Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod omfanget af reinvestering af udbytte på investeringsbeviser.

Sagsnummer: 74 /2009
Dato: 09-09-2009
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Trols Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Passivitet - værdipapirer/investering
Ledetekst: Indsigelse mod omfanget af reinvestering af udbytte på investeringsbeviser.
Indklagede: Roskilde Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse fremsat i slutningen af oktober 2008 mod omfanget af en reinvestering af udbytte, der var sket den 11. april 2008.

Sagens omstændigheder.

Klageren var kunde i Roskilde Bank, hvor hun havde investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande i et åbent værdipapirdepot.

I 2007 fik klageren udbetalt udbytte på ca. 50.000 kr. I 2008 var udbyttet 52.148,25 kr.

Ved brev af 17. marts 2008 informerede banken om skattemæssige fordele ved at reinvestere udbyttet på 52.148,25 kr. Af brevet fremgår bl.a.:

"…

Ved en omlægning vil I – skattemæssigt – kunne fratrække ca. kr. 4.800,00 på selvangivelsens rubrik 39 for indkomståret 2008, - hvilket vil betyde en skattemæssig nettofordel for jer på ca. kr. 1.587,00.

Hvis papirerne ikke bliver omlagt skal I svare skat i 2008 af et udbytte på 52.148,25, - svarende til kr. 17.208,-.

Ved en omlægning vil den samlede skattemæssige fordel ved udskydelse af skatten indeværende år være på kr. 18.795,-.

Som aftalt med [navn], - bliver papirerne omlagt og udbyttet reinvesteret, - således at den samlede kursværdi bibeholdes.

…"

Den 9. april 2008 blev der afholdt et møde. Ifølge banken blev det aftalt at reinvestere det samlede indestående på ca. 102.000 kr. på udbyttekontoen, svarende til udbyttebetalingerne i 2007 og 2008. Klageren har bestridt dette og har anført, at det blev aftalt at reinvestere udbyttet i 2008 på 52.148,25 kr.

Den 11. april 2008 sendte banken en udbytteberegning på 52.148,25 kr., to aktienotaer vedrørende klagerens omlægning (salg og køb) af 4.257 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande og en aktienota vedrørende køb af 1.226 stk. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande til kursværdi på 102.922,70 kr.

I slutningen af oktober 2008 gjorde klageren indsigelse imod reinvesteringen af udbyttet fra 2007. Banken fastholdt, at reinvesteringen var sket efter aftale med klageren og afslog en anmodning fra klageren om at tilbagekøbe investeringsbeviserne til afregningskursen på 83,95.

Parternes påstande.

Den 30. januar 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank skal tilbageføre den del af reinvesteringen den 11. april 2008, der overstiger 52.148,25 kr.

Roskilde Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at der ikke på noget tidspunkt var tale om, at beløbet, der vedrørte udbyttet i 2007, skulle reinvesteres. Hun havde betalt skat af dette udbytte, som var til hendes frie disposition.

Mødet den 9. april 2008 vedrørte alene reinvestering af udbyttet på 52.148,25 kr. i 2008, hvilket understøttes af bankens brev af 17. marts 2008. En af banken fremlagt aktienota udgør ikke tilstrækkelig dokumentation for den af banken hævdede aftale. Udbyttet i 2007 blev slet ikke omtalt på mødet, hvilket kan bekræftes af de øvrige fire mødedeltagere.

Banken har uden instruktion eller samtykke fra hende hævet 50.774,45 kr. og placeret beløbet i BankInvest Højrentelande. Hun blev først opmærksom herpå, da hun efter overførsel af sit engagement til et andet pengeinstitut ønskede at hæve beløbet.

Roskilde Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 7, da sagens afgørelse forudsætter en omfattende bevisførelse også i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren på mødet den 9. april 2008 indgik en aftale med banken om reinvestering af udbyttebetalingerne fra 2007 og 2008.

Det fremgik af aktienotaen, at der var investeret for 102.922 kr. Klageren kunne også via sine kontoudskrifter se, at hele indeståendet på udbyttekontoen var blevet investeret.

Klageren har udvist passivitet, idet hun har haft mulighed for at reagere umiddelbart efter handlen med henblik på at få tilbageført denne, hvorved et kurstab kunne have været undgået.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På mødet den 9. april 2008 blev det drøftet at reinvestere udbyttet på klagerens investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande. Klageren har anført, at det blev aftalt, at reinvestere udbyttet i 2008 på 52.148,25 kr., hvilket understøttes af det anførte i bankens brev af 17. marts 2008. Banken har anført, at det blev aftalt at reinvestere udbyttet i såvel 2007 som 2008 på i alt 102.922,70 kr.

I umiddelbar forlængelse af mødet fik klageren tilsendt en aktienota, hvoraf det fremgik, at der var reinvesteret for 102.922,70 kr. Ankenævnet finder, at klageren burde have gjort indsigelse imod aktienotaen, hvis denne ikke stemte overens med det aftalte. Ved først at gøre indsigelse i slutningen af oktober 2008 finder Ankenævnet, at klageren som følge af passivitet har fortabt sin ret til at gøre indsigelse.

Klagen tages ikke til følge.