Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om tidspunkt for opkøb af obligationer til indfrielse af lån.

Sagsnummer: 550/2008
Dato: 09-09-2009
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Realkreditbelåning - ejerskifte
Ledetekst: Spørgsmål om tidspunkt for opkøb af obligationer til indfrielse af lån.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører, om Nordea Bank har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af for tidlig opkøb af obligationer til brug for indfrielse af et realkreditlån.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med klagerens og dennes ægtefælle H’s salg af deres faste ejendom var parret den 17. juni 2008 til et møde i deres pengeinstitut Nordea Bank Danmark, hvor ejendomshandlen blev drøftet, herunder spørgsmål om indfrielse af eksisterende lån i ejendommen.

På mødet underskrev klageren og H "Omprioriteringsaftale ved boligskift", hvorefter et 4 % obligationslån på 1.906.000 kr. ydet af Nordea Kredit skulle indfries. Af aftalen fremgår i øvrigt vedrørende lånet:

"...



Indfrielsesmetode

Tidspunkt

Opsigelse sendt

Opkøb af obl. straks

01-08-2008


…"



Klageren har anført, at de på mødet den 17. juni 2008 oplyste, at overtagelsesdagen var usikker som følge af lejeaftalen. Medarbejderen ringede herefter til ejendomsmægleren, som oplyste om, at det var usikkert, om overtagelsen ville blive den 1. august eller den 15. december. Nordea Bank har anført, at man ikke kan genkende klagerens udlægning af mødet.

Nordea Bank havde forinden mødet modtaget kopi af købsaftalen for ejendommen. Købers overtagelse af ejendommen var anført til den 1. august 2008. Under "Særlige aftaler" er anført:

"Sælger har udlejet huset, således at aftalen bringes til ophør pr. 01.12.08, sælger tilstræber at lejer udflytter pr. 01.08.08, såfremt dette ikke kan ske, refunderer sælger til køber kr. 5.000,- pr. mdr. som lejekompensation indtil udflytning sker, dog senest den 01.12.08."

Nordea Bank har oplyst, at banken i april 2008 modtog sædvanlig bankgaranti på 2.950.000 kr. fra Amagerbanken. Af garantien fremgår, at den "på overtagelsesdagen den 01.08.2008" ville blive erstattet af deponering fra bankens side.

Den 30. juli 2008 afregnede Nordea Bank klagerens køb af nominelt 1.906.000 kr. obligationer til brug for indfrielse af Nordea Kredit lånet. Købskursen var 87,325. Obligationerne blev den 4. august 2008 indleveret til Nordea Kredit.

Nordea Bank har anført, at man den 1. august 2008 blev opmærksom på, at banken ikke havde modtaget restkøbesummen til deponering, hvorfor man rykkede Amagerbanken, som meddelte, at overtagelsesdagen var flyttet til den 15. december 2008. Amagerbanken fremsendte efterfølgende erklæring om forlængelse af købesumsgarantien.

Klageren rettede henvendelse til advokat, som ved brev af 28. oktober 2008 anførte over for Nordea Bank, at obligationerne købt ultimo juli 2008 til kurs 87,325 nu kunne købes til en kurs på 82,3. Advokaten fandt, at klageren ikke burde dække tabet i denne forbindelse.

Ved brev af 3. november 2008 afviste Nordea Bank at have pådraget sig et ansvar.

Parternes påstande.

Klageren har den 16. december 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark betaler erstatning.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken for tidligt købte obligationerne til indfrielse af det omhandlede lån, hvilket har påført dem et tab.

Ifølge købsaftalen var salgs- og indfrielsestidspunktet usikkert på grund af en lejekontrakt på ejendommen.

Ved mødet i banken den 17. juni 2008 oplyste de, at overtagelsesdagen var usikker som følge af lejeaftalen. Bankens medarbejder ringede herefter til deres ejendomsmægler, som oplyste, at det var usikkert, om overtagelsen ville blive den 1. august eller udskudt til den 15. december.

Banken indfriede lånet uden at rådføre sig med dem eller deres ejendomsmægler. De fik heller ikke mulighed for at kurssikre indfrielsen af lånet.

Nordea Bank Danmark har anført, at ejendommens overtagelsesdag ifølge købsaftalen var aftalt til den 1. august 2008. Den citerede bestemmelse fra købsaftalen fastslog, at køber havde krav på kompensation, hvis lejeren ikke var fraflyttet ejendom på aftalens overtagelsesdag. Bestemmelsen kan ikke forstås derhen, at salgs- og indfrielsestidspunktet ikke var endeligt aftalt.

Af omprioriteringsaftalen fremgår, at klageren instruerede banken om at indfri det omhandlede lån pr. 1. august 2008. Banken kan ikke genkende klagerens udlægning af mødet.

På mødet blev klageren orienteret om muligheden for at kurssikre det lån, der skulle indfries. I omprioriteringsaftalen bekræftede klageren at have modtaget information om muligheden for at kurssikre indfrielsen af realkreditlån.

Det påhvilede klageren at orientere banken om, at der senere blev truffet aftale om ændring af overtagelsesdagen.

I ejendommen var et andet obligationslån, som klageren efterfølgende foretog kurssikring af.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af købsaftalen vedrørende klagerens og H’s salg af ejendommen fremgår, at køber skulle overtage ejendommen den 1. august 2008, samt at sælger tilstræbte, at en lejer af ejendommen flyttede samtidigt, uanset at lejeaftalen ville blive bragt til ophør pr. 1. december 2008. Sælgers kompensation over for køber i denne forbindelse var endvidere fastlagt.

Ankenævnet finder, at Nordea Bank Danmark på baggrund af købsaftalens indhold naturligt måtte lægge til grund, at overtagelsesdagen var fastlagt til den 1. august 2008.

Det kan ikke anses for godtgjort, at der på mødet den 17. juni 2008 blev taget telefonisk kontakt til den medvirkende ejendomsmægler for en drøftelse af spørgsmålet om købers overtagelse af ejendommen, eller at overtagelsesdagen var usikker.

Ankenævnet lægger til grund, at overtagelsesdagen på et tidspunkt efter den 17. juni 2008 blev aftalt ændret til den 1. december 2008, uden at Nordea Bank Danmark modtog oplysning herom, inden banken den 30. juli 2008 i overensstemmelse med det i omprioriteringsaftalen anførte købte obligationerne til indfrielse af det omhandlede Nordea Kredit lån.

Ankenævnet finder herefter, at banken ikke har tilsidesat aftalen med klageren om tidspunktet for indfrielsen af det omhandlede lån eller har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren ved sagens ekspedition.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.