som efter sit indhold skulle nedbringes med 25.000 kr. hver den 1. marts og 1. september, første gang 1. september 1985. Ved særskilt håndpantsætningserklæring af s.d. håndpantsatte debitorerne et ejerpantebrev på 60.000 kr., et løsøreejerpantebrev på 40.000 kr. samt pantebreve af nominel værdi 158.490 kr. til sikkerhed for engagementet med indklagede.
Ved gældsbrev af 28. december 1988 optog klagerens søn og svigerdatter et omlægningslån på 250.000 kr., som ifølge gældsbrevet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.250 kr., første gang den 31. januar 1989, og hvis provenu blev indsat på kassekreditten, der samtidigt blev nedskrevet til 50.000 kr. Ved særskilt kautionserklæring af s.d. afgav klageren påny selvskyldnerkaution til sikkerhed for enhver forpligtelse, debitorerne havde eller senere måtte få overfor indklagede, begrænset til 75.000 kr. Dokumentet indeholdt samme fortrykte bestemmelse som ovenfor citeret.
Ved skrivelser af 4. april og 30. juni 1989 anmodede afdelingen debitorerne om at inddække overtræk på kassekreditten. Overtrækket udgjorde henholdsvis 29.388,41 kr. og 58.975,60 kr.
Ved skrivelse af 6. september 1989 blev klageren anmodet om at indfri kautionsforpligtelsen. Debitorerne genoptog herefter indbetalingerne på engagementet.
Ved skrivelse af 4. juli 1990 blev engagementet opsagt på grund af misligholdelse, og klageren blev ved skrivelse af s.d. orienteret herom. Det samlede engagement udgjorde i alt 412.802,80 kr., der fordeltes med 131.094,47 kr. vedrørende den i 1985 etablerede kassekredit, 39.150,47 kr. vedrørende det i 1985 eksisterende udlån, 224.501,71 kr. vedrørende omlægningslånet samt et yderligere lån på 18.056,15 kr.
Ved skrivelse af 5. september 1990 anmodede afdelingen klageren om at tiltræde en foreløbig betalingsordning, som var blevet aftalt mellem debitorerne og indklagede. Klageren undlod dette, og den 12. november 1990 anmodede afdelingen klageren om at indfri kautionsforpligtelsen.
Den 26. november 1990 indfriede klageren gennem sin advokat kautionsforpligtelsen ved fremsendelse af 75.000 kr. Indfrielsen skete under protest, idet der blev taget forbehold for tilbagesøgning, ligesom skrivelsen indeholdt rentepåkrav i henhold til rentelovens § 3, stk. 2.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 75.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han ikke i forbindelse med nogen af kautionserklæringerne har fået oplyst, hvor stor en gæld, han kautionerede for, ligesom det ikke er blevet særligt fremhævet, at der var tale om en alskyldserklæring. Klageren var således af den opfattelse, at han alene kautionerede for en kassekredit på 75.000 kr., hvilken opfattelse understøttes af kautionserklæringens ordlyd. I forbindelse med underskrivelsen af kautionserklæringen den 28. december 1988 fik klageren endvidere ikke oplyst, at debitorerne i den forbindelse ikke fik en kreditudvidelse, men tværtimod fik kreditten begrænset. Klageren har endvidere anført, at den generelle bestemmelse i kautionserklæringerne om, at kautionisten kvitterer for at have modtaget oplysninger om engagementets størrelse, ikke kan anses som vedtaget parterne imellem, da der må stilles særlige krav til vedtagelsen, nar affatteren af dokumentet - som her - er en professionel långiver, der ensidigt varetager egne interesser. Hertil kommer, at indklagede har tilladt en konstant udvidelse af engagementet, hvorved klagerens risiko er forøget, og regresmuligheden er forringet, ligesom indklagede hår tilsidesat sin underretningspligt i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Klageren har endeligt anført, at alskyldserklæringen bør tilsidesættes efter aftalelovens § 36.
Indklagede har anført, at klageren i såvel forbindelse med underskrivelsen af kautionserklæringen af 20. februar 1985 som kautionserklæringen af 28. december 1988 fik oplyst, at kautionen var gældende for 75.000 kr., men at det samlede engagement udgjorde henholdsvis 475.000 kr. og 413.000 kr. Klageren har da også ved sin underskrift på kautionserklæringerne erkendt at have modtaget disse oplysninger. Da klageren ikke reagerede på indklagedes skrivelse af 5. september 1990 om en foreløbig betalingsordning, gjorde indklagede kautionserklæringen gældende.
Ankenævnets bemærkninger:
Den af klageren den 20. februar 1985 afgivne kautionserklæring, der efter sit indhold omfattede enhver forpligtelse, som debitorerne havde eller senere måtte få overfor indklagede, findes ikke at omfatte den del af sønnens og svigerdatterens gæld til indklagede, som eksisterede på dette tidspunkt, idet det ikke findes tilstrækkeligt godtgjort, at klageren var orienteret om disse gældsforhold. På tidspunktet for engagementets opsigelse i juli 1990, var debitorernes samlede gæld til indklagede 412.802,80 kr., hvoraf 39.150,47 kr. var restgælden på det på tidspunktet for kautionsdokumentets underskrift eksisterende lån, medens det resterende beløb vedrørte gæld stiftet efter 20. februar 1985. Da klagerens kaution var begrænset til 75.000 kr., og da debitorernes gæld stiftet efter kautionens meddelelse overstiger dette beløb, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens kautionsforpligtelse, idet det bemærkes, at der ikke er grundlag for at antage, at indklagedes tilsidesættelse af underretningspligten i medfør af BSL § 41 har forringet klagerens regresmulighed.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.