Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med investering i kapitalbeviser udstedt af Amagerbanken

Sagsnummer: 120/2013
Dato: 06-09-2013
Ankenævn: John Mosegaard, Lani Bannach, Kjeld Gosvig Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Rådgivning - investering
Ledetekst: Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med investering i kapitalbeviser udstedt af Amagerbanken
Indklagede: FS Finans III (Amagerbanken af 2011)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på kapitalbeviser udstedt af Amagerbanken.

Sagens omstændigheder

Den 6. september 2004 underskrev klageren en tegningsblanket om kapitalbeviser for 100.000 kr. i den daværende Amagerbanken. Af tegningsblanketten fremgår blandt andet:

"…

Kapitalbeviser 2004/2012 for ansvarlig kapital i Amagerbanken

Tegning

I henhold til tegningsprospektets betingelser tegner jeg/vi 100 stk. kapitalbeviser 2004/2012 for ansvarlig kapital i Amagerbanken Aktieselskab à nom. DKK 1.000 pr. stk.

Tegningskurs

Kapitalbeviserne udbydes til kurs 100 franko. Prisen for ét kapitalbevis er således DKK 1.000,00.

…"

I forbindelse med at de såkaldte MiFID-regler blev indført, oprettede banken den 27. oktober 2007 en investeringsprofil, hvoraf fremgår, at klageren "har kun aktier og kapitalbeviser liggende i depotet", og at klagerens risikovillighed var høj risiko svarende til tallet otte på en skala fra 1-10, hvor 10 var højeste risiko. Banken har oplyst, at investeringsprofilen blev genereret automatisk på baggrund af klagerens tidligere investeringer. Investeringsprofilen blev sendt til klageren med bemærkning om, at han skulle tage kontakt til banken, hvis han ikke var enig i kategoriseringen af hans risikoprofil.

Den 7. februar 2011 gik Amagerbanken konkurs. I forbindelse hermed blev bankens aktiver og dele af bankens passiver i henhold til kapital 4b i lov om finansiel stabilitet (bankpakkeIII) overdraget til Amagerbanken af 2011, nu FS FinansIII, der er et datterselskab under Finansiel Stabilitet, som er statens selskab til afvikling af nødlidende pengeinstitutter.

Klageren rejste et krav mod både konkursboet og Amagerbanken af 2011 vedrørende tabet på kapitalbeviserne.

Ved brev af 6. marts 2013 til klageren meddelte konkursboets kurator, at kravet blev anset for et efterstillet krav, jf. konkurslovens § 98, og at der ikke forventedes dækning herfor.

Parternes påstande

Den 4. april 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS FinansIII(Amagerbanken af 2011) skal tilbagekøbe kapitalbeviserne til anskaffelseskursen.

FS FinansIII(Amagerbanken af 2011) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at baggrunden for tegningen af kapitalbeviserne var, at han henvendte sig til banken for at høre, om det var muligt at få en højere rente på hans indestående i banken. Banken afslog at forhøje renten men tilbød i stedet nogle obligationer udstedt af Amagerbanken med en løbetid til den 9. april 2012, men til gengæld med en lidt højere rente. Han blev ikke oplyst om, at der var nogen risiko forbundet med obligationerne, herunder den særlige risiko, der følger af, at obligationerne er efterstillet anden gæld.

Han fik ikke udleveret noget prospekt og blev heller ikke gjort opmærksom på, at der fandtes et prospekt, som han burde sætte sig ind.

Banken bør som følge af mangelfuld og forkert rådgivning tilbagekøbe obligationerne til købskursen.

FS FinansIII(Amagerbanken af 2011)har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med klagerens tegning af kapitalbeviser.

Bankens medarbejdere måtte ifølge bankens interne retningslinjer ikke anbefale eller rådgive om bankens egne aktier eller kapitalbeviser som investeringsobjekter.

Det har ikke været muligt at indhente kommentarer fra de aktuelle medarbejdere.

Det fremgik af tegningsblanketten, som klageren underskrev, at kapitalbeviserne var ansvarlig kapital i Amagerbanken, og at tegningen skete i henhold til tegningsprospektets betingelser.

Prospektet var tilgængeligt på bankens hjemmeside, ligesom det må antages, at bankens medarbejdere har henvist hertil. Klageren har således haft adgang til oplysningerne om den risiko, der var forbundet med investering i kapitalbeviser.

Ankenævnets bemærkninger

Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Amagerbankens rådgivning af klageren forud for dennes køb i september 2004 af kapitalbeviser Amagerbanken 2004/2012 var mangelfuld, og at nu FS FinansIIIer forpligtet til at erstatte klagerens tab på kapitalbeviserne.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at det af tegningsblanketten fremgår, at kapitalbeviser er ansvarlig kapital i banken, ligesom der i blanketten er henvist til tegningsprospektet. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på det af banken anførte om, at medarbejderne i den daværende Amagerbanken ifølge bankens interne retningslinjer ikke måtte anbefale eller rådgive om bankens egne aktier eller kapitalbeviser som investeringsobjekter.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.