Afgørelse

Krav om tilbagebetaling af købesum for ulovlige kopivarer købt via internettet. Fjernsalg

Sagsnummer:	125/2012
Dato:	07-03-2013
Ankenævn:	Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen og Karin Sønderbæk
Klageemne:	Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
Ledetekst:	Krav om tilbagebetaling af købesum for ulovlige kopivarer købt via internettet. Fjernsalg
Indklagede:	Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:	Sø- & Handelsretten (dom afsagt den 21. december 2016)
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om tilbageførsel af betaling for ulovlige kopivarer som han købte via internettet.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Nordea Bank, hvor han har en konto -728 med et Visa-/Dankort tilknyttet.

Den 27. december 2011 bestilte klageren med sit Visa-/Dankort tre par mærkevare sportssko via internettet for 1.402,10 kr.

Klageren har oplyst, at da han skulle betale, blev der meldt fejl, og betalingen kunne ikke gennemføres. Han forsøgte herefter at betale to gange med samme resultat.

Dagen efter modtog klageren en e-mail fra et betalingsbureau om, at transaktionen var gennemført.

Klageren har anført, at han ikke vidste, hvad han skulle rette sig efter og prøvede derfor at kontakte firmaet via hjemmesiden. Han modtog ingen respons.

Af kontoudskrift -728 fremgår den 30. december 2011 en postering med teksten "Visa køb … GZ CUPSALE NET ST C" på 1.402,10 kr.

I januar 2012 bestilte klageren to par mærkevare sportssko med sit Visa-/Dankort via internettet på en anden hjemmeside for 1.007,66 kr.

Klageren har oplyst, at han ikke fik nogen ordrebekræftelse, men modtog en e-mail fra firmaet om, at han havde bestilt skoene, der ville blive leveret inden for få dage.

Efterfølgende rykkede klageren firmaet for en ordrebekræftelse. Han modtog senere en kopi af firmaets hjemmeside.

Af kontoudskrift -728 fremgår den 9. januar 2012 en postering med teksten "Visa køb CNY … www.SHOESMALLCN.COM på 1.007,66 kr.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt modtog klageren en meddelelse fra SKAT om, at de tre par sko var blevet tilbageholdt på grund af formodning om varemærkeforfalskning. SKAT ville eventuelt kontakte rettighedshaveren, R.

Ved brev af 18. januar 2012 med overskriften: "Skat tilbageholder fortsat dine varer fra Kina", oplyste SKAT klageren om, at R havde bedt SKAT om fortsat at tilbageholde skoene.

Den 19. januar 2012 sendte R et brev til klageren og oplyste, at der var tale om varemærkeforfalskning. R anmodede klageren om at give tilladelse til at tilintetgøre skoene ved at underskrive en erklæring herom. Ellers ville R "tage de nødvendige skridt for at håndhæve sine rettigheder."

Banken har oplyst, at klageren underskrev og returnerede erklæringen til R.

En uge senere modtog klageren to par sko fra det andet køb. Klageren har anført, at han fik mistanke om, at skoene var forfalskede. Herefter kontaktede klageren R, der vurderede, at disse sko også var forfalskede.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt sendte klageren de to par sko til R.

Klageren har under sagen fremlagt en erklæring fra R, hvor det bl.a. frarådes at returnere varemærkeforfalskede sko til sælgeren, da det dels ikke er noget R accepterer og dels erfaringsmæssigt ikke fører til, at købesummen tilbagebetales til køberen.

Efterfølgende kontaktede klageren firmaet bag hjemmesiden for at få refunderet købesummen. Klageren har oplyst, at firmaet accepterede at refundere købesummen, hvis klageren returnerede skoene.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt udfyldte klageren en indsigelsesblanket og en tro og love erklæring i banken. Af blanketten fremgår de to transaktioner af henholdsvis 27. december 2011 på 1.402,10 kr. og 5. januar 2012 på 1.007,66. På indsigelsesblanketten og tro og love erklæringen har klageren afkrydset, at "Den modtagne vare/ydelse er ikke som beskrevet/defekt".

Af klagerens "forklaring/hændelsesforløb" fremgår:

"…

Efter et længere forløb afgøres det fra [R] at der er tale om forfalskninger og skoene vil blive destrueret.

Ugen efter modtager jeg så de 2 par sko jeg bestilte, men da jeg åbner pakken er det tydeligt at se ud fra de kriterier som [R] har sat op, at der også her er tale om forfalskninger. Disse havde åbenbart ikke vækket mistanke i kontrollen.

Jeg kontaktede derfor … [R], som har haft med den første afgørelse at gøre og forhører mig. Ud fra UPS koden kan vi hurtigt afgøre at disse ligeledes er falske og vi aftaler at jeg sender skoene over til ham. (De 2 par sko).

Jeg kontakter derpå [firmaet bag hjemmesiden] og fortæller dem at jeg har haft kontakt med [R] og deres sko er falske og at jeg ønsker at få mine penge[] retur.

Det indvilger de i. (I hvert fald på skrift :-)), mod at jeg sender skoene retur til dem. Men i og med at skoene er beslaglagt af [rettighedshaveren] er det ikke muligt at sende dem retur. Dette synes jeg egentlig heller ikke ville være en god løsning, når nu de er ulovlige kopivarer.

Jeg ønsker heller ikke at oplyse mit kontonummer til et firma, der beskæftiger sig med kopivarer. Man ved jo ikke hvor det ender osv.

På baggrund af ovenstående håber jeg her at få pengene for de 2 betalinger og i alt 5 par sko retur.

…"

Ved brev af 22. februar 2012 afviste banken klagerens indsigelser. Af brevet fremgår:

"…

For at en eventuel tilbageførsel kan ske, er det et krav fra Visa at varen er returneret til afsenderen. For at understøtte dette skal der foreligge dokumentation på at varen er returneret.

…"

Parternes påstande

Den 30. marts 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal tilbageføre 2.409,76 kr. til hans konto.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken skal erstatte hans tab på 2.409,76 kr. som følge af, at han ikke modtog de varer han havde bestilt.

Han burde ikke have set "advarselslamperne" på hjemmesiderne. Han har givet ca. 500 kr. med tillæg af told pr. par. I Danmark er butiksprisen 800 kr. pr. par. Han var i god tro. Han skal som forbruger ikke kontrollere, om der er tale om varemærkeforfalskede sko.

Det var R, der vurderede, at der var tale om ulovligt kopierede sko og besluttede, at skoene skulle tilintetgøres.

Han sendte skoene til R, fordi det var deres produkt, der var blevet forfalsket. Han ønskede heller ikke at medvirke til yderligere salg af ulovlige kopivarer. Han har handlet korrekt ved at sende de ulovligt kopierede sko til R.

Da han henvendte sig til firmaet bag hjemmesiden og oplyste om varemærkeforfalskningen, og at han ønskede at få beløbet tilbagebetalt, bekræftede de skriftligt, at beløbet ville blive refunderet, hvis han returnerede skoene. Da han havde sendt dem i god tro til R, var det ikke muligt at returnere skoene.

Banken afviste ham med begrundelsen, at "det er vilkårene og sådan er reglerne". Bankens afgørelse er ikke truffet ud fra en konkret vurdering.

Banken fortalte ham, at han i stedet skulle have kontaktet politiet og anmeldt kopivarerne.

Han kontaktede politiet for at anmelde forholdet. Politiet oplyste, at han ikke kunne indgive en politianmeldelse, da det var R, der var den forurettede. Politiet mente ikke, at han havde gjort noget forkert.

Banken meddelte, at han ville have fået beløbet tilbage, hvis han ikke havde sendt skoene til R, men i stedet havde sendt dem til firmaet bag hjemmesiden. Ifølge banken ville han være bedre stillet, hvis han havde formidlet falske varer i stedet for at overgive dem til R. Banken favoriserer den forbruger, der medvirker til snyd frem for at være ærlig og samarbejde med rettighedshaveren. Banken "har taget bagmændenes parti i stedet for forbrugerens".

Uanset hvor mange billeder og dokumentation han kunne fremskaffe fra en producent for at bevise, at det produkt, der bliver sendt, er ægte, kan han aldrig være sikker på, hvilke sko der bliver lagt i kassen som producenten sender. Producenten kan sende ham et billede af et par originale sko, men i stedet sende forfalskede sko. Hvordan skulle han kunne sikre sig mod det?

Politiet, Forbruger Europa, og Forbrugerombudsmanden, som han også kontaktede, stiller sig uforstående over for bankens afgørelse.

Nordea Bank har anført, at banken ikke er forpligtet til at tilbageføre betalingen for kondiskoene som klageren købte via to hjemmesider på internettet.

For så vidt angår det første køb i december 2011 vedrører klagerens indsigelse leveringen, jf. lov om betalingstjenester § 74, stk. 1, nr. 2, der bestemmer, at banken skal tilbageføre en betaling, hvis varen ikke leveres. Af bemærkningerne til lovforslaget om bestemmelsen fremgår bl.a., at betaleren bærer risikoen for, hvis den manglende levering skyldes, at en vare er blevet stoppet i tolden, fordi den ikke lovligt kan indføres i landet. Klageren er derfor ikke berettiget til at få købesummen tilbage.

Det fremgår ikke, at der kan lægges vægt på betalerens subjektive forhold (god/ond tro).

En sondring mellem, om det er betalingsmodtagerens forhold eller betalerens forhold, som bevirker, at en vare bliver stoppet i tolden, er irrelevant i forhold til banken. Køb af ulovlige varer via internettet kræver et initiativ, dvs. en betaler, der bestiller de ulovlige varer. Spørgsmålet om manglende levering er alene et objektivt forhold over for betaleren.

Under det lovforberedende arbejde i forbindelse med lov om betalingstjenester udfærdigede Finansrådet, PBS (nu Nets) og Forbrugerombudsmanden et fælles forslag til regler om fjernsalg. Af lovbemærkningerne fremgår klart, at det ikke var hensigten, at det skulle være udbyders risiko, men betalerens, hvis en vare blev stoppet i tolden.

Havde parterne i det lovforberedende arbejde ment, at der skulle være et hensyn til betalerens subjektive forhold, ville dette være fremgået af lovbemærkningerne.

Hvis det fremover lægges til grund, at betalerens udbyder (banken) bærer risikoen for, at en vare bliver stoppet i tolden, når betaler er i god tro, vil det medføre uhensigtsmæssige og uoverskuelige konsekvenser for betalers udbyder. Det er heller ikke hensigtsmæssig i forhold til udviklingen af en forsvarlig forbrugeradfærd på internettet, hvis forbrugeren blot kan henvende sig i banken og påstå, at man var i god tro, hvis varen stoppes i tolden.

De sko klageren købte i januar 2012 var piratkopier og af en anden kvalitet end forventet. Der henvises til Forbrugerklagenævnets afgørelse FKN 1977 3.12.2, hvor det fastslås, at en paryk lavet af kunstige hår var mangelfuld.

Klagerens køb i januar 2012 er ikke omfattet af lov om betalingstjenester § 74, da skoene er behæftet med en mangel. Der er ikke tale om, at de ikke er blevet leveret. Klageren er derfor ikke berettiget til at få købesummen tilbageført.

Klageren kunne have fået sine penge refunderet fra hjemmesiden, hvor han købte de to par sko. Klageren valgte at få skoene destrueret. Han bærer ansvaret for, at refusion ikke længere var mulig.

Retsgrundlaget

Betalingstjenestelovens § 74 lyder som følger:

§ 74. Ved betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument, skal betalers udbyder uanset § 73, stk. 1, undlade at gennemføre en betalingstransaktion eller, hvis debitering er sket, straks kreditere betalers konto, hvis betaler gør en af følgende indsigelser gældende:

1) At det debiterede beløb er højere end det beløb, der er aftalt med betalingsmodtageren,

2) at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret, eller

3) at betaler eller den angivne modtager har udnyttet en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den bestilte vare eller tjenesteydelse.

Stk.2. Forud for en indsigelse efter stk. 1 skal betaler forgæves have kontaktet betalingsmodtager med krav om tilbagebetaling af udestående beløb eller levering af manglende vare eller tjenesteydelse.

Stk.3. Hvis en betaler har gjort indsigelse efter stk. 1, må udbyderen kun debitere eller gendebitere betalers konto, hvis udbyderen kan godtgøre, at indsigelsen er uberettiget.

Stk.4. Indsigelser efter stk. 1 skal fremsættes, snarest muligt efter betaleren er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med, at debitering er sket uretmæssigt.

Stk.5. § 50, stk. 6, finder ikke anvendelse ved ændringer af rettigheder i rammeaftalen, der har givet brugeren en bedre retsstilling end efter stk. 1.

Reglen er en videreførelse af principperne i pkt. 5 i Forbrugerombudsmandens "Retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer med betalingskort" fra 1996. Forslaget til reglen blev udarbejdet af en arbejdsgruppe med deltagelse af Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og PBS (nu Nets).

Ankenævnet har efter ankenævnsmødet den 21. november 2012 indhentet yderligere materiale i sagen. Ankenævnet har fra Forbrugerombudsmanden modtaget materiale vedrørende en arbejdsgruppes arbejde. Ankenævnet har således bl.a. modtaget fire lovforslagsudkast af henholdsvis 5. maj 2008 (fremsendelsesskrivelsens datering), 18. august 2008, 3. november 2008 og 26. november 2008 (arbejdsgruppens endelige forslag sendt til Finanstilsynet). Forbrugerrådet og Finansrådet har ikke haft supplerende bemærkninger til det lovforberedende arbejde.

I udkastet af 5. maj 2008 er det anført bl.a., at bestemmelsen i nr. 2 ikke finder anvendelse, hvis den leverede vare er behæftet med en mangel, og at Pengeinstitutankenævnets praksis herved opretholdes. Der henvises herved til nævnets afgørelse i sag 262/2006. I denne afgørelse hedder det:

"Klageren gør gældende, at han ikke har modtaget den bestilte tuner af fabrikatet Brainwave. Dette bestrides af sælgeren med henvisning til, at det kun er kabinettet, der er fra Techno-Trend, mens produktet i øvrigt er af fabrikatet Brainwave. Ankenævnet finder, at klagerens indsigelse herefter må anses for en indsigelse om mangler ved den leverede vare, og at forholdet ikke kan anses for omfattet af pkt. 5, litra c, i Forbrugerombudsmandens retningslinjer om fjernsalg vedrørende tilfælde, hvor "den bestilte ydelse ikke er leveret". Det kan derfor ikke pålægges indklagede at tilbageføre debiteringen på 968 kr. Det bemærkes, at klageren ikke har ønsket at gøre brug af den lovbestemte fortrydelsesret."

Det hedder endvidere i udkastet:

"I forhold til manglende levering af en vare eller tjenesteydelse vil det være betaler, som bærer risikoen for, hvorvidt den bestilte vare lovligt kan indføres i landet. Betaler vil således ikke have krav på kreditering af sin konto i overensstemmelse med stk. 1, hvis den bestilte vare er blevet stoppet i tolden, f.eks. fordi der er tale om et medicinsk præparat, som ikke lovligt må indføres i Danmark. Betaler har således en forpligtelse til inden købet selv at undersøge, hvilke restriktioner den pågældende vare er underlagt ved indførelse i Danmark."

I udkastet af 18. august 2008 fremgår følgende af bemærkningerne til § 74, stk. 1, nr. 2 (i forslaget § 76, stk. 1, nr. 2):

"…

I henhold til § 76, stk. 1, nr. 2 skal en betalingstransaktion tilbageføres, hvis den bestilte vare eller ydelse ikke leveres.

Efter købeloven betyder begrebet "levering", at sælger skal foretage det fornødne for at skaffe køber i besiddelse af varen. Det vil sige, at levering er sket, når sælger har overgivet varen til køberen eller nogen på hans vegne, eller i øvrigt har foretaget, hvad der påhviler ham, for at køberen kommer i besiddelse af varen.

I forhold til manglende levering af en vare eller tjenesteydelse vil det være betaler, som bærer risikoen for, om den bestilte vare lovligt kan indføres i landet, eller at varen belægges med told eller afgift. Betaler vil således ikke have krav på kreditering af sin konto i overensstemmelse med stk. 1, hvis den bestilte vare er blevet stoppet i tolden, fx fordi der er tale om et medicinsk præparat, som ikke lovligt må indføres i Danmark.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis den leverede vare er behæftet med en mangel.

Efter købelovens generelle mangelsbegreb foreligger der en mangel, hvis købsgenstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være. Hvis købsgenstanden fx er en Louis Vuitton taske, foreligger der en mangel hvis det viser sig, at der er tale om en efterligning. Her finder reglen i stk. 1 således ikke anvendelse.

…."

Eksemplet med Louis Vuitton tasken er ikke gentaget i de følgende udkast.

I bemærkningerne til betalingstjenestelovens § 74 (Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, s. 3567 ff.) fremgår:

"Det foreslåede stk. 1 bygger på en videreførelse af principperne i pkt. 5 i Forbrugerombudsmandens Retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer med betalingskort fra december 1996.

…

Herudover indeholder retningslinjerne bestemmelser, der har til formål at regulere de situationer, hvor gennemførelsen af betalingstransaktionen i praksis stiller kortindehaverne ringere end de forbrugere, der eksempelvis betaler pr. efterkrav eller ved brug af indbetalingskort, der følger med den leverede ydelse.

…

Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at en betaler i forbindelse med fjernsalg, hvor betalingen typisk er sket inden varen eller tjenesteydelsen er modtaget, kan gøre en række nærmere opregnede indsigelser gældende over for sin udbyder, når indsigelserne forinden forgæves har været rettet mod betalingsmodtageren/sælgeren.

…

I henhold til nr. 2 skal en betalingstransaktion tilbageføres, hvis den bestilte vare eller ydelse ikke leveres. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis den leverede vare er behæftet med mangler. I forhold til sondringen mellem ikke-levering og mangler finder den køberetlige sondring mellem disse to begreber anvendelse. Dette kan indebære, at levering af en forkert vare kan anses for ikke-levering.

Det er ikke hensigten med reglerne, at de også skal finde anvendelse, hvis den manglende levering skyldes, at varen er blevet stoppet i tolden, fordi den ikke lovligt kan indføres i landet. Risikoen herfor påhviler ikke betalers udbyder, men betaleren selv.

…"

Ankenævnets bemærkninger

I december 2011 bestilte klageren via internettet tre par mærkevare sportssko. Skoene blev efterfølgende tilbageholdt af SKAT på grund af formodning om krænkelse af varemærkerettigheder. Rettighedshaveren vurderede efterfølgende, at der var tale om varemærkeforfalskede sko og destruerede skoene med klagerens accept.

I januar 2012 bestilte klageren via internettet på en anden hjemmeside to par sportssko af samme mærke. Skoene blev ikke stoppet i tolden, men blev leveret til klageren. Efter modtagelsen af skoene kontaktede klageren rettighedshaveren, der vurderede, at der var tale om varemærkeforfalskning. Klageren sendte skoene til rettighedshaveren og anmodede firmaet bag hjemmesiden om at refundere købesummen. Firmaet indvilgede heri mod, at klageren sendte skoene retur.

De i alt 5 par sportssko blev betalt med et betalingskort, og beløbene blev trukket på klagerens konto hos Nordea Bank. Klageren gør gældende, at Nordea Bank skal tilbageføre betalingerne på henholdsvis 1.402,10 kr. og 1.007,66 kr.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Anita Nedergaard og Karin Sønderbæk – udtaler:

Vi finder ikke, at det forhold, at sælgernes opfyldelse af aftalen med klageren skete med sportssko, som krænkede varemærkerettighedshaverens rettigheder i Danmark, kan sidestilles med, at sælger ikke har foretaget foranstaltninger til opfyldelse af aftalen. Sportsskoene kan derfor ikke af den grund anses for ikke- leveret.

Spørgsmålet er herefter, om de tre par sportssko, der blev standset i tolden på grund af formodning om krænkelse af varemærkerettigheder, af den grund kan anses for ikke-leveret, jf. § 74, stk. 1, nr. 2.

Efter købelovens § 73 anses levering i forbrugerkøb som sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse. Efter forarbejderne til betalingskortloven er begrebet "levering" i denne lov ikke fuldstændig sammenfaldende med begrebet "levering" i købelovens § 73. Det følger således udtrykkeligt af forarbejderne til betalingskortloven, at det er betalerens risiko, at en manglende levering skyldes, at varen blev stoppet i tolden. Vi finder, at der ikke er holdepunkter for at antage, at undtagelsen til købelovens leveringsbegreb skulle være begrænset til tilfælde, hvor betaleren indså eller burde indse, at det var ulovligt at indføre varen i Danmark.

Vi lægger til grund, at det var ulovligt at indføre de tre par sportssko, som blev standset i tolden. Klageren bærer som følge heraf risikoen for den manglende levering og kan derfor ikke gøre indsigelsen herom gældende over for Nordea Bank, jf. § 74, stk. 1, nr. 2, modsætningsvis.

Vedrørende de to par sportssko fra det andet køb, der ikke blev stoppet i tolden, skete der levering til klageren. Vi finder, at de pågældende sko led af en mangel, da de ikke var af mærket R. Vi finder som nævnt, at manglen ikke har en sådan karakter, at det kan sidestilles med, at de købte sko ikke er leveret. Klageren kan derfor heller ikke vedrørende disse sko påberåbe sig reglen i betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2.

Vi finder herefter, at Nordea Bank ikke er forpligtet til at tilbageføre betalingerne for klagerens køb af de i alt fem par sportssko.

To medlemmer – Hans Daugaard og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Efter betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2, er Nordea Bank forpligtet til straks at tilbageføre en betaling når kortholder gør gældende, at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret. Efter lovens § 74, stk. 2, er Nordea Bank kun berettiget til at gendebitere klagers konto, hvis Nordea Bank kan godtgøre, at indsigelsen er uberettiget.

Som sagen er oplyst, lægger vi til grund, at klageren den 27. december 2011 - samt på det ikke nærmere angivne tidspunkt forud for den 9. januar - bestilte i alt 5 par mærkevaresko, som lovligt kunne indføres i Danmark. Det bemærkes, at begge bestillinger lå forud for første henvendelse fra SKAT. Klageren har efterfølgende gjort indsigelse om, at de bestilte sko ikke blev leveret.

Det skal herefter vurderes om klagerens indsigelse om ikke-levering var uberettiget, idet sælgerne, i strid med det aftalte, fremsendte ulovlige kopivarer til klageren. Det fremgår af lovbemærkningerne til § 74, stk. 1, nr. 2, at "I henhold til nr. 2 skal en betalingstransaktion tilbageføres, hvis den bestilte vare eller ydelse ikke leveres. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis den leverede vare er behæftet med mangler. I forhold til sondringen mellem ikke-levering og mangler finder den køberetlige sondring mellem disse to begreber anvendelse. Dette kan indebære, at levering af en forkert vare kan anses for ikke-levering".

Vi finder, ud fra en køberetlig vurdering, at fremsendelsen af ulovlige kopivarer til klageren i en situation, hvor han har bestilt ægte mærkevarer, må betragtes som ikke-levering af de bestilte varer, og at Nordea Bank derfor er forpligtet til straks at tilbageføre de omtvistede betalinger. Vi lægger herved vægt på, at det måtte stå sælgerne klart, at klageren ønskede ægte mærkevaresko og ikke ulovlige kopivarer. Der foreligger således ikke nogen opfyldelsesforanstaltning fra sælgers side ved forsøget på at levere ulovlige kopivarer. Køberetligt må forholdet derfor sidestilles med ikke-levering af de bestilte varer.

Vi lægger endvidere vægt på, at § 74 viderefører principperne fra Forbrugerombudsmandens Retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer med betalingskort, hvis primære formål var, at sikre kortindehaverne mod betalingsmodtageres mulige misbrug af muligheden for at gennemføre betalinger uden en aflæsning af kortet. Det fremgår således også af lovbemærkningerne til § 74, stk. 1, at "Reglen medvirker tillige til at understøtte e-handelen på internettet, da forbrugere med større tryghed kan handle og foretage betalinger, når der kan fremsættes indsigelser om for eksempel manglende levering, over for forbrugerens egen udbyder – for eksempel egen bank hvis der er brugt et Visa/Dankort ved betalingstransaktionen."

Formålet med principperne i Forbrugerombudsmandens retningslinjer uddybes under pkt. 2: "Kan der i betalingssystemer med betalingskort gennemføres fjernsalgstransaktioner, skal der såvel hos kortudsteder som betalingsmodtager følges procedurer, som giver kortindehaver betryggende beskyttelse mod blandt andet misbrug og fejldebiteringer." Af bemærkningerne til pkt. 2, fremgår: "Bestemmelsen, der har karakter af en generalklausul, opfordrer betalingskortsystemerne til at etablere procedurer som minimerer risikoen for misbrug, fejldebiteringer m.v. I denne forbindelse skal der blandt andet peges på muligheden for, at kortudsteder opsiger aftalen med en betalingsmodtager, som gentagne gange overtræder disse retningslinjer og/eller de af kortudstederen opstillede procedurer. I tilfælde af kritisabel praksis, som følges af udenlandske betalingsmodtagere, bør udstederne af internationale betalingskort søge denne praksis ændret ved forhandling med de udenlandske betalingssystemer." Af bemærkningerne til pkt. 5 – som videreført i § 74, stk. 1 – fremgår: "Bestemmelsen vedrører såvel indsigelser om misbrug som situationer, hvor gennemførelsen af betalingen bringer kortindehaveren ud i en særlig risiko, fordi systemet er indrettet således, at kortindehaveren ikke har mulighed for at holde betalingen tilbage. Forbrugeren bør således risikofrit kunne udnytte en fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den bestilte ydelse, ligesom det ikke er rimeligt, at betalingen gennemføres, hvis den bestilte ydelse ikke leveres."

Vi stemmer derfor for, at Nordea Bank skal tilbageføre de omtvistede betalinger.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet bemærker i øvrigt, at bestemmelsen i betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 3, om udnyttelse af en aftalt fortrydelsesret kun finder anvendelse, når betalere har undladt at modtage eller afhente den bestilte vare, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.

Ankenævnet tager herefter ikke klagerens påstand til følge.

tab-stops: 0cm 42.55pt 3.0cm 127.6pt 170.15pt 212.7pt 255.25pt 297.75pt 340.3pt 382.85pt 425.4pt" class="MsoNormal">Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Kontakt

Krav om tilbagebetaling af købesum for ulovlige kopivarer købt via internettet. Fjernsalg